∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Terror/is/me med uafrystelige billeder på Odense Teater.
Støv, tåge og en ulmende sound på Store Scene i Odense Teater giver associationer til alt det, vi på stor afstand fornemmede for 20 år siden. Hele verden sad d. 11. september, 2001, klistret til tv-skærmene for at forstå, at noget helt galt var hændt i New York, Downtown Manhatten i forretningskvarteret.
Det er beundringsværdigt af Odense Teater at markere 20-året for 11. september i New York. For det var en ubærlig hændelse, som stadig hverken er til at forstå eller artikulere.
Med Teater Grobs nye kunstneriske leder, Sargun Oshana, som instruktør, har Odense Teater valgt den alvorlige fortolkning og formidling af 11. september, i modsætning til Betty Nansen Teatrets teaterforestilling ”Generation 9/11”, der foregår i et børneunivers. (Tidl. anmeldt her på www.kulturkupeen.dk)
”Terror/is/me” synes også at være tænkt til den ungdom, som ikke rigtigt ved, at verden blev vendt på hovedet den 11. september, men samtidigt er historien som teater alt for kalejdoskopisk til at give et retvisende og forståeligt billede af, hvad som hændte.
”Terror/is/me” fremstår derfor i sin endelige form som teater for voksne, der frygtsomt kan nikke genkendende til de gruopvækkende billeder. For forestillingen er billedmæssigt overvældende skabt af scenografen Karin Gille assisteret af Palle Steen Christensen. Der fremkaldes igennem forestillingens to timer gang på gang tableauer, der har den uhyggelige og uafrystelige stemning, som de utallige og gentagne visninger af direkte tv-optagelser fra den ulykkelige tirsdag skabte. Hele verden var via direkte TV øjenvidner til World Trade Centers to skyskraberes kollaps på grund af terror. Det er bl.a. billeder af svævende kontorstole, papirer og menneskekroppe frit svævende i luften, der bærer forestillingen i Odense og skaber fortællingen.
Forestillingen har 7 medvirkende suppleret af fem sangere. De fem kvindelige sangere er først klædt som formummede frihedsgudinder, siden som nærmest burkaklæde kvinder, for til sidst at står i græsk gudindeantræk i gylden farve.
De syv aktører og skuespillere er derimod igennem hele forestillingen i gråt businessantræk dvs. habitter og skjorter og indimellem med attachetasker og selvfølgelig grå røgskyer.
Sigurd Hartkorn Plaetner, betegnet i programmet som dokumentarist, har indsamlet interviews (?) og sammen med instruktøren bearbejdet materialet. Det er blevet til ret uegale tekster, som flere af skuespillerne faktisk har svært ved at sige, for sætningerne er hverken mundrette eller poetiske. Det er som om, der ikke er færdigimproviseret. Den smukke, atonale sang og lyd overgår ind imellem talestemmerne, og teksten og skuespillernes stemmer bliver dermed forestillingens svage punkt.
Dramaturgisk er det svært at se forløbet, når historien bevæger sig væk fra d.11. september og videre til andre frygtelige katastrofer som Krudttønden i Danmark og flere udenlandske terroraktioner. Så bliver det blot til korte monologer i luften. Også når skuespillerne fra at have været vidner eller ligefrem ofre pludselig i et par sætninger bliver terroristerne, synes det overfladisk og i værste fald postuleret. Bl.a. optræder der pludselig en dansk kvinde i en lejr hos ISS. Det er forståeligt nok, at både instruktør og forfatter har villet have så meget med for at vise dobbeltheden imellem bøddel og offer, men det er også lidt farligt for helheden.
Skuespillernes teknik er meget forskellig. Anders Gjellerup Koch får som den eneste lov at være både alvorlig og uhyggelig sarkastisk og gør det bevægende. De andre skuespillere nøjes med fastlåste indstillinger.
Det kan synes uretfærdigt at angribe en teaterforestilling på æstetiske og kunstneriske præmisser, når emnet er så alvorligt og tillige vigtigt at behandle. Men forestillingen har trods alt fået etiketten teater og spilles på den store scene på et landsdelsteater, hvor niveauet skal være højt.
Hvis forestillingen havde været sat op på et lille teater, der med få midler havde skabt værket, ville mine indvendinger nok have været anderledes. Eller hvis der slet ikke havde været en tekst.
Men den samlede oplevelse er, takket være billederne og sangen, til fire stjerner.