∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldt af Ula Strømberg.
Den kongelige Ballet er tilbage på sporet. En smuk aften med repremiere på ”Sylfiden” fra sidste år – og en nyopsætning af Georg Balanchines ”Tema og Variationer” med musik af Tjajkovskij.
Man skal lige vænne sig til den gråt i gråt nuancerede ”Sylfiden” fra sidste sæson i Nikolaj Hübbes iscenesættelse – i Bente Lykke Møllers scenografi. (Se Kulturkupeen tidligere. )
Egentlig klæder aftenens to balletter ikke hinanden. For den konsekvente modernisering af ”Sylfiden” sætter Balanchines ballet fra 1947 i et grelt modsætningsforhold. Her har man bevidst fastholdt Balanchines reverens for Sanct Petersborg-ånden hos Koreografen Petipa – og alt hvad der glimter af guld i lysekroner og skørter. Mens den ene ballet annoncerer, at visualiteten er altafgørende for den moderne forståelse, dementerer den næste ballet påstanden.
Men ser man bort fra dette og betragter balletterne individuelt, blev det en god aften for Balletten, hvor de dansede med engagement og nerve – en sjældenhed her i den seneste balletsæson.
Sylfiden. Pressebilleder af Costin Radu.
Ved repremieren onsdag blev Sylfiden danset henført af Amy Watson med Gregory Dean som den længselsfulde James, mens Kizzy Matiakis var en sød og sjov Effy, der ender med at få den flinke Gurn, danset præcist af Andreas Kaas.
Sylfiden. Pressebilleder af Costin Radu.
Det springende punkt i opsætningen er transformationen af heksen Madge, der denne aften blev danset fint og dæmonisk af Sebastian Haynes som en afdanket Dandy, der af uransagelige grunde har et had/kærlighedsforhold til James. I Den yderste fortolkning tvivler James på sin oprigtige kærlighed til Effie, og i tvivlen ser han Sylfiden, der fører ham videre til undergang – og et dødskys af Madge. Regnestykket går ikke helt op, men tallene fungerer, og de forskellige dansere klæder virkelig hinanden trods den homoerotiske nyfortolkning. Og moderne, som et andet renskuret indretningsmagasin, er det.
Bente Lykke Møllers scenografi har pillet alt det folkloristiske af. I stedet fremstår en Hans-Kirksk pietistisk miljøskildring, hvor alt er neddæmpet og gråt – og den eneste luksus er dansene og herrernes grå kilte. Et Good bye til de hyggelige skotchtern – og et goddag til nøgne rum, ikke mindst ude i skoven, hvor de hvide vægge afslører alt i trinene, men danserne klarer det flot. Der var så meget nærvær denne aften, præcis hvad jeg efterlyste sidste år. Kan anbefales. Også Bente Lykke Møllers kloge stikord trykt i programmet.
Sidste år var det ”Etudes”, der supplerede, nu er det Balanchines ”Tema og variationer” – med lidt for meget guld, men så fint danset af hovedparret: J’aime Crandall og Jón Axel Fransson til Tjaijkovskijs musik, der er noget sjovere end Løvenskjolds sylfidetoner. Mens korpset måske havde for lidt plads, var det alligevel sjovt med i alt 26 dansere på scenen til sidst, skønt det var i pas de deux’erne Balanchines suverænitet kom frem. Og prøv så at lade Bente Lykke Møller lave scenografi og kostumer næste gang Mr. B.er på plakaten.
Sylfiden:
Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe m.fl.
Scenografi: Bente Lykke Møller
Tema og Variationer:
Iscenesættelse: Judith Fugate m.fl.
Kostumer: Annette Nørgaard
www.kglteater.dk