∗∗∗∗
Finurlig film om dagligdagen i Teheran
Første scene: Trafik i Teherans gader. Byen virker hektisk og nedslidt. Vi holder ved et trafiklys. Kvinder går i sort og bærer tørklæder. På lydsiden høres mandolinmusik. Det kunne være hvilken som helst by i et muslimsk land.
En kvinde og en mand er på vej i en taxa. Han foran, hun bag. De kender ikke hinanden. Han fortæller om en ven, der har fået stjålet alle fire hjul på sin bil. Han mener, at en sådan forbrydelse burde straffes med døden. Hun er lærer og synes, at han er gal. De diskuterer voldsomt. Chaufføren er den kendte filminstruktør Jafar Panahi. Han blander sig ikke. Han har installeret et kamera på instrumentbrættet, som optager alt, hvad der foregår i kabinen. De kender ham ikke.
Foto: Camera Film
I næste scene kommer der en mand ind, som ulovligt sælger udenlandske dvd film. Han genkender straks Panahi, som han er stor fan af. Han taler i et væk til Panahi, indtil der kommer et nyt hold ind i taxaen. Et par hvor manden er forulykket på sin motorcykel. Han skal køres til hospitalet. Konen hulker voldsomt. Den sårede beder Panahi om at hjælpe ham med at lave et testamente på sin mobiltelefon her og nu, så, hvis han dør, hans formue kan gå til konen og ikke hans brødre.
Næste kunder er to ældre overtroiske søstre med guldfisk, der svømmer rundt i en bowle. De skal sættes fri i en sø inden kl. 12.00, ellers rammer en stor ulykke familien. Fiskebowlen går i stykker og Panahi finder en plasticpose, som han fylder med vand, så fiskene kan overleve indtil de bliver sat ud.
Ovennævnte er kun et lille udsnit af de passagerer som Panahi tager med i sin vogn. Man tænker: Hvor meget er fiktion og hvor meget dokumentar? Filmen giver sig ud for at være sidstnævnte, men de historier der ruller hen over lærredet er næsten for utrolige til, at man kan tage dem alvorligt. Panahis mål med filmen er, at udstille et undertrykkende samfund, hvor alle på hver sin måde er i klemme i systemet. For at forhindre myndighederne i at gå efter de medvirkende, er der ingen rulletekster efter filmen. Tankevækkende.
Den 55 årige Panahi har en stor produktion af kortfilm, dokumentarfilm og spillefilm bag sig. Han har pga. sine systemkritiske film både været fængslet og siddet i husarrest.
Taxi Teheran er lavet, mens han var i husarrest. Modigt gjort, og han har udtalt, at han balancerer på et knivsæg, når han laver film. Overskrider han grænsen går det galt. Man ved aldrig hvornår censuren slår til i Iran siger han, hvilket vi får et indblik i filmens sidste scener. Han siger også, at han bruger 20% af sin tid på at lave film og 80% på at forhandle med myndighederne.
Er det en god film? Den vandt i hvert tilfælde Guldbjørnen ved årets filmfestival i Berlin i 2015. Man kan imidlertid ikke lade være med at tænke på, om denne hæder ikke snarere skyldes politiske aspekter end filmiske kvaliteter. Det er ikke en stor film, men den interessant og anderledes.
Så god film? Ja. Gå ind og se den og blive klogere.
Trailer: Camera Film
Instruktør: Jafar Panahi
Premiere: 1. oktober 2015