Af Eva Zierau.
Hobart er hovedstaden og byen, hvor Prinsesse Mary er vokset op. Det er en hyggelig by med gamle bygninger fra kolonitiden krydret med nyere arkitektur. Der er en udpræget laid back stemning i byen. Hvad vi ikke når i dag, når vi i morgen. Byen er omkranset af bjerge og hav, så udsynet er smukt, hvor end man vender blikket.
Foto: Eva Zierau
Byens stolthed er Salamanca Place, som ligger på havnen. Her finder man gule sandstenshuse bygget af straffefanger i 1800 tallet. De blev oprindelig brugt som pakhuse. I dag huser de kunstgallerier, modebutikker, forretninger med kunsthåndværk ,restauranter, caféer m.v.
Hver lørdag mellem 08.30 og 15.00 finder man det berømte Salamanca Market med ca. 300 stadeholdere, hvor lokale og turister kan købe eller blot nyde synet af alt fra frisk frugt, oste, grønsager, blomster, kunsthåndværk, souvenirs, antikviteter m.v. Det er også et væld af madboder. Et yndet sted, hvor folk mødes.
Uden for Hobart ca. en halv times sejlads med en hurtigbåd ligger det kontroversielle moderne museum MONA. Museum of Old and New Art.
Foto: Eva Zierau
Det er et privat museum bygget af den excentriske rigmand David Walsh, som har skaffet sin enorme formue ved at udvikle et spillesystem til hestevæddeløb og andre sportsgrene. Hans grundholdning er, at museer er gabende kedelige. Det har, han ønsket at gøre op med, ved at bygge et museum, der ikke er det. Det er lykkedes ganske godt, kan man roligt sige. Walsh fokuserer ikke specielt på kendte kunstnere. Han vælger kunstværkerne ud fra, om de falder i hans smag. Han er ret kontroversiel i sine holdninger, hvilket MONA i den grad afspejler. Publikum er begejstret. Der var stuvende fuldt en ganske almindelig onsdag.
Foto: Eva Zierau
Museet er bygget ind i en klippe, og man starter under jorden og arbejder sig på fire niveauer i svagt oplyste lokaler op igennem udstillingerne. MONA viser alt fra gamle ægyptiske kunstskatte, som smukke sarkofager til ny provokerende kunst. Et eksempel på sidst nævnte er 72 forskellige kvinders kønsdele afstøbt i gips, hængt sirligt op i række på en sort væg. Et andet er fordøjelses maskinerne, der gengiver menneskets fordøjelsessystem på 24 timer, fra maden kommer ind i den ene ende, til den når ud i den anden. Hver dag kl. 14.00 bliver den første maskine fodret med en hamburger. 24 timer efter kommer den ud igen i den sidste maskine. Den unge pige der var museumsvagt ved denne installation klagede over stanken. Man forstod hende godt.
Et spektakulært indslag er en indvendig installation, der ned over en tre etagers høj klippevæg spyer vand ud, som i faldet formes til ord. Elegant, forgængeligt og smukt.
Foto: Eva Zierau
Når man bliver træt af alle de modsatrettede indtryk, kan man sætte sig ud i museets have øverst oppe og nyde en frokost eller en kop kaffe og en pragtfuld udsigt over klipper og hav. MONA er ikke uden grund blevet en blevet en kæmpe turistattraktion. Rigtig god oplevelse.