∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Humsti Bumsti – Storm P. og malerierne.
Hvilken titel udstillingen på Nivaagaard har fået! Men det er faktisk navnet på en klovn, der levede i København i 1920erne, og som Storm P. malede. Deraf navnet på udstillingen.
Men er billedet sjovt? Nej, så langt fra. Det udtrykker al den sorg og melankoli, der er nedlagret i cirkusverdenen. Således er også Storm P.s allersidste og aldrig fuldførte maleri: ”Klovnens begravelse”, et lille billede, (52×59 cm) med en næsten uendelig række af muntre figurer, klovne, som skal til deres kollegas begravelse. Derfor har de fortsat opmalede munde, der illuderer smil og livsglæde, men skjuler al sorgen og afmagten. I øvrigt er Storm P. selv med på billedet – dog nærmest i civil.
Nivaagaards Malerisamling er god til at fange oversete kunstnere – eller kendte kunstneres oversete udtryksformer. Som f.eks. nu med den højt elskede Storm P., som var andet og mere end tegner. 60.000 tegninger blev det til, og vi har det, som om vi har set og leet ad dem alle. For tegningerne har som regel et humoristisk præg – i modsætning til maleriernes billedverden.
Storm P. var begyndt som slagter, men forlod metieren som 20 årig for at blive kunstner. Herunder også skuespiller. Det blev til 33 stumfilm, 2 talefilm – og roller på Casino, Dagmar og nogle få år på det Kongelige Teater i bitte små roller. Og et par balletter til Det Kongelige Teater og kulisser til diverse revyer. Men det er tegningerne og vittighederne har huskes for og som gav ham mad på bordet. Ulykkelig var han vist langt fra, men han ville vist allerhelst være maler.
Det måtte undersøges og derfor denne udstilling.
Ved åbningen lørdag var der så mange gæster, at det lille Nivaagaards Museum var nær ved at sprænges. Alle var vist mødt op for at se noget, som de både kendte og ikke kendte.
Som tegner var Storm P. uovertruffen og sin egen. Som maler var han mere tidsbundet og lå i forlængelse af samtidens og den nære fortids store kunstnere som Toulouse Lautrec og Munch – og senere de intellektuelle Kandinsky og Klee. Der er på udstillingen tegninger, der fuldstændig har overtaget de to ofte svært tilgængelige kunstneres motiver. Men Storm P. fortalte selv om det. Han var ikke flov over at lade sig inspirere – og så er det jo en anden sag.
Billede efter billede er på udstillingen hængt tematisk op og afslører en blanding af melankoli og glæde ved selve den maleriske proces. Et mærkeligt miks, som hvert lærred udstråler. En undtagelse er den store udsmykningsopgave til Esbjerg Bibliotek, hvor han sorgløst boltrede sig i former og farver – uden de mørke tanker. Det klæ’r hans billeder.
Interessant er udstillingen, men rejser også spørgsmålet, om kunsthistorien har overset ham eller har gjort ret i at tildele ham den rolle, som han nu i mere end 67 år efter sin død har indtaget: som gudbenådet tegner og humorist – og en mand, der ikke gik af vejen for at afsløre sine maleriske forbilleder, men arbejdede sig frem imod at kunne løsrive sig fra dem.
Udstillingen har tillige et udmærket katalog, der rækker fra det rent informative til det mere dybsindige, hvor Storm P. indsættes i en kunsthistorisk kontekst – og hvor Claus Carstensen slår fast, at havde Storm P. levet i dag, ville han, der kom med så mange vittigheder om kunst, have været en konceptuel kunstner. Artiklen forsøger også at rehabilitere Storm P.s som maler i bredeste forstand.
Et spændende møde med en kunstner, som var endnu mere alsidig end de fleste vidste.
Udstillingen er åben indtil marts 2017.