Stor Arne Jacobsen udstilling på Trapholt i Kolding.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Stor Arne Jacobsen udstilling på Trapholt i Kolding.

Blomstrede tapeter, stole som står i de fleste venteværelser, sofistikerede knive og gafler, møbler med dyrenavne: myren, svanen, giraffen og ægget samt ikoniske bygningsværker.

Alt det og mere til har signaturen Arne Jacobsen og kan i det næste halve år opleves i Kolding.

Det er en ambitiøs udstilling, som Trapholt i Kolding netop har åbnet dørene til: Arne Jacobsen – Designer Danmark.  Udstillingen kunne også have heddet Arne Jacobsen – arkitekt, designer og kunstner.

Men udstillingen vil mere end blot at vise Arne Jacobsens alsidighed. ifølge kataloget er ambitionen også at nærme sig en afdækning af begrebet dansk design og deraf kommer nok den lidt tvetydige titel: Arne Jacobsen Designer Danmark.

Jeg er dog ikke så sikker på, at udstillingen lykkes med mere end at fremlægge uendelig mange eksempler på Arne Jacobsens værker, om det så er bestik, kander, tapeter, stole, tegninger, fotografier eller modeller af arkitekturen, dvs. realiserede bygningsværker.  Dermed lykkes udstillingen ikke med at afdække det begreb, som er blevet skamreddet i snart årtier: dansk design og hvis modsætning jo må være ”ikke-dansk design”.

 

Arne Jacobsens oeuvre

Arne Jacobsen døde i en alder af kun 69 år i 1971, på et tidspunkt, hvor han var anerkendt og beundret som den store danske arkitekt og møbeldesigner med et par endnu ikke færdigbyggede projekter som Nationalbanken ved Holmens Kanal og Den danske Ambassade i London.

I København knejser Royal Hotellet fra 1961 stadig og nord for København i Gentofte ligger gulstensboligbebyggelser i Jægersborg og adskillige enfamiliehuse, rækkehuse og det mesterlige område omkring Bellevue med Bellavista, Strandbadet og Bellevue Teatret. Her er alt i hvidt og oprindeligt med mange og markante blå striber, mens interiøret fra starten har været præget af grønlige nuancer.

For Arne Jacobsen var til farver og ikke mindst naturens grønblå nuancer, inspireret af livgivende planter og gevækster.

Arne Jacobsens professionelle virke er mangfoldigt, men ikke uoverskueligt.  En forholdsvis klar udviklingslinje fra 1920ernes akademiopgaver, over de første enfamiliehuse, først i gule sten, snart i hvidt puds over det vilde eksperiment sammen med Flemming Lassen: Fremtidens Bolig i 1929 – på Forumudstillingen med en rund futuristisk drøm, hvor det meste er automatiseret og brugervenligt. Men så er det slut med vittighederne.

I 1930erne følger adskillige enfamilieboliger i Gentofte efterfulgt af de store byggerier i Klampenborg. Her opnår Jacobsen måske den optimale forening imellem æstetik og funktion i Bellavista og Bellevueteatret.

Fornuften kalder igen, og sammen med Erik Møller står Jacobsen lige før Anden Verdenskrig bag det smukke rådhus i Aarhus, der nødtvungent får et spektakulært tårn.  Hjemvendt fra Sverige efter krigen (og med stoffer og tapeter sat i produktion) følger pragmatisk arkitektur samt mere nytænkende bygninger, og den store produktion af møbler og andet design udvikler sig.  Et nyt højdepunkt er Royal Hotel i 1961, hvor Jacobsen står bag alt fra mure til møbler, bestik og lamper.

Et eksklusivt loppemarked

Udstillingen i Kolding er stor og får på sin vis det meste med. Dog er ikke mindst arkitekturen skubbet lidt i baggrunden til fordel for en markant fokusering på hans mange stoledesign, hvor udviklingen af stolen Myren fra begyndelsen af 1950erne, der ender med at blive transformeret til den store bestseller:  7’eren, optager plads i udstillingsrummene.

Udstillingens udfoldelsesmuligheder på Trapholt er ikke helt ideelle. Man går lidt forvildet rundt til højre og til venstre. For denne bygning af Boje Lundgaard ,fl. lider som mange andre moderne danske museumsbygninger af, at det skal være ”arkitektur” fremfor nogle velfungerende udstillingsrum. Samtidig har udstillingen vel også stået i et dilemma: Hvordan undgå at ligne Illums Bolighus’ julekatalog – eller endnu værre: en vinduesudstilling i ”Kop og Kande”.

For selv om Arne Jacobsen og co. nok ikke var folkeeje dengang i 1960erne, så er de blevet det – næsten til et kvalmende mætningspunkt. Og selv om udstillingen kredser om problematikken med den danske folkelighed, har man ikke været i stand til at manøvrere udenom de farlige grøfter.

Så enten har udstillingen været forhippet på at vise så mange objekter som muligt eller at anvende en moderne ”blandet landhandel”- udstillingsstil. Resultatet er, at det hele godt kan ligne et eksklusivt loppemarked. Derfor er de enkelte finesser, udsprunget af arkitekten og designerens klare tanker, desværre næsten umulige at fastholde, fordi det meste drukner, når de besøgendes øjne har for mange genstande at tage stilling til.  Det er lidt ærgerligt, men vel vilkårene fordi udstillingen også ønsker at demonstrere den ”folkelighed” som i de seneste årtier har omklamret de danske arkitekter og designere fra midten af 1900-tallet:  Wegner, Mogensen, Jacobsen og senest tilkomne: Finn Juhl.

Designeren, naturelskeren og den farverige funktionalisme

Udstillingen er til gengæld bevidst om, at den funktionalisme, som Arne Jacobsen fra slutningen af 1920erne er påvirket af, ikke var en hvid, steril, stille storhed. Det var jo i årtier den officielle antagelse til den dag, restaureringsarkitekter for et par årtier siden fik skrællet lagene af husenes mure og deres hvide vægge. Så blev det erkendt, at datidens funktionalistiske (og modernistiske) arkitekter var fulde af farver og liv – uanset om de hed Le Corbusier, PH, Walter Gropius eller Arne Jacobsen.

Udstillingen har derfor masser af liv og farver og ligeså i det store katalog med flotte billeder, der dog kan synes mere dekorative end oplysende. Og igen er det en afvejning. Skal udstilling og katalog være nyskabende og undersøgende – eller skal det kunne forstås af de fleste? Her har man bevidst /ubevidst valgt den nemme, lettilgængelige løsning og tillige lagt sig i slipstrømmen på tidligere publikationer og undersøgelser.

Jacobsen hos tidligere forskere

Ved at udstillingen læner sig op ad et udvalg af litteratur om Jacobsen gentages desværre også nogle faktuelle fejl, som bl.a. at Bellevue Teatret med tilhørende restaurant er fra 1937. Det hele stod færdigt i 1936, hvilket også bevises ved at teatrets åbningsrevy fandt sted i 1936, og at Jacobsen selv skriver en varm introduktion til stedet allerede i i 1936 (i skuespillernes fagblad).

Også mange andre synspunkter er hentet fra Arne Jacobsen-biblen: den store bog om arkitekten fra 1998, skrevet af Carsten Thau og Kjeld Vindum.

 

Arbejdsmetode

Hvis man skulle nå frem til en forståelse af Arne Jacobsens arbejdsmetode, ville det nok have været rimeligt at vise en række eksempler på hans udenlandske kollegers arbejde fra de samme år.  For den virkelige originalitet i Arne Jacobsens design ville måske opleves tydeligere, hvis man kunne se, hvordan han altid lånte og lod sig inspirere af andre for derefter at forfine og forædle udtrykket og gøre det til sit eget. Den side af arbejdet mangler udstillingen, men det er nok et valg, som ville kunne virke en smule intimiderende og af nogle måske kunne opfattes som ”at trække tæppet væk” under vort nationalklenodie Arne Jacobsen.

Men det kunne faktisk være en understregning af, at alle kunstnere og mere pragmatisk arbejdende designere og arkitekter står på skuldrene af forgængerne. Og altså også Arne Jacobsen.

Selv om han beskrives som en mand af få ord og måske en smule genert, var hans vigtigste egenskaber nok snarere, at han var ekstrem flittig, målrettet og fokuseret på at ”skabe” for at sikre sig et udkomme.

Producenterne

Udstillingens mange ambitioner resulterer også i en fremhævelse af de producenter, som jo er forudsætning for, at værkerne bliver producerede og forbliver på markedet. Her er ikke mindst firmaet Fritz Hansen vigtig. Men det er lidt uhyggeligt at se, hvordan Syv’eren i dag kan købes i alskens pastelfarver, ligesom ægget har fået sig en tur hos møbelpolsteren og er blevet til et patchwork værk – dog med signaturen Tal R bag.  Og sådan kan man blive ved.

Salgsagenterne burde egentlig have deres egen plads på udstillingen. For hvordan lykkedes det at komme i kontakt med de mange offentlige kontorer, hospitaler, gymnasier m.m.?

Udstillingen er god til at pege på en masse problemstillinger, som rører sig. Men udstillingen giver ingen svar, og det er måske godt nok?

En ekstra bonus

Trapholt har i de seneste år i parken kunnet vise Arne Jacobsens sommerhus-arketype. Et modulsystem som blev skabt i 1970 og kaldt ”Kubeflex”.  Bortset fra modulkassernes grønne rammer- er det et ganske køligt hus at se på, men indenfor ligner det grangiveligt et prøvehus anno 1970/2020.  Dermed kan man i hvert fald sige, at selv om sommerhuset ikke ville fungere i dag, så er de møbler, som er indsat i modulernes forskellige rum, smukke i deres rene linjer, effektive, funktionsduelige og ganske attraktive. Derved er netop Kubeflex med til at vise Jacobsens  langtidsholdbarhed.

Udstillingen varer indtil  maj 2021.

Ekstra litteratur:

Katalog til udstillingen Arne Jacobsen Designer Danmark. Arne. 2020.

Carsten Thau og Kjeld Vindum: Jacobsen. 1998

Ulla Strømberg: Bellevue Teatret. 2013

Michel Sheridan; Room 606. 2003/2010

www.trapholt.dk