∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Terkel – the motherfårking musical.
Det begyndte som børneradio, blev siden til en elsket animationsfilm og er nu, næsten 20 år efter, transformeret til en motherfårking musical.
Anders Matthesen har opfundet figuren Terkel, men siden har andre taget over, og i Tivoli er det Clemens som er bagmanden sammen med flere andre, og Nikolaj Cederholm har instrueret.
Resultatet er på alle måder super professionelt. Selv om man ikke kender meget til Terkels forhistorie, får man sympati for drengen, der skal så meget ondt igennem: fint og nuanceret spillet af Ruben Søltoft. Resten af ensemblet, som er en skønsom blanding af skuespillere, dansere og stand-uppere er holdt i et jerngreb og yder deres bedste. Sangene afleveres flot, og med Hellemann som kapelmester er der styr på musikken. Scenografien er gold og flot i street style af Kim Witzel, gammel makker med Cederholm, og kostumerne ved Line Bech og Rikke von Qualen er i blide farvenuancer med den rette balance imellem år 2000 og dagens street wear. Ikke dumt.
Clemens spiller selv Terkels makker,Jason, med et finurligt glimt i øjet til publikum, og synge og rappe, det kan han.
Historien er helt ud i skoven. Lille Terkel (190 cm høj med ludende gang) er i centrum med en håbløs klasse udenom. Der er både de mobbende, de frække, de kedelige og så outsideren, den tykke pige, som ender med at begå selvmord ved at hoppe ud ad vinduet i klassen. Dermed flytter historien sig fra at være sjov til den rene splattertragedie, som bl.a. manifesterer sig i Terkels drømmeverden.
Også det splatteragtige er superflot udført, men så begynder alle manglerne at melde sig.
Det er ikke mindst tempoet. Forestillingen har alt for mange talescener uden musikalsk underlægning. Og da figurerne jo er hentet ud af en animationsfilm, er der hverken undertekster eller den dybe psykologi. Her kunne musikken kompensere. Og det er netop her, at forestillingen (og instruktøren) har valgt en for pæn og kedelig vej at gå. Der er alt for få sangnumre. Højst 1-2 sange til hver – og det er synd, for de unge kunstnere kan deres kram.
Teksten er et kapitel for sig. Jeg kender ikke den gamle. Men der er et par sjove moderniseringer, selv om jeg aldrig har forstået, hvorfor det er ”fint” at ødelægge vort sprog. Bare titlen: The motherfårking musical er jo egentlig en skændsel i sig selv og ganske provinsiel.
Selvfølgelig er der masser af talent og gode sider, men tænk hvis Matthesen og nu også Clemens brugte deres kræfter på noget ”dybere” og ikke i den grad gjorde grin med helt fundamentale livsbetingelser. For et selvmord som clouet i en musical? Er det ikke at gå over stregen på den dumme måde? Jeg synes det.
Hvem forestillingen henvender sig til kl.20 om aftenen i Tivoli er svært at sige. De 20-årige med et afstumpet sprog? For skolebørn på vej i livet er ”Terkel” næppe det sundeste at indtage.
På den igen til producenter m.m.. Der ligger masser af talent og venter på at blive udnyttet – nu skal bare de rette historier findes.
|
København og turne.