∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Tom Harpøth.
Terence Davies har begået en stor film, som springer ud af det skotske efterårslandskab med voldsom styrke. Det er en lang og stærk film om hvordan individet kæmper forgæves mod en skæbne, der er givet af miljø og natur i det fattige Skotland. Hvor fattigdom indskrænker horisonten, og hvor det bedste forsvar mod uretfærdigheder er at vise sin styrke over for de helt forsvarsløse.
Familien i denne film, som er baseret på en skotsk udviklingsroman fra begyndelsen af det 20. århundrede, klarer sig ikke særlig godt. Faderen er en bitter mand, som ikke indlader sig på samtaler af nogen art, men kun udsteder ordrer eller straffer sin søn Will med korporlig afstraffelse af heftig karakter. Sin kone betragter han som en fødemaskine der kun skal producere børn og mad på bordet. Datteren Chris er den egentlige hovedperson, som vi følger intenst gennem hele filmen.
Chris er en smuk, musikalsk, tænksom kvinde, som alle biografgængere må falde for, fremragende spillet af Agyness Deyn. Men hun får ikke lov til at udvikle sig intellektuelt eller kunstnerisk; dertil er der for meget praktisk arbejde der binder hende til jorden, gården og afgrøderne. Hendes mor magter ikke at sætte sig op mod ægtemanden, men tager sit eget og to af børnenes liv med sig i døden.
Faderen drikker sig fra sans og samling og mister sit ståsted og sit liv i aggressionens voldsomme forsøg på at skabe en mening med livet. Chris’s bror flygter hjemmefra for at forsøge at finde et liv i Aberdeen. Chris er alene med en ussel gård og hun bliver ikke uddannet, hvilket hun ellers havde udprægede evner for, men påtager sig at klare hus og hjem, gård og jord ved at knokle fysisk med den hårde skotske jord.
Er der slet ingen lyspunkter i denne fortvivlede verden? Jo, hun finder en dejlig kæreste, Ewan, og hun bliver gift med ham og alt syner såre godt, indtil ”the Great War” (= 1. verdenskrig) bryder ud og tager hendes kære mand fra hende. Så hendes lykke er kort, men der er måske lidt håb for denne skønne kæmpende kvinde i den lokale præst.
Filmen er fortalt i et meget langsomt, dvælende tempo. Kameraet holdes i faste indstillinger i lange passager, hvor der næsten intet sker. Og det er fordi der næsten intet sker. Replikkerne er få og korte. Der hviler en trykkende stemning overalt i denne film. En trykkende tavshed. Ingen munter leg. Man forstår hvad det skotske landskab kan gøre ved mennesker og deres organisering i samfundsstruktur.
Men selvom det er flotte, flotte billeder vi præsenteres for, kan det ikke nægtes at filmens fortælletempo gerne måtte speedes lidt op. For vi forstår godt de tunge, ordløse personer. Vi forstår godt og føler stærkt det emotionellee tomrum der omgiver alle de væsentlige personer. Men vi forstår måske ikke helt at Chris bliver hængende i den forpligtelse, som hun føler konstant er ved at ødelægge hendes liv.
Fotos: Danish Film Institute
Titel: Sunset Song (2015).
Instruktion: Terence Davies.
Vises i samarbejde med CPH PIX i Cinemateket i København fra 13.-25.oktober.
Varighed: 135 min.
Premiere: 13.10.2016