∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Bournonville i gråt på Det Kongelige Teater.
Der er alle mulige nye ideer i Det kongelige Teaters seneste fortolkning af Sylfiden, som netop har haft premiere. Og teatret har været god til at kommunikere, at nu kommer en version, som er grå og queer.
Grå – fordi scenografien er lagt i hænderne på Bente Lykke Møller, der er kendt for sit samarbejde med instruktøren Staffan Valdemar Holm. Hendes stramme scenebilleder er ofte med til at accentuere essensen i en forestilling. I denne Sylfiden bliver hendes pietistiske og farvefattige verden en understregning af, at dette er en hverdagshistorie, dog lagt ned i æstetiske rammer. Men det giver til gengæld et forståelsesproblem, at figurerne alligevel kaster sig ud i Bournonvilles glade dansetrin til Løvenskiolds lidt gumpede musik anno 1836.
Det er queer, fordi balletmester og instruktør Nikolaj Hübbe ønsker forandring og i et interview i programmet redegør for sin egen besættelse af figuren James. Nu må mordet på James finde sted. Det eksekveres via Madge, den gamle heks med kroget ryg, som nu er en gråklædt dandy, der er forelsket i James. I denne version er James forvirret og i bund og grund bøsse. Han tiltrækkes dog af Sylfiden, mens Effy gerne må hengive sig til bejleren Gurn.
Kort sagt en balletversion, hvor hovedvægten er lagt på Magde og James, mens Sylfiden kan danse lidt rundt for sig selv. Alt er tilladt i nyfortolkninger. Det er blot ærgerligt, når man nu ved, hvor mange muligheder, der ligger i det overnaturlige væsens fremstilling af en tøvende, idealiseret kvinde – og en kvinde, som også til allersidst kan føle smerte. For når hun indfanges af det forheksede tørklæde, og vingerne falder af, da skal vi helst fælde en tåre.
Sylfiden anno 2014 er interessant, ikke på den romantiske måde, men fordi holdet bag har tænkt sig om. Så kan man være enig eller uenig.
Tirsdag d.27. dansede Alexandra Lo Sardo Sylfiden – desværre uden indlevelse, ynde eller personlighed. Det var mekanisk. Derimod havde Maria Bernholdt som dandyen Madge fat i noget og gjorde smukt rede for de nye fortolkningsmuligheder med James som offer. Alban Lendorf reddede som James første del af aftenen ved at levere nogle spring og i det hele taget have benene i orden, men sjælen var vist ikke med.
Men alt det kan komme i løbet af de næste aftener. Så hvis man er træt af pysse-nysse Bournonville er denne kul–cool-Sylfiden afgjort en mulighed.
Koreografi: Nikolaj Hübbe efter August Bournonville
Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller
1. opførelse 1836
premiere i denne version, 25.10.2014
www.kgl.teater.dk