Menu Luk

The Birth of a Nation

 

Anmeldelse af Tom Harpøth.
En nation fødes med smerte. Denne er ingen undtagelse.

En film skrevet af Nate Parker, produceret af Nate Parker, screenplay af Nate Parker, instrueret af Nate Parker og med Nate Parker i hovedrollen. I sandhed en præstation, en vilje, en kamp for projektet, som er blevet til, fordi der var en sag, der skulle fremmes. Nate Parker har bedrevet et mesterværk på en social indignation og et politisk og historisk engagement.

© Angel Films
Filmen er baseret på den sande historie om slaven Nat Turner, som i begyndelsen af 1800-tallet er slave hos en human hvid plantageejer i Virginia. Slaverne på hans bomuldsplantage behandles med respekt, selvom de selvfølgelig ikke er frie mænd og kvinder. Nat Turner lærer tidligt at læse og bliver prædikant for slaverne på plantagen. Hans prædikener handler mest om, at man skal udvise tålmod her på jord for senere at blive belønnet med en plads i Paradis.( ’You’ll get pie in the sky when you die’.)

© Angel Films

Da andre, langt mere brutale plantageejere hører om Nat Turners evner til at berolige slaver, bliver han langsomt inddraget i en større og større prædikantvirksomhed, hvor han oplever flere og flere afskyelige sider af slaveriet. Hans egen økonomisk udfordrede herre får penge for at lade Nat Turner udleje som prædikant, han selv oplever en stigende politisk bevidsthed gennem de grusomheder, som han oplever. Man fristes til at kalde det en højst forståelig radikalisering. Nat Turner sætter sig i spidsen for en oprørsbevægelse, som skal lede hans folk til væbnet oprør og til frihed.

© Angel Films

Filmen er fantastisk fotograferet. Vi overvældes af underskønne billeder af gyngende bomuldsplanter, af glade mennesker, som finder kærlighed indbyrdes, af fryd og gammen, så man tror det er løgn. Billederne står i skærende kontrast til de senere konfrontationer med de ’uregerlige’ slavers rædsler. Og skuespilpræstationerne er gribende. Man mærker alles engagement i dette projekt.

© Angel Films

Filmens titel er et bevidst ’tyveri’ af den 100 år gamle 3 timer lange stumfilms, som nærmest er en besyngelse af Ku Klux Klans selvopfattelse og selvfremstilling som nationens frelsere. Denne film er et korrektiv til nationens opfattelse af sig selv som Guds eget land. Og den er et politisk korrektiv til selvfedmen bland hvide i USA. Det er ikke bare en sand historie der fortælles, det er en nødvendig og stærk fortælling om de mange års uretfærdighed, og som vi stadig ser alt for tydelige tegn på i Amerika.

På Sundance Film Festival 2016 fik filmen såvel juryens pris som publikumprisen. Fuldt fortjent.

© Angel Films

Titel: The Birth of a Nation (2016)
Instruktion: Nate Parker
Premiere: 23/3 -2017
Varighed: 120 min.
Censur: 15 år