’
∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Tarzan – Disney Musical på Fredericia Teater.
Solbrændt muskelbundt som mild og venlig Tarzan, der får sin Jane til sidst. Happy ending.
Fredericia Teater gør det igen. Tager et Walt Disney oplæg, som efter en tur i det jyske musicallaboratorium kommer formfuldendt op på scenen. Nu gælder det “Tarzan” – pakket ind i Phil Collins filmmusik fra 1999. Historien fungerer perfekt som rent eventyr, men er også en mere seriøs identitetshistorie for hele familien. For Tarzan-musicalen er familieteater. De få uhyggelige elementer opvejes af den rene paradisiske idyl derude i junglen hos de store aber.
Netop dyrene er fredelige, nærmest eftertænksomme, i deres store valmede franske culotte-bukser, som giver gode associationer til abeland. Og de kan svinge sig oppe over publikum og rundt i hele teatersalen, som til lejligheden har fået et mildere look med træer, palmer og store planter.
Tarzan er hovedpersonen, som vi først møder som en lille, glemt menneskebaby, siden som nuttet barn, der vokser op hos aberne med en omsorgsfuld abemor. Efter lang tids venten stiger ved et trylleslag endelig den fuldvoksne og modne Tarzan ned fra himlen. Salen i Fredericia koger over. Publikum pifter og jubler. Det er kult allerede fra første dag. Tarzan – spillet af en solbrændt, muskeltrænet Kim Ace Nielsen, har lange dreadlock og det klassiske linnedklæde. HAN er indbegrebet af Tarzan, der kan svinge sig i lianerne. Da Jane, spillet lyst og munter af Bjørg Gamst, dukker op i smukt safari dress, vokser han til at være den bly tilbeder, som jo ikke ved, hvad forelskelse er for en størrelse.
Sangstemmerne er velfungerende. Alle leverer det, som er Fredericias kendemærke: veltrimmede og fyldige stemmer. Med en velsyngende abemor, Maria Skuladottir, og et par sange med Diluckshan Jeyaratnam, der på det seneste har fået megen succes, er der smæk for skillingen. Bare ærgerligt, at man ikke får lov at se det store orkester. Jeg tror, det ville give en ekstra dimension af nærvær og varme.
Instruktionen og noget af koreografien er lagt i hænderne på amerikaneren Lynne Kurdziel Formato. Det fungerer, og ikke mindst koreografien, i forening med de flotte luftakrobatiske numre, skaber respekt på stolerækkerne. Og heldigvis er der flere specialister indover. For farligt ser det ud.
Det visuelle er igen i top i Fredericia. Ikke på den overvældende og fornyende måde som til ”Klokkeren fra Notre dame”. Her i ”Tarzan” er det mere en gammeldags form med bagoplyste lærreder, der ind imellem giver associationer til gammeldags lysbilleder. Det hele kulminerer i rødt, da Tarzan og Jane endelig, efter megen snak og sang, mødes i et favntag. Salen klapper igen.
Amerikaneren Kevin Depinet er scenograf. Det var han også på ”The Prince of Egypt” – forårets forestilling. Han er blevet mere detaljeorienteret, men vakler tilsyneladende stadig imellem fortidens kulissehalløj og nye tiders tekniske muligheder. På en lidt kluntet måde. Billederne fascinerer dog i deres grønne farver, som kan give Tiffani-associationer og dermed viser hjem til old America. Men der er langt op til scenografiniveauet på ”Klokkeren fra Notre Dame” af scenografen Benjamin La Cour og co. og for den sags skyld til ”Shu-bi-dua”. Måske skulle Fredericia-teaterlaboratoriet også give plads til, at danske scenografer over en længere periode kunne arbejde videre med de allerede indhøstede erfaringer.
Tarzan-historien kan ikke overraske nogen. Vi ved, hvad der skal ske. Alligevel bliver denne version aldrig kedelig, men holdes varm, fordi de enkelte skuespillere giver deres karakterer både nerve og personlighed.
Tarzan kan opfattes som en mandlig arketype. Han bliver første gang beskrevet af Edgar Rice Burroughs i ” Apernes Tarzan” i 1912. Siden forfølger utallige andre forfattere personen og emnet. Bedst kendt er de i alt 12 film fra 1932 og frem, med den gamle svømmer Johnny Weismuller, som i øvrigt ikke gav slip på stoffet og indspillede yderlige 13 film som Jungle Jim. Med Disneys Animation-film fra 1999 blev der lagt op til en fornyet identitetsdebat. Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Er jeg anderledes? …etc. Det tyder i øvrigt på, at der nok skal komme nye Tarzan-produktioner inden for de nærmeste år. For identitet er jo et centralt diskussionsemne for tiden.
Det helt specielle og beundringsværdige i denne Tarzan-musical fra Fredericia er nok de luftakrobatisk numre, som på bedste vis er blevet en del af helheden og er med til at forene de to verdener: Den menneskeskabte civilisation og den vilde natur med legesyge aber, der svinger sig i træerne.
Hvad bliver det næste i Fredericia?
På og bag scenen:
Disneys Musical Tarzan: med nmusik af Phil Collins.
Instruktør og co-koreograf LYNNE KURDZIEL FORMATO
Co-koreograf & aerial director CHRISTEL STJERNEBJERG
Head of aerial design TROELS FRYDENSBERG
- Tarzan: Kim Ace Nielsen
- Jane: Bjørg Gamst
- Kala: Maria Skuladottir
- Terk: Diluckshan Jeyaratnam
- Kerchak: Teit Samsø
- Porter: Anders Bircow
- Clayton/cover 2 Tarzan: Jacob Prüser
- Snipes/Cover Porter/ensemble: Søren Bech Madsen
- Tarzans mor/ensemble: Christina Ølgaard Thomsen
- Tarzans far/ensemble: Martin Lindsten og Christoffer Møller
- Ung Tarzan: Esben Kjærsgaard Hjeresen og Arthur Ditlev Wadstrøm
- Ung Terk: Albert Mahesh Witthoff Groth, Carl-Emil Krogh Nielsen og Kenneth Alrøe Okotle
- Alternerende Tarzan: Rune Høck Møller
- Alternerende Jane/ensemble: Regina Sloth
- Cover Kala/ensemble: Anne Fuglsig Nissen og Tara Toya
- Dansere/akrobater: Jon Stage, Ida Frost, Ernestine Ruiz, Ka Kui Louis Wong, Sofie Akerø og Alex Otto
- Dansere/ensemble: Lasse Dyg, Morten Daugaard, Patrick Terndrup, Patricia Tjørnelund, Giada Luciani og Linda Olofsson Cover Terk/swing: Mathias Augustin
- Cover Clayton/Snipes/Far: Frederick Brorson
- Swings: Christine Sonnich Møller og Katrine Skovbo
Jespersen
- Acro-swings: Mille Gori og Conny Thur
- Ensemble/scenetjeneste: Nanna Hjort Rossen, Matilde Zeuner Nielsen, Mikkel Emil Lynge Nielsen og Søren Torpegaard Lund
Det kreative hold
- Instruktør og co-koreograf: Lynne Kurdziel Formato
- Produktionsledelse: Bo Kudsk og Søren Hall
- Aerial choreography og aerial direction: Christel Stjernebjerg og Sita Bhuler
- Scenograf: Kevin Depinet
- Kapelmestre: Thomas Møller og Martin Konge
- Head of aerial design: Troels Frydensberg
- Digital design: Thomas Agerholm, Jakob Eriksen og JAfilm
- Lyddesign: Tim Høyer
- Lysdesign: Mike Holm og Martin Jensen
- Kostumedesign: Anna Juul Holm
- Hår og make-up: Michael Skytte
- Rekvisitør: Jonas Vestergaard
- Forestillingsledere: Frey Olafsson og Matias Reher Nevel
- Associate producer: Rob Hartmann
- Kreativ producent: Søren Møller