Kommenteret af Ulla Strømberg.
Teaterkoncert København, Sange fra Byens hjerte – Østre Gasværk.
”I aften bliver det godt.” Sådan bliver man nødt til at have det for at være en god teateranmelder. Ingen forudindtagne holdninger eller fordomme må skygge.
Men det blev ikke så fantastisk – fredag aften til premieren i Østre Gasværk.
Udgangspunktet lød ellers rigtigt. En teaterkoncert om København i 2024, 30 år efter at den legendariske teaterkoncert ”Gasolin” havde premiere på Dr. Dantes Aveny, hvor bl.a. Gasolins “Langebro” blev nyfortolket. Siden hen har et utal af “teaterkoncerter” forsøgt at gøre kunsten efter med mere eller mindre held. Men den nye forestilling på Østre Gasværk blev en skuffelse.
Ideen fejler ikke noget, og det ledsagende teaterprogram er flot som en gammel LP med de mest fascinerende billeder fra den forestilling, som det måske skulle have været.
Ansvaret for resultatet må derfor primært ligge hos instruktøren Niels Erling, der må stå på mål for valg af sange, af sangere og af kostumedesigneren. For det er her svagheden eller svaghederne ligger. De seks musikere fungerer fint, men instrumenteringen er svær at tage stilling til, for afviklingen var overraskende løs i furerne. Men sangerne syntes ikke nærværende, og der var intet samspil.
Scenografien var et bølgeformet podie, og hen ad vejen, men alt for sent, kom meget interessante lysformationer med teatrets smarte system: Theatre max. Men desværre uden hverken konsekvens eller rytme i forløbet.
Allerflottest var en opmarch af alle sangere på linje. Oppe på den rundede bagvæg tronede deres ansigter frem – vildt, men en enlig svale, som faktisk kom til at stå helt isoleret som oplevelse.
Og sådan syntes forestillingen at være: søgende, ufærdig og uden den rette rytme, der kunne understrege en overordnet idé, og ikke mindst udvalget af sange var meget mærkeligt. Der var tilsyneladende en del hjemmeskrevet, og de “kendte” manglede.
Den begyndte helt svagt med at sangerne, i kedeligt hverdagstøj, uden ret meget sminke, kom ind på scenen og stilfærdigt nynnede “Forelsket i København”. Ingen foldede sig ud, ingen tog “ejerskab ” af scenen, men fægte med armene kunne de alle, helt ukoordineret. Det er noget, som kan gå an til en popkoncert, men ser akavet ud på en teaterscene. Hvor var teaterinstruktøren?
Det flotte program var min guide, troede jeg. Der skulle som nr. to komme et langt medley, men det blev i stedet afslutningen på hele forestillingen. Så fra åbningsnummeret hoppede forestillingen uden logik til mforskellige sange, hvor ikke mindst Stine Bramsen og Lucky Lo var umulige at forstå. Tekstudtalen var væk. Og det samme var enhver københavnsk stemning og fornemmelse, selv om scenografen, Palle Steen Christensen, af og til sendte berømte tårne rundt på bagvæggen og kunne slutte forestillingen med de mest legendariske lysreklamer, bl.a. Hønen med æggene, en kæmpe gajol-æske og andre charmerende signaler. Med alt det kom for sent i forløbet.
Sharon havde en sang på en stor vandretliggende rig, der kunne hejses op. Det lidt uklædelige hverdagstøj var skiftet ud til noget stort, polstret rødt læder og fløjl(?). Højt oppe under hvælvet sang hun ”Pop”, men teksten forsvandt ud i rummet. Desværre kiksede teknikken, så sangerinden måtte hænge oppe i riggen, som ikke engang var vandret. Ak og ve, hun kom dog ned fra højderne, men i mellemtiden var man begyndte at tvivle på teknikken.
Kostumeskiftene tog til, igen uden konsekvens eller logik. Et teknisk vildt rottenummer klædte alle i blå, pelsede kostumer med lysende ekstra øjne og lange haler, mens bagprojektioner gik grassat. Lyden kom på max, og for en tid var publikum glade.
Kendte københavnersange var ikke på programmet, hvorfor vides ikke. Men lidt udenlandsk kom til, herunder lidt svensk. Stort spørgsmålstegn.
Store overdimensionerede dynejakker bemægtigede sig sangerne og musikerne. Siden fulgte mærkelige cirkuskostumer til alle, igen alt for sent i forestillingen. Dramaturgi eller samlende idé kunne ikke skimtes. Med de mærkelige sko, underlige, stribede bukser og anderledes jakker ville alle sangerne være perfekte til en småbørnsforestilling, men denne Københavner-koncert er jo for voksne! Intet var nyt i kostumeringen, alt var set tidligere i mere konsekvente og veltilrettelagte sammenhænge.
Mod slutningen kom ikke PHs Cykelsang, desværre, så jeg bliver nødt til at citere:
(1935 fra Danmarksfilmen)
- Færdsel er en fin balancekunst
ikke stritte mod dens rytme glid bare med!
Snorlige cykelstier skinnende nikkelstyr.
Cikelstier. Cykelstyr! Søde sko på pedaler.
Følge med trafikkens bølgehav
ta det som et solbad midt i ungdom og fart
se det hele som rytme alle ting går i gear
selv de gamle gyldne kirkespir!
Men et stort sangnummer prøvede at samle op: pastelfarvede cykler, hvor sangerne drejede rundt og rundt, mens projektionerne på væggene blandt andet viste køer, ikke de andy-warholske, men nogle mere nuttede danske. Idé? Tanke? Jeg giver op.
Til sidst, på opfordring af Bjørn Fjæstad, der i dette selskab var lidt af en veteran og nestor, påbegyndtes et medley. Det virkede lidt skødeløst, uprøvet, halvfærdigt. Et tilløb til at vi kunne få de rigtige Københavner-sange blev tabt på gulvet, da alt var brudstykker, og eks. “Langebro” var på under 10 sekunder.
Snart var det hele overstået og en fantastisk mulighed for at skabe en københavnsk teaterkoncert blev tabt på gulvet. Synd for alle, ikke mindst de 15 mand på scenen.
Opsummering: ingen stemning, mærkeligt valg af sange, sangere uden et virkeligt engagement, ingen sammenhæng imellem supertekniske finesser via Theatre max og kostumerne, ingen kærlighed til den by, som bl.a. jeg og mange andre blandt publikum har boet i hele deres liv.
Med begrebet “teaterkoncert” ville det da være godt, hvis der var lært lidt af de gode, som de mindre gode, forgængere. Der er nok at at tage af.
Medvirkende/
Stine Bramsen, Kira Skov, Bjørn Fjæstad, William Torp, Sharon Kumaraswamy, Lucky Lo, Lea Thiim Harder
Instruktør / Niels Erling
Kapelmester & musikalsk arrangør / Markus Artved
Scenografi / Palle Steen Christensen
Kostumedesigner / Line Bech
Lysdesignere / Jim Falk & Brian Njie
Lyddesigner / Tim Høyer
Musikere / Julie Møller Christiansen, Valdemar Weile, Matthias Petri, Rumle Sieling Langdal, Ned Ferm & Mette Hommel
Jeg så præcist det samme stykke, der var fremragende.
Det svenske er vel nok fordi Lucky Lo er svensker så hvorfor ikke gøre brug af det. Plus Sverige ligger lige ovre på den anden side.
Mht. Til køerne er det en leg på ord. Der blev sunget Move. Oppe på skærmen stod det som Mooove.
Mooo er det engelske muh = køer 🙂
Perfekt anmeldelse, kunne ikke have skrevet det bedre selv… kejserens nye klæder og folk stod begejstrede op og klappede??
Tak, tak for respons.
Jeg kan ikke være andet end enig med anmeldelsen. Vi glædede os til en fed forestilling med kendte og også ukendte numre og spændende fortolkninger. Vi gik skuffede derfra, kedelig og mærkeligt uengageret forestilling.
tak for din kommentar – ja, det er lidt mærkeligt at modtagelsen er så forskellig.