∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Svanesøen igen igen på Operaen.
Publikum ”ælsker Svanesøen” – også ved repremieren lørdag på Operaen i København.
Den gamle skrøne om, at det kun er plus 70 år, der går i Det Kongelige Teater, kan godt pakkes sammen. Det var det mest blandede publikum, jeg længe har set – og alle var glade for aftenen.
Men hvordan var gensynet med opsætningen fra 2015, som dengang var nykoreograferet af Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff, og siden genopsat i 2018? Det var ok, men stadig en uforløst opsætning. For nogle af de spørgsmål eller indvendinger, jeg havde tidligere, står stadig ubesvaret hen, og det kvindelige korps er stadig ikke bjergtagende.
”Svanesøen” er vel den mest berømte og elskede klassiske ballet med en udødelig musik af Tjajkovskij. Oprindelig med urpremiere i Moskva på Bolsjoj Teatret i 1877 – uden succes – og efterfølgende med stor applaus til ny koreografi af Petipa og Ivanov i Sct. Petersborg nogle år efter. Det bliver efterfølgende denne Petipa-version, som lever videre, men fortolket og vurderet af et uendeligt antal balletmestre og koreografer.
Derfor endte Det Kongelige Teater i 1990erne med en meget grøn og ”tilbage til naturen” version med Peter Martins som iscenesætter og billedkunstneren Per Kirkeby som scenograf. Denne version fik siden også premiere i New York på New York City Ballet, hvor Martins dengang var balletchef.
I 2015 skulle alt så være anderledes i København, og der blev indforskrevet en finsk scenograf eller computergrafiker, der sammen med high tech lysdesignere og programmører har skabt et meget goldt og blåligt, evigt uroligt univers for danserne. De er iført Mia Stensgaards mærkelige blanding af renaissance-barokkostumer fra England og måske Spanien i mørke farver. Derimod er både hvide og sorte svaner i klassiske tutu’er – dog helt uden svanefjer ved skuldrene.
Den visuelle overraskelse kommer yderligere efter pausen ved en række nationale divertissementer, hvor der både vises hotpants og dameben, mens nogle tyrkiske herrer har bar overkrop og tatoveringer i ansigterne. Stilforvirring, men der må være en højere mening. Og hvor er de krænkede henne i denne omgang? Kan man overhovedet fortsætte med disse ”nationale” balletindslag, som både Bournonville og efterfølgere har yndet?
Jeg er desværre ikke blevet klogere ved denne genopsætning. Helt galt går det fortolkningsmæssigt, når meget moderne strålekastere fra sidekulisserne kaster deres skrappe lys på scenen – eller rør a la poolstænger sænkes fra himlen for siden hen at blive til lange vertikale lyselementer. Flot ser det ud, men er det nok?
På scenen danses der uanfægtet, uden at nogen tager notits af teknikernes hittepåsomhed.
Sjovt nok var der lørdag aften et par solo-herrer, der også dansede ved forrige repremiere i 2018: Jonathan Chmelensky igen den unge prins – og Jon Axel Fransson som den onde von Rothbart. Der er gået fem år siden jeg anmeldte sidst. De herrer, i dag begge solodansere, har fået mere modenhed og dristighed, som har givet styr og overskud til trinene og ikke mindst styrke i mimikken. Det hele var derfor en fryd her i 2023 – og sammen med Tobias Praetorius som en markant hofnar var herresiden overvældende god. Jeg har lyst til at tilføje som sædvanligt. Den Kongelige Ballet har nogle fortræffelige mandsdansere.
Med den unge Emma Riis-Kofoed som både hvid og sort svane Odette/Odile var trinene til ug, men sjælen eller forelskelsen var svær at få øje på. Det er ikke overbevisende som hvid svaneprinsesse med et goldt ansigt. For vi er jo som udgangspunkt ovre i postromantikken, hvor virkelighed og trylleri er forbundet, og kun ren kærlighed kan overvinde alt. Som den sorte svaneprinsesse i den onde von Rothbarts vold blev det til et stivnet rødt smil på læberne. Men her manglede den sensualisme, som er forudsætningen for at den søde, smukke prins svigter sit løfte til den hvide kvinde for at kaste sig over den sorte heks.
Måske skal man lade hånt om visuelle fortolkninger og nøjes med at glæde sig over trin og de mandlige dansere, mens alle de hvide svaner, til sidst iblandet nogle sorte, ikke overraskede så meget. Desværre.
Dirigent: Vello Pähn
Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe, efter Marius Petipa og Lev Ivanov (prinsens solo i første akt af Erik Bruhn, ungarsk og neapolitansk dans af Gregory Dean, russisk og spansk dans af Oliver Starpov)
Musik: Pjotr Tjajkovskij (Svanesøen, 1876)
Scenografi, lys- og videodesign: Mikki Kunttu
Kostumer: Mia Stensgaard
Videografik: Greenwall Designs AB/David Norström & Viktor Rundlöf
Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe med Stacy Caddell, James Clark, Ask la Cour, Gregory Dean, Oliver Starpov, Claire Still, Amy Watson og Ann Kolvig (børn)
Jonathan Chmelensky/ Prins Siegfried
Andreas Kaas/ Prins Siegfried
Ryan Tomash/ Prins Siegfried
Alexander Bozinoff/ Prins Siegfried
Marcin Kupiñski/ Prins Siegfried
Emma Riis-Kofoed/ Odette/Odile
Caroline Baldwin/ Odette/Odile
Astrid Elbo/ Odette/Odile
Og mange mange flere.
tidligere anmeldelse af denne version: 2018: