∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
The Danish Girl – Holstebro Dansekompagni og Vejle Musikteater.
Meget vellykket, ny danseforestilling, der ramler ned i og på smukkeste vis understreger og underbygger den aktuelle opmærksomhed om køn, identitet og alle de mange bogstaver, vi modne folk må lære: LGBTQ.
Det er helt rigtigt, når ”The Danish Girl” har urpremiere i Vejle, for det var her, Einar Wegener blev født i 1882. Mange år senere blev han til Lili Elbe, en smuk kvinde.
Historien har altid været kendt og en Hollywood-film med oscar-nomineringer i kølvandet for få år siden under titlen ”The Danish Girl” har ikke mindsket fortællingens gennemslagskraft. Men også den oprindelige fru Wegener, Gerda, en eminent maler og billedkunstner i tidens stil, i den 1920-dekadente mellemkrigstid, har været kendt og haft sine op- og nedture i offentlighedens bevågenhed.
Det er ikke indlysende, at historien ville kunne transformeres om til en vellykket modern dance forestilling. Men med Tim Rushton som koreograf og iscenesætter og det aktive Holstebro Dansekompagni med Marie Brolin-Tani som klog leder, er også dette projekt hos kompagniet lykkedes over al måde.
Dansekompagniets medlemmer er altid unge, hele tiden med nye dansetalenter ude fra den store verden. For tiden dog nogle danskere, men det er som om de danske uddannelsessteder ikke befordrer de talentfulde. Men det, vi ser på scenen, er en glæde og understreger, at det moderne dansemedie i den grad kan bruges også i en aktuel samfundsdebat.
Historien om transformationen til Lili Elbe fortælles forholdsvis lineært.
Det unge par Einar og Gerda mødes, de er lykkelige og alligevel ikke, men kærligheden er der. På fineste vis med meget forskellige koreografiske virkemidler danses Gerda af en yndefuld Elena P. Nielsen med ret klassisk tilgang og med store følelsesmæssige udbrud. Einar/Lili danses af Bjørk-Mynte Paulse med færre udsving, mere grove bevægelser og naturligvis en større utilpashed – men meget overbevisende i stemningsskiftene. Selv om danserne i kompagniet kommer med forskellig baggrund, lykkes det at forene det hele – ikke mindst i flere større optrin, hvor ensemblet udenom Einar /Lili er ”den kompakte majoritet” (for at tale ibsensk – med tilløb til breakdance-attituder, godt understøttet af en fantastisk lydside. Den synes at bestå af samplet musik og lyd, af og til ligefrem klassisk – andre gange med en ganske vulgær wagnerinspiration (”Wagner i supermarkedet”) skabt af Christian Tronhjem. Og det synes indlysende, at Einar/Lili i hørhabit er utilpasset ude i det store samfund.
Også det visuelle føjer sig smukt til historien, som fortælles i et poetisk univers i forlængelse af Gerda Wegeners ofte lidt for romantiske billeder – midt i en brusende mellemkrigstid. Sarah Falk Fredelund har fastholdt lyse farvenuancer fra bagsiden af malerilærreder. Det er netop også en smuk baggrund, som bygges op i begyndelsen, hvor lærreder med bagsiden ud af hænges op på bagvæggen. Man forstår, at Gerda Wegener (og Einar) var billedkunstnere, men motiverne skal vi selv tænke os til.
Kostumedesigneren Åsa Gjerstad har ligeledes på raffineret vis forstået at skabe kostumer, der kan danses i og samtidig rummer de udtryk, der emner af poesi og den skønhed, som kun findes i de lykkelige drømme: beige og hvidt. Selv de grufulde læger, som skal opfylde drøm og transformation fra mand til kvinde fremstår i smukt hvidt med tynde, hvide tylkitler – fin pointe.
Historien fortælles: først kærlighed, så utilpassethed, så mere modstand – efterfølgende lægernes indgreb med smerte og uro. Siden følger en lang, urovækkende kamp med og mod døden. Smukt, tragisk, trist – men vel historisk korrekt – her hævet op til æstetisk danseteater, hvor det visuelle viser tilbage i kunsthistorien til barokkens voluminøse draperier.
Og sådan kan man blive ved med at fremhæve gode sider at forestillingen.
At ”The Danish Girl” også på fineste smukkeste vis rammer lige ned i den nye ”trend”, hvor vi alle skal diskutere LGBTQ plus er jo bare imponerende, at det lader sig gøre – og ovenikøbet fortæller programmet til forestillingen, at Bjørk-Mynte Paulse, der danser Lili, selv har været processen igennem, og i dag er en ”hun”.
Alt det og tillige, at dramaturgerne på bedste svensk manér kalder sig de/dem er nok ikke nødvendigt for at realisere denne dans eller fortolke den og opleve den. Men omvendt styrker det måske den samfundsmæssige diskussion.
Hævet over enhver tvivl er det unge kompagni en glæde at opleve, og man må på alle måder være imponeret over, hvad der sker i Holstebro. For andre steder i landet er der nærmest stilstand på området. Sørgeligt og sølle var et 40 års jubilæum for få dage siden hos det danske ”statsensemble” Dansk Danseteater. Her afsløredes i den grad en mangel på vilje til at skabe danseforestillinger for mennesker her og nu. Og ligeså med projektet Corpus på Det Kongelige Teater, der også skulle række en hånd ud til samfundet – og publikum.
Tim Rushton, som oprindelig kommer fra Det Kongelige Teater og i mange år var leder af Dansk Danseteater (indtil for få år siden), er med ”The Danish Girl” for fuld kraft tilbage på ”dansescenen”. Man kan kun misunde jyderne, at de har et aktivt dansekorps i Holstebro med fremadskuende ledere.
Forestillingen er på turné rundt i landet. ”The Danish Girl” er en aften værd.
The Danish Girl
Iscenesættelse og Koreografi / Tim Rushton
Koreografi / Holstebro Dansekompagni
Musik og lyddesign / Christian Tronhjem
Scenografi og lysdesign / Sarah Fredelund
Dramaturg / Storm Møller Madsen og Levi Stray
Kostume /Åsa Gjerstad
Dansere:
Bjørk-Mynte Buchgraitz Paulse, Mikkel Alexander Tøttrup, Matthew Rawcliffe, Jasmine Gordon, Jon Ipina og Elena Nielsen.
Danmarksturné.
www.holstebroteater.dk