Anbefaling af Ulla Strømberg.
Storm over Ramasjang – familieteater i Østre Gasværk.
Sød og varmhjertet familieforestilling for folk med TV.
Østre Gasværk har lagt sig i slipstrømmen af en stor succes på DR-TV, nemlig børneudsendelserne om Hr. Skæg og Onkel Reje. Men indrømmet, jeg har vist aldrig set en udsendelse i fuld længde, så min tur i Østre Gasværk var vel ganske lig den, som en ung person ville få ved at se ”Hamlet” for første gang.
Historien er lidt sjov og politisk korrekt med en flot og barsk hundjævel ved navn Storm (i det ydre ligner hun lidt de seneste dages unge, kvindelige politikere). Rollen synges flot af operasangeren Andrea Pellegrini. Hun vil partout giftes med Onkel Reje, der kan ønske sig noget som betaling. Det bliver en øde ø. Tvangsægteskab, så det basker – eller lige for lige!
Den omvendte situation ville være umulig lige nu. Tænk en børneforestilling, hvor en ond mand vil tvinge en sød kvinde til at sige ja til det hele. Heldigvis er Onkel Reje lidt politisk ukorrekt. Han ligner den gamle provokunstner Jens Jørgen Thorsen og har flere seksuelle hentydninger, der vist går hen over hovedet på kernepublikummet, de små, som han sjosker rundt med topmave i lyserødt hula-hulaskørt og masser af kæder midt imellem Elvis Presley og Elton John. Hans stemme er lavmælt, dyb, småsnakkende og svær at høre.
Her overfor står Hr. skæg, som først kommer på scenen et pænt stykke inde i forestillingen. Det er manden med det gulvlange, sorte fuldskæg. Han er særdeles venlig og på jagt efter sin ven, Onkel Reje, og vil redde ham fra ægteskabet. Ingen undertoner i talen – og så kan Hr. Skæg synge!
Stemningen er god lige i starten, men så går der vist lidt for meget traditionelt teater i det hele. Til gengæld lykkes det for Hr. skæg til sidst at slutte kontakten til salen, og de tålmodige små publikummer er straks opmærksomme igen.
Musikken er heldigvis levende. Ovre i et hjørne huserer Anders Ortman forklædt som en måge og spiller ene mand klaver og diverse slaginstrumenter, mens der vist også er en del lyd på bånd. Velfungerende, men rummet er for stort til et enkelt klaver.
Scenografien er ikke så dum og fylder godt op, når lyset er bedst: et lidt for gråt bjerg med levende buske, som faktisk er dansende børn suppleret af en voksen hiphopper, der også er et træ. Det hele flyder godt sammen med nogle flotte, meterhøje blomster, som kan åbne og lukke og afsløre blinkende lamper. Kostumerne er ganske æstetiske og velfungerende. Har nok været set før, men det er ok.
Luftakrobatik mangler heller ikke. Jeg bliver altid både imponeret og lidt bange, når skuespillere skal hænge oppe i luften med hovedet nedad. Gad vide om børnene ikke også sidder med en skræk i halsen, når den lange Hr. Skæg hejses op og skal snurre rundt mange meter over scenen?
”Storm over Ramasjang” lander fornuftigt og kan anbefales her til efterårsferien, for budskabet bankes ind til sidst: Vi skal have lov at være os selv, og vi bør acceptere hinandens særheder, og vi må ikke gifte os, blot fordi vi får en øde ø i morgengave.
Familieunderholdningen er reddet, men Østre Gasværk er som teaterrum ikke blevet nemmere efter den seneste renovering og ombygning. Faktisk er rummet nu så stort, at der virkelig skal arbejdes med både scenografien, kontakten imellem scene og sal og sandelig også med lyden.
Der er stadig problemer med lyden, måske fordi der kun må være halvt fyldt, og det er fortsat svært at aktivere hele scenen. Der kommer hurtigt frontalt spil, og det er ikke så fikst, når der er mennesker på måske 260 grader.
Publikumsopstillingen synes barsk og stejl, ikke mindst for alle de små publikummer på pladserne. Der skal holdes i hånd ned ad trapperne, og der var et rend under hele forestillingen. Podierne synes slet ikke velegnede til børneforestillinger og næppe heller til en smule gangbesværede. Det må kunne ændres. Og i disse coronatider er der jo slet ikke brug for alle pladserne.
Forestillingens ideologi minder mig lidt om ”Sesame Street”, det amerikanske Public television børneprogram med Big Bird og alle de andre. For de ældre generationer er der forskellige referencer til DEN STORE KUNST, bl.a. Karl Stegger som sortmalet, afrikansk konge i basskørt i filmen ”Styrmand Karlsens Flammer”, Sebastians ostesang fra ”Skatteøen” og en af de ikoniske replikker fra filmen ”Den eneste ene”, hvor Niels Olsen skal forklare Mulle, Sofie Gråbøl, hvorfor det ikke skal være dem: Brikkerne passer ikke sammen. Men måske er referencerne tilfældige.
Medvirkende:
Hr. Skæg (Mikkel Lomborg), Motor Mille (Mille Gori), Onkel Reje (Mads Geertsen) & Andrea Pellegrini
Danser: Bobby Atiedu
Børnedansere: Sisse Kilde Jensen, Lærke Clara Dissing Lausten, Valdemar Simbold Jakobsen, Frederik Roland Augustsen, Alba Kragh Wickstrøm og Agnete Wassard Hald
Manuskriptforfatter: Pelle Møller
Instruktør: Maria Kjærgaard-Sunesen
Scenograf og kostumedesigner: Mie Riis
Koreograf: Christel Klan Stjernebjerg
Kapelmester: Anders Ortman
Lysdesigner: Brian Njie
Forestillingsfoto: Miklos Szabo og Jon Kort