∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Tennis – turnéforestilling af DON GNU.
Ideen er sjov: At tage begrebet Tennis op og vise, at det faktisk er en kampsport af den barskere slags. Tanken materialiseres konsekvent af aktionsteatergruppen Don Gnu, der blev dannet tilbage i 2010, hvor navnet vist signalerer dualismen imellem individualitet (Don) og flokdyret (Gnu).
”Tennis” tager udgangspunkt i en legendarisk tennismatch i 1980 ved Wimbledon imellem den regerende svensker Björn Borg og den yngre, nytilkomne John McEnroe.
I dag kan de fleste over 7 år navnene på vore cykelryttere og badmintonspillere og måske også et par kvindelige tennisspillere. Men tilbage i tiden omkring 1980 var tennis og Wimbledon ikke kun talk of the town, det var også tv-underholdning af bedste kaliber. Der var én tv-kanal, og her kunne man se Wimbledon, og det gjorde man, selv om solen skinnede udenfor!
Svenskeren Björn Borg havde i flere år samlet opmærksomhed. Det halve Sverige var begyndt at spille tennis i de år. I 1980 er der pludselig en modspiller, der er ligeså god som den ret charmerende Borg, og den nye amerikaner er både sur, tvær, og opfører sig som et forkælet barn. Det skaber spænding, is og ild, hvor Borg var stille og koncentreret, og der overfor den viltre ild, unge McEnroe.
Det er denne legendariske kamp i 1980, som er udgangspunktet for de to skuespillere, som også udgør hele det kunstneriske team bag Don Gnu.
Iført grimme, alt for stramme og korte tennisshorts, som var moderne dengang, og dertil smalle polobluser og træningsjakker samt hårbånd ligner de nogle genfærd fra en tid, vi næsten har glemt.
Det er ordløst teater. Men med en fantastisk lydside og en velkomponeret videofilm i baggrunden er man fuldt underholdt af de to adrætte skuespillere, der springer rundt, vrider sig, vender sig, og ind imellem danser de også til Tjajkovskij-toner, som var de balletdansere eller letbenede boksere. Flot er det, men, men, men!
For det første er de to skuespillere lidt for ens i deres bevægelser. Ham, der skal spille Björn Borg har lange grimme krøller ned ad nakken, men der var faktisk noget ganske flot he-man over Borg, der som bekendt siden gik ind i herremodebranchen. Hans navn bruges vist stadig i forbindelse med smarte, effektive underbenklæder.
John McEnroe var derimod ret ucharmerende og nok lidt mindre. Den identifikation og de kontrastmuligheder rummer forestillingen ikke.
Hvad værre er, så løber hele kampen på scenen ud i sandet, selv om der på lydbånd citeres fra den originale kamp med den autentiske sound. Det er tilsyneladende slet ikke hensigten, at vi skal følge den benhårde kamp imellem to ligesindede. For faktum var, at Borg vandt efter tiebreak: 1–6, 7–5, 6–3, 6–7, 8–6.
Det er som om, forestillingen mangler en dramaturg, for spændingskurven ender med at være slap som kogt spaghetti. Gid der kunne rettes op på det inden forestillingen rejser land og rige rundt. For udgangspunktet og udførelsen er flot med lyd, lys og video til ug – så hvorfor ikke lige få klaret det der med dramaturgien med både højdepunkter og klimaks?
Forestillingen er en co-produktion mellem DON GNU, Aveny-T & Bora Bora – dans og visuelt teater.
Performance & koreografi: Jannik Elkær & Kristoffer Louis Andrup Pedersen
Komponist: Alice Carreri
Film & lyddesign: Christoffer Brekne
Lysdesign: Søren Lydersen
Scenografi: Eilev Skinnarmo
Spiller på Aveny-T indtil 21. marts.