Menu Luk

The Bookshop

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Året er 1959. Den selvstændige enke Florence Green (Emily Mortimer) elsker litteratur. Så meget, at hun drømmer om at åbne sin egen boghandel. Der er ikke langt fra drøm til virkelighed. Florence flytter til den lille engelske by Suffolk, hvor hun køber et faldefærdigt hus, som hun indretter til formålet.

Foto: Angel Films

Folk i byen er ikke just begejstret for hende og hendes initiativ. Hun møder modstand og fjendtlighed fra byens butiksejere og fra en af byens spidser den velhavende bitre Mrs. Gamart(Patricia Clarkson), som havde planlagt at åbne at et lokalt kunstcenter samme sted.

Florence viser sig at være en dygtig forretningskvinde. Boghandlen bliver populær ikke mindst fordi hun tør sælge kontroversielle bøger som Nabokovs Lolita og Bradbury’s Farenheit 451. Da hun en dag bliver inviteret til thé af den ældre, ansete og belæste Mr. Brundish (Bill Nighy), beslutter de sammen at tage kampen op mod byens fordomme og provinsiel småborgerlighed.

Foto: Angel Films

Den spanske filminstruktør Isabel Coixet har med The Bookshop lavet en film om snæversynethed og intolerance. Om prisen for at stikke næsen frem og komme med nye input. Florence er en kvinde med en vision. Hun griber chancen og tilfører byen noget, hun mener er vigtigt, og som den mangler. Og det får hun på hatten for. Hun skal ikke tro hun er noget. Ren Jantelov.

Emily Mortimer som vi for nylig har set i Disneys Mary Poppins vender tilbage og Bill Nighy som vi bl.a. kender fra Their Finest Hour er begge overbevisende. Nighy har en lidt kuriøs rolle. Vi ser ham ikke meget i løbet af de 113 minutter filmen varer. Han er en enspænder, virker sky og bor alene på sin store landejendom. På et tidspunkt folder han sig ud og viser en anden side af sig selv, da han med dybtfølt oprigtig harme møder op hos den noget chokerede Mrs. Gamart og beskylder hende for at bruge amoralske og korrupte metoder for at slippe af med Florence.

Foto: Angel Films

Filmen styrke er, at den giver et godt tidsbillede af livet i en lille konservativ by i efterkrigstidens England. Ret beset kunne den lige så godt have forgået i Danmark. Visuelt er der tale om et flot historisk drama. Filmens svaghed er manglende karakterudvikling og dens længde. En film på knap to timer er ikke usædvanligt for film i dag, men i The Bookshop sker der grundlæggende ikke meget, og det kan være svært at holde koncentrationen. Ikke fordi jeg generelt foretrækker action og tempo, men vi kører så at sige i samme rille hele filmen igennem. Slutningen er dog overraskende.

Foto: Angel Films

Filmen udstråler kærlighed til god litteratur. En kærlighed som vi ifølge Florence har en forpligtigelse til at overføre til næste generation. Det kan man kun være enig med hende i. Er man bogorm med forkærlighed for engelsk periodedrama, så er The Book Shop filmen, man skal se.

Instruktør: Isabel Coixet

Trailer: Angel Films

Premiere: 6, juni 2019

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *