Menu Luk

The Lost City of Z

∗ ∗ ∗ ∗

Af Eva Zierau

Flot og gribende eventyr.

Irland 1905.  Den unge Major Percey Fawcett(Charlie Hunnam) deltager i en jagt. Han skyder trofæet, en stor Kronhjort. Obersten gratulerer. Fawcett bliver aftenens midtpunkt under den efterfølgende middag, men føler sig alligevel udenfor det gode selskab. Fawcett har, som den eneste af sin rang, ikke nogen ordener, at sætte på sin gallauniform. He’s been rather unfortunate in his choice of ancesters, siger obersten til en kollega, der kommenterer Fawcetts manglende dekorationer. Et faktum der senere skal vise sig at blive afgørende for Fawcetts drivkraft mod sine ambitiøse mål.

Det er starten på eventyrfilmen The Lost City of Z baseret på den virkelige historie om Major Percey Fawcett en verdensberømt engelsk opdagelsesrejsende, der udsendt af Royal Geographical Society i London bliver leder af en ekspedition, hvis formål er, at kortlægge grænserne mellem Bolivia, Peru og Brasilien. Han efterlader sin smukke og  forstående hustru Nina(Sienna Miller) hjemme med deres lille søn og endnu et barn på vej.

Foto:UIP

Det bliver Fawcetts start på den første ud af fire ekspeditioner til Amazonejunglen under meget strabadserende forhold. Varmen og fugten er ulidelig. Overalt findes et væld af giftige insekter og slanger, de fjendtlige indfødte beskyder dem med en regn af spidse pile, og madrationerne er ved at slippe op. Undervejs støder Fawcett på spor af en forsvunden højtstående civilisation, der kan sammenlignes med den vestlige, men tilbage i London afviser man påstanden.

Foto:UIP

Filmen bygger på  bestselleren The Lost City of Z: A Tale of Deadly Obsession in the Amazon (2009) skrevet af amerikaneren David Grann. Det er en historie om mod, vilje og vedholdenhed. Man kan ikke undgå at blive revet med. Om man kender til Percey Fawcett og hans ekspeditioner i forvejen er underordnet. Jeg havde aldrig hørt om ham og blev i den grad grebet. Ikke mindst pga. nogle fine personskildringer i filmen herunder af Nina, der har en fremtrædende rolle. Hun er rumlig, højt begavet og  langt forud for sin tid, hvad angår ligestilling og feminisme. Det paradoksale er, at hun på trods af sit frisind, kommer til at ligge under for der traditionelle kønsrollemønster, når Fawcett gang på gang efterlader hende alene med børnene.

Filmen er optaget i England og i Amazonas. Fra førstnævnte sted ser vi bla. scener fra skyttegravenes helvede under Første Verdenskrig. Fra sidstnævnte, scener fra junglen, der umiddelbart forekommer smuk og frodig og betagende, men gemmer på livsfarligt miljø.

Foto: UIP

Charlie Hunnam som Fawcett leverer en flot præstation. Set udefra er han helten. På en gang en god officer, en imponerende opdagelsesrejsende og en god ægtemand og far. I modsætning til folk i England betragter han de indfødte med dyb respekt og ikke som vilde. På den anden side er han grundlæggende dybt egoistisk og besat af sit eget projekt. Hans familie betaler prisen, ikke mindst i slutningen af filmen.

Foto: UIP

Bag filmen står James Gray som har vundet flere internationale priser og har været nomineret flere gange til Guldpalmen i Cannes bl.a. for The Immigrant(2013) og Two Lovers (2008).

Brad Pitt er en af filmens executive producers. Det siges, at han selv ville have hovedrollen som Percey Fawcett, men måtte sande at der skulle yngre kræfter til.

Foto: UIP

The Lost City of Z er indbegrebet af en storfilm, flot fotograferet on location både i Sydamerika og i England, et hav af medvirkende, smukke kostumer m.v. At filmen så også bygger på en virkelig historie om en eventyrer, der trods sin baggrund endte med at blive accepteret af det engelske aristokrati, og som på sin sidste ekspedition i 1925 blev fulgt af millioner af avislæsere verden over, gør ikke filmen dårligere. Den kunne imidlertid godt have været en del kortere.

Instruktør: James Gray

Trailer: UIP

Premiere . 10. august 2017