∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Smukke hvide svaner beundret af en uskyldsren prins Siegfried, sensuelle sorte svaner dirigeret af en farlig mefistolignende Von Rothbart – og i centrum en svaneprinsesse på tåspidserne med både kærlighed og sorg i øjne og bevægelser. Sådan skal ”Svanesøen” være – og har været det igennem snart 141 år. Og glem ikke Tjajkovskijs vidunderlige musik.
Klassisk ballets nr. et er ”Svanesøen” – og skal selvfølgelig altid være på repertoiret hos et klassisk kompagni. Og det er helt ok, hvis det er i en opdateret version, som hele kompagniet skal kunne danse, så den sidder lige i garderobeskabet. Ellers er der slet ingen mening med dansen, og balletskoene kan ligeså godt pakkes væk. Nemt er det nok ikke, og ved repremieren på den tre år gamle udgave ved balletmester Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff, nu alene ved Hübbe, kan man godt føle begrænsningen.
Flot ser det ud, indrømmet, men spørgsmålet er, om denne version egentlig er homogen, for koreografi, scenografi og kostumer stritter lidt i hver sin retning. Det skrev jeg allerede i 2015, og selv om jeg gerne ville være positiv nu, så er det ikke blevet bedre.
Scenografien er high-tech ved finske Mikki Kunttu. Store projektioner, der går fra multiplicerede svanevinger til noget enhver it-designer vil elske. Billederne skifter, alt afhængig af om vi er til hofbal eller ude ved søen, hvor også både reb og store mobiler ændrer stemningens karakter. Mia Stensgaard har stået for kostumerne. Hun er normalt næsten genial i sine smukke og harmoniske æstetik, men her skejer hun ud omkring hoffet, som synes at høre hjemme i den spanske inkvisitionstid iblandet insektinspiration, mens både dansepiger, børn og ikke mindst svaner er forblevet meget klassiske, næsten for moderne, et sted omkring 1900.
I anden afdelings skiftende dansenumre pibler derimod moderniteten frem og ville være flot, hvis ikke kontrasten til første del var for slående. Bare overkroppe hos herrerne i den russiske dans, mens den kvindelige danser får lov at vise lår – hvor er vi så henne i i tid og sted?
Og danserne? Korpset skuffer lidt. Mændene er ganske anonyme, og svaner og piger er uden den ekstra gnist, som et helt svaneopbud på snorlige rækker skal have. Der er for meget uro i arrangementerne.
I lørdags til repremieren dansede Holly Jean Dorger Odette/Odille, den hvide og sorte svaneprinsesse. Det gjorde hun suverænt. Aftenens glæde. Helt uden smil som den hvide svane, men med lidt provokation som sorte Odile. Trinene derimod sad, hvor de skulle. Hendes to kavalerer: Siegfried, danset af Jonathan Chmelensky og Rothbart, som Jon Axel Fransson tog sig af, skuffede. De gav ikke så meget, som de ellers er i stand til. I øvrigt blev Chmelensky efter forestillingen udnævnt til solodanser. Han vidste det sandsynligvis ikke og havde nok givet et par ekstra centimeter i springene.
Historien i ”Svanesøen” er den sædvanlige fra den romantiske æra, hvor niveauerne blandes – lidt kongelig og borgerlig idyl, som møder underverdenens dødsdrift. Den unge, smukke prins skal giftes, og endelig forelsker han sig i den hvide svaneprinsesse, mens den onde Rothbart kommer med sin datter, den sorte svane, som derefter fordrejer hovedet på den lidt naive prins. Så kan balletten slutte med sorg og ulykke efter en række festoptrin og kærlighedserklæringer.
I denne version er Rothbart rykket op som en ligeværdig figur til den unge prins – og hans diabolske nærvær skal være en trussel. Men lige så spændende Jón Axel Fransson plejer at kunne danse karakterroller, ligeså neddæmpet blev denne Rothbart. På samme vis med Jonathan Chmelensky, som kun et par gange gav los i de store solopartier og ellers nøjedes med at spankulere rundt og løfte svaneprinsessen.
Magien udeblev denne aftenen, men det burde kunne ske med den vidunderlige musik og et kongeligt dansekompagni. Spørgsmålet er, om det kun var premierenerver, eller om denne version af ”Svanesøen” simpelthen ikke hænger godt nok sammen. Og så er det jo ikke dansernes skyld.
Jeg holder mig til de fire stjerner, for ”Svanesøen” er jo altid attraktiv, men der skal den helt store fysiske og psykiske investering i dansen, for at vi nede på publikumspladserne bliver en del af det hele. I Operaens kæmperum skal der rigtig meget til.
Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe efter Marius Petipa og Lev Ivanov (prinsens solo i første akt af Erik Bruhn, ungarsk og neapolitansk dans af Gregory Dean, russisk og spansk dans af Oliver Starpov)
Musik: Pjotr Tjajkovskij
Scenografi, lys- og videodesign: Mikki Kunttu
Kostumer: Mia Stensgaard
Videografik: Greenwall Designs AB/David Nordström & Victor Rundlöf
Dirigent: Jakob Hultberg
Opr. urpremiere 1877. Denne version 2015.