∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

The Dumb Waiter af Harold Pinter hos That Theatre Company på Østerbro.

”The Dumb Waiter”  er på alle måder en sejr for det engelsktalende That Theatre Company,  der netop har fejret 25 års jubilæum. For på eksemplarisk vis demonstrerer teatret med ”The Dumb Waiter” sin eksistensberettigelse: der spilles en britisk nyklassiker – i en perfekt ”fortolkning” uden moderniseringer.

”The Dumb Waiter” er en enakter og en lille klassiker, spillet  tilsyneladende 1:1 uden ændringer og med den fineste form for akkuratesse i pauser, sproglige formuleringer og først som sidst lokalitet. Her er ikke rykket så meget rundt, for instruktøren Barry McKenna har heldigvis ikke haft behov for at stikke hovedet frem.

Det gør til gengæld de to figurer Ben og Gus – spillet af Lars Mikkelsen på formfuldendt engelsk, som klassemæssigt er svært at definere. Ian Burns, der også er leder og grundlægger af That Theatre, er den lidt mere underdanige, frygtsomme og nysgerrige Gus. Han mestrer naturligvis sproget og den engelske teknik og får med Lars Mikkelsen ved sin side for en gangs skyld flot skuespillermæssigt modspil, der viser hans styrke.

De to modne mænd klæder hinanden, hvor det er interessant at iagttage den forskellige spillestil. Ian Burns er britisk på alle måder, dvs. der er præcision over ord som bevægelse. Lars Mikkelsen, der kun sjældent i dag står på en teaterscene, er blevet en genuin skuespiller, hvor grænsen imellem tanke, følelse og udtryk er mere flydende. Stemmemæssigt er Lars Mikkelsen i dag suveræn. Total i kontrol på en scene er begge herrer i de ikke så nemme roller.

For hvordan spille lejemordere, der venter på at få ordrer til at gå i gang?

Når Harold Pinters tidlige 1950-er dramatik anses for at være absurd, er det vel bl.a. fordi store spørgsmål om livet er transformeret til et natligt møde mellem to lejemordere i næsten slap stick-stil. Egentlig meget lig det, som Beckett i mere ekstrem grad bedrev i sine skuespil som ”Mens vi venter på Godot” og ”Glade dage”, bl.a.  Vi småler hen ad vejen, men pludselig viser katastrofen sig.

I “The Dumb Waiter” er rummet sort, og sjældent har Krudttønden været mere perfekt med den trange plads. Sådan var det også omkring 1960 i London og siden i København på de nye små eksperimentalscener.

To habitklædte voksne mænd sidder i en kælder og venter på ordrer ”oppefra”.  Først taler de om fodbold og avisens artikler og mangel på te.  Når den famøse køkkenelevator så begynder at bevæge sig, bliver de bange, trækker pistolerne, men det er bare ”ordrer”. For kælderen har nok været cafekøkken engang, Da de to mænd er vant til at parere ordrer, forsøger de på bedste vis at imødekomme kravene. De giver deres teposer, mælk og kiks. Men ordrerne bliver ved, og de har ikke mere at sende op. Så kommer en anden slags ordre, ”katastrofen” indtræder, og forestillingen er slut.

Med den almindelige snak og det fremmede miljø er det  en dybt raffineret måde at vise menneskets afhængighed af et hierarki. Dermed er Pinter i 1957 allerede godt på vej som forfatter og dramatiker.

Et møde med en så velspillet ”The Dumb Waiter” i 2023 på Østerbro er også lidt nostalgisk. Da jeg var barn og ung i 1960erne var Pinter og Ionesco yndede dramatikere, som eleverne i 2.g. spillede. Det var nyt, og det var vedkommende, men også forbandet svært.

Forståelsen er blevet nemmere, og nu er det hele næsten teaterhistorie for så alligevel som her at blive smukt, vedkommende og levende teater.

Stykket har i Danmark gået under navnet ”Køkkenelevatoren”. Skrevet af en 27 årig Harold Pinter, men først spillet i 1959 i Berlin og i 1960 i London efter at Pinter fik stor succes med sit stykke ”Birthday Party”. Siden har Pinter også skabt fremragende drejebøger til nogle af de helt store britiske film, som bl.a. ”Den franske Løjtnants kvinde”.

Pinter blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 2005, men i årene inden blev han anset for at være en samfundsengageret skribent og en interessant britisk repræsentant for det semi-absurde teater, som begyndte med Beckett og Ionesco. I en bog af kritikeren Martin Esslin fra  1961 blev en håndfuld forfattere engang for alle stemplet som absurde. Siden fulgte i øvrigt nogle spændende bølger igen af britisk dramatik – men lige nu er der vist stille, ingen bølger, ingen nye dramatikertalenter, hverken i England, Tyskland eller Frankrig.

”The Dumb Waiter er et lysende eksempel på godt teater, der har noget på hjerte, men ikke behøver at råbe budskabet ud. Varm anbefaling.

Til og med 21. oktober. I Krudttønden på Østerbro.

DIRECTOR Barry McKenna
CAST Lars Mikkelsen og Ian Burns

www.http://that-theatre.com/