Kommentar af Ulla Strømberg.
The Female Gaze på Glyptoteket.
Feministisk performance for de indviede.
Nogle gange føler man sig snydt. Og sådan havde jeg det fredag eftermiddag på Glyptoteket i den smukke festsal. Museet havde udlånt lokaliteterne til en teaterproduktion under en kvindefestival, der vel har markedsført sig som cross over med kvindelige kunstnere inden for flere udtryksformer som fotografi, dramatik, scenografi og naturligvis dans og skuespil. Men ak. Der gik kun få minutter før teksten primært kredsede om menneskets kropsåbninger i de nedre regioner, og sådan blev det ved i halvanden time i et ikke særligt interessant eller nuanceret sprog. Det var synd for både danser og skuespiller, der begge havde kraft og overskud, som kunne imponere.
Den performance, jeg oplevede, henviste (i den positive ende) til lidt Dada fra 1920erne og derefter lidt Værkstedet Værst fra 1980erne (hvis nogen husker det med bl.a. Chr. Lemmerz, Michael Kvium m.fl.) – og så italiensk feminisme i 1970erne.
Her i 2020 må jeg bare sige, at hvis det er, hvad der rører sig i danske, feministiske kunstnerkredse (og ikke mindst hos de tre forfattere) lige nu, står det sløjt til, både rent intellektuelt og ikke mindst eksistentielt.
Der var sat en interimistisk lille scene op på det glatte marmorgulv med et fortæppe a la middelalderens gøglerteater. Det lovede mere, end forestillingen kunne holde.
For hvad var meningen med det hele, altså bortset fra at kvinder, taget under ét, er forvirrede og ekstremt navlebeskuende.
Forestillingen endte med, at de to kvinder, som hele tiden fulgtes ad – hvor den ene var mere krop end den anden, og den anden mere stemme – stod afklædte og helt nøgne på scenen. Tænk at det var nødvendigt!
Ifølge informationsmaterialet ville forestillingen beskrive en spaltet kvinde. Men det er set så mange gange før – og langt mere interessant, begavet, æstetisk og nuanceret.
Ak, ak. Mon de mange guldrandede fonde, som har givet tilskud, har vidst, hvad de gav penge til? Eller er det Glyptoteket, som har lagt navn og seriøsitet til?
Hvilken skuffelse. Kvindefestivalen, som hedder POW 2020 (Power of Women) har været flere steder i København over den seneste weekend.
Men med eller uden festival og et stort ungt kvindeligt publikum, er denne forestilling dybt skuffende og så fuld af klicheer og uhumske beskrivelser, at man kun kan undre sig. Der kan overhovedet ikke gives stjerner.
MEDVIRKENDE
Dans og Koreografi: Stephanie Thomasen
Skuespil: Line Bie Rosenstjerne
Lyd: Lise Dres og Søs Gunver Ryberg
Foto: Karoline Lieberkind
Tekst: Line Mørkeby, Mette Heeno og Anna Bro
Installation: Nadia Nabil
PRODUCENT: ALIAS TEATERPRODUKTION
THE FEMALE GAZE er skabt af Alias i samarbejde med Uppercut Danseteaters kunstneriske leder og koreograf Stephanie Thomasen
THE FEMALE GAZE er støttet af:
Bikubenfonden
Augustinus Fonden
Beckett-Fonden
Wilhelm Hansen Fonden
Koda Dramatik
Nørrebro lokaludvalg
København Scenekunstudvalg
Forestillingen er annonceret til at spille på Teatret ved Sorte Hest i slutningen af maj 2021.