∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

The Dante Project – ny stor britisk ballet på Det Kongelige Teater.

Endelig har Den Kongelige Ballet en stor, ny, importeret ballet på programmet. The Dante Project – skabt til The Royal Ballet i London i et samarbejde med Pariseroperaens ballet, mens Den Kongelige Ballet i København har hæftet sig på projektet. Det er godt for alle dansere i København og for publikum, men den helt store eufori udeblev vist, i hvert fald ved anden-opførelsen søndag eftermiddag.

Men læser man gamle engelske anmeldelser fra oktober 2021 (bl.a. The Guardian) var der vist samme problemer i London ved urpremieren. Musik og koreografi er ikke gået helt i hak.

Musikken af den kendte britiske komponist Thomas Adès er som balletmusik for dominerende og føjer sig kun indimellem til de trods alt få og spinkle danseres udskejelser. Der er brag og crescendo fra første sekund, og selv om balletten er disponeret således, at Dante og til dels Virgil følges ad igennem Helvede, så er der også her næsten lyse passager. Anden del har spændende jødiske toner iblandet en fortsat stærk grundtone. På trods af tredje afdelings kærlighedsemne er musikken momentvis voluminøs og dominerende, men serveret imponerende flot af Kapellet. Faktisk var det kapellet som reddede oplevelsen, og deres indsats var en koncert værdig.

Komponisten Thomas Adès har tidligere glædet det danske operapublikum med bl.a. ”Powder her nose” og ”The Exterminating Angel.”  The Dante Project er hans debut som balletkomponist, og musikkens kompleksitet kræver nok mere end ét genhør. I øvrigt fremgår det af det meget gode og informative, trykte program, at udover flere bestillere af musikken (inklusive Los Angeles Philharmonic), så er første del ”Helvede” også tænkt som et selvstændigt orkesterværk til Amsterdam. Det, tror jeg. er en rigtig god idé.

Den velestimerede koreograf  Wayne McGregor (født 1970)  synes på en eller anden måde at have slået for stort et brød op.  Dante over for Virgil, Den guddommelige Komedie – og så en håndfuld dansere, der måske primært mestrer den klassiske dans.  Oveni har han en billedkunstner med som debuterende scenograf, Tacita Dean. Søndag eftermiddag syntes det ikke mindst at være lysdesignerne, der sikrede første akts visualitet, mens anden og tredje akt på en eller anden måde var opgivet med et enkelt malet bagtæppe og for markante spots udefra rummet. Men første akt gav spændende mindelser om grotter, isbjerge og dybe kløfter. Med et mærkeligt sidelys forsvandt magien dog pludselig, i hvert fald hvis man ikke sad midt for. Sådan var det også i de følgende to akter eller afdelinger.  Det Kongelige Teater er ikke altid driftsikker på lysområdet.

Den Kongelige Ballets korps sled i det, hvor herrerne endnu engang viste deres styrke. For der er mange gode mandlige dansere for tiden.  Damerne var sværere at gribe for publikum, for måske havde koreografen simpelthen givet herrerne bedre trin og mere plads. Kønnene var overraskende meget adskilte – egentlig uden grund, eller skal jeg læse Dante grundigere?

Andetholdets Dante var en lidt genert Gregory Dean, som syntes at være tilskuer til det meste indtil de sidste minutter, hvor han træder i karakter og endelig, efter næste to en halv time, kan forenes med Beatrice, Holly Dorger, som altid er en præcis danser. Et lille parti her, men med stor betydning i verdenslitteraturen.

Trinene generelt var hentet ud af de seneste mange årtier blanding af klassisk og modern dance og i forening med de lidt traditionelle kropsnære dragter med grå maling og siden ret glinsende overflade, syntes det hele set før og egentlig langt væk fra en 1300-tals verden – hvis hensigten var at placere historien på Dantes egen tid.

Den guddommelige Komedie, skrevet i begyndelsen af 1300-tallet af Dante i eksil i forskellige italienske byer, anses for at være en vigtig sten i den moderne civilisation. Derfor har uendelig mange kunstnere kastet sig over materialet.  Også billedkunstnere har følt inspirationen, hvor teaterprogrammet viser billeder af Doré og bl.a. prærafaelitternes Rossetti, begge fra den senromantiske periode i midten af 1800-tallet.  Jeg tænker nu altid på Delacroix’s ”Dantebarken” fra 1822 med både Dante og Virgil i et helvedets stormvejr – i øvrigt Delacoix’s første store værk udstillet på Salonen.  Her ses den røde farve, som også kendetegner Dantes kjortel i ballettens tredjedels kærlighedsafdeling.

”The Dante Project” syntes ikke at skabe klarhed over Dantes univers, men musikken vil afgjort få et efterliv. Glæder mig allerede til et genhør.

Dante-projektet blev oprindeligt iscenesat af The Royal Ballet og Paris Opera Ballet og havde premiere i The Royal Opera House, Covent Garden den 14. oktober 2021.

Koncept, Instruktion og Koreografi: Wayne McGregor
Musik: Thomas Adès
Design: Tacita Dean
Lysdesign Inferno: Pilgrim: Lucy Carter og Simon Bennison
Lysdesign Purgatorio: Love and Paradiso: Poema Sacro: Lucy Carter
Dramaturgi: Uzma Hameed
Dirigent: Robert Houssart

Dansere på 1. og 2. holdet:

Ryan Tomash / Dante

Gregory Dean / Dante

Alban Lendorf / Virgil

Alexander Stæger / Virgil

Astrid Elbo / Beatrice

Holly Dorger / Beatrice

Det Kongelige Kapel

www.kglteater.sk