Ta’ mig som jeg er – om sangerinden Grethe Ingmann.
Anbefaling af Ulla Strømberg.
( Set i Tivolis Glassal 16.4.2024.)
Man skal nok være over 70 år og vide, hvem Jørn Hjorting var, for at få det fulde udbytte af showet. Det gør heller ikke noget, hvis man stadig er glad for simple popsange og synes, at Melodi Grand Prix er spændende.
Der er noget sørgmuntert over forestillingen ”Ta’ mig, som jeg er” allerede fra starten, selv om Trine Pallesen gør sit for at peppe humøret op hos publikum og det stærke 6 mandsorkester med Mathias Grove som kapelmester.
Historien om sangerinden Grethe Ingmann har flere år på bagen. Oprindelig spillet i 2012 i en anden version med større orkester og flere skuespillere på scenen. Nu i det seneste år i en mindre turnéversion med Trine Pallesen alene på scenen omgivet af musikerne. Tivoli er det foreløbige slutpunkt.
Scenen er holdt i nogle lidt søvndyssende gulbrune nuancer, mændene er i gråt hverdagstøj, mens Trine Pallesen har både 1950er-frisure og overraskende triste kostumer. Der skal virkelig arbejdes, og det gør hun på imponerende vis med musikalitet og charme. Flot, og præstationen sikrede Trine Pallesen i sidste sæson en reumert-nominering.
Men hvor er alle historier fra showbizz egentlig triste. For det går jo kun en vej efter den første og anden berømmelse, og det er nedtur, nedtur, nedtur som regel hjulpet af et øget alkoholforbrug.
Det store scoop for ægteparret Ingmann var i 1963 og huskes af alle over 70 år. Med Sejr Volmer-Sørensens raffinerede tekst og Otto Franckers interessante toner vandt ægteparret Grethe og Jørgen Ingmann ikke kun det danske Melodi Grand Prix, men også det internationale i London samme år. Fuldt fortjent, for ”Dansevisen” var eminent. Et par andre sejre var der også i de år.
Men hvor Jørgen Ingmann var introvert og helst ville spille guitar i et lukket studie for at raffinere lyd og effekter, blomstrede Grethe, når der var publikum på.
Parret havde været sammen fra hun var 17-18 år og en ung sangerinde i flere orkestre, men de endte med at gå hver til sit, hun til en yngre mand, Jørgen hjem i studiet.
Den ægteskabelig uenighed gik også på musikken. Grethe syntes at være fordomsfri og ville ligeså gerne synge dansktoppop som mere kompliceret jazz, Jørgen ville det mere komplekse.
Der spilles en lang række gode numre, både fra 1950erne og selvfølgelig ”Dansevisen” fra 1963. Også den danske version af ”Slentre gennem regn ” går lige hjem, men til sidst i det to timer lange show er der rigtig mange tyndbenede danske popsange med alt for simple tekstlinjer. Det illustrerer på udmærket vis derouten, men fylder lidt for meget.
Showet spilles i Tivoli de næste to dage og kan anbefales alle med erindring om dengang i 1950erne og 60erne.
Og mon ikke showet kommer ud på landevejene en gang til – charmerende er Trine Pallesen og co. i hvert fald.
Holdet bag:
Grethe Ingmann: Trine Pallesen
Kapelmester, klaver: Mathias Grove
Dramatiker, forfatter: Anna Panduro
Instruktør: Sofie Pallesen
Scenograf: Line Bech
Musikere: Regin Fuhlendorf, Andreas Hatholt, Kristian Karottki, Lars Vissing og Claus Waidtløw
Fotos: Michelle Berg.