Menu Luk

SUPERNOVA

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Der har efterhånden været mange film om demens. Et tungt emne en del af os desværre kommer til at forholde os til. Af nyere film om den frygtede sygdom kan nævnes Viggo Mortensen Falling(2020) om at bo sammen med en dement far, I’m still Alice(2015) om den Alzheimer ramte universitetsprofessor Alice og Michael Hanekes Guldpalmevinder Amour (2012). Film der gør dybt indtryk. Man forlader biografen knuget, men også lidt klogere på livet.

Foto: Scanbox Entertainment

Pianisten Sam(Colin Firth) og forfatteren Tusker (Stanley Tucci) danner par og har været sammen i 20 år.  Lige siden deres ungdom har de holdt ferie i England i deres autocamper. Tusker er blevet diagnosticeret med demens for to år siden, så de ved begge, at deres tid sammen er begrænset.Tusker har som forfatter arbejdet med ord det meste af livet. Det sprog og de ord, som har været grundstammen i hans karriere, forsvinder nu langsomt.

Foto: Scanbox Entertainment

SUPERNOVA er ikke kun en trist film.  Den er også opløftende. Det er film om den store kærlighed. Om at trodse en alvorlig diagnose, se skrøbeligheden i øjnene og leve livet fuldt ud så længe som muligt.

Instruktøren Harry Mcqueen kalder sin film en moderne kærlighedshistorie: En intim historie som undersøger, hvordan vi kan leve, elske og le, selvom tiden er ved at rinde ud. Sam siger et sted i filmen til Tusker: Jeg vil være sammen med dig hvert eneste øjeblik. Det er det vigtigste.

Filmen vækker også mindelser om Vores livs ferie(2018) med Helen Mirren og Donald Sutherland i hovedrollerne. En roadmovie hvor de tog livtag med deres livslange kærlighed. Her led manden, en tidligere litteraturprofessor, af begyndende demens.

Instruktøren Harry Macqueen siger: Karaktererne og temaerne i SUPERNOVA afspejler mit forsøg på at skildre disse personer på en troværdig og ægte måde. Derfor har jeg placeret et uselvisk kærlighedsforhold i en kontekst, hvor en nær fremtid balancerer på et  knivsæg. Det er lykkedes ret godt..

Foto: Scanbox Entertainment

Colin Firth behøver næppe præsentation. Han er fremragende som den fortvivlede Sam. Firth har vundet et hav af priser herunder en Oscar i 2011 for The Kings Speech. Den ligeledes prisvindende Stanley Tucci har også en lang og succesrig karriere bag sig. Der er en særlig kemi mellem de to mænd, også selv om filmen til tider kan blive lige lovlig sentimental, ikke mindst under et middagsselskab hos Sams søster, hvor Sam læser Tuckers afskedsbrev til Sam højt for hele familien.

SUPERNOVA  er i bund og grund et kammerspil om at tage afsked. Filmen  går ikke dybt ind i selve sygdomsforløbet, men viser hvor hård og trøstesløs afslutningen på livet kan blive. Vi er godt klar over det, men har en tendens til at skubbe det fra os så længe som muligt. En intens og gribende film.

Instruktør: Harry Macqueen

Trailer: Scanbox Entertainment

Premiere: 12. august

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *