∗ ∗ ∗ ∗
Stalins Død på Nørrebro Teater.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Det har taget år og dag at få forestillingen ”Stalins Død” på scenen i Ravnsborggade. Coronaen stod i vejen, men nu lykkes det med en enkelt eller flere udskiftninger på rollelisten.
Historien bag er mere end vigtig og desværre også højaktuel. Stykket beskriver dagene omkring den russiske leder Joseph Stalins død i 1953 og hvilken politisk og personlig magtkamp, der udspandt sig. Stykket bygger på en film og en tegneserie – se nedenfor.
I forannonceringerne igennem de seneste år, med hyperintensitet i de seneste måneder og dage på internettet, er der blevet lagt vægt på det komiske, ironiske og også distancerende i fortællingen. Men omvendt er tiden i dag med netop ét-året for Ruslands invasion af Ukraine et uhyggeligt og blodigt bevis på den virkelighed, som vi befinder os i lige nu. Kan man spille morskabsteater om det?
Det er som om Nørrebro Teater ikke helt har forstået alvoren, men måske er det netop virkelighedens gru, der har gjort, at forestillingen synes ujævn og ikke helt vellykket. Er det samtidsanalyse eller semisatire, er det ironi eller bidende alvor?
Instruktøren Nicolei Faber har nok været i tvivl og er måske også efterfølgende kommet i tvivl om, hvor han vil hen med forestillingen. Derved er de yngre, mindre erfarne kvindelige skuespillere kommet gevaldigt i klemme. Ikke blot skal de spille mænd, de skal agere russiske soldater og stalinistiske politikere. De synes at famle sig frem, desværre.
Omvendt er selv historien om loyalitet og illoyalitet så konkret i alle politiske sammenhænge. Med en stærk leder er alle i lederens omgivelserne nikkedukker, for hvem tør risikere sit liv (i bogstavelig eller overført betydning) for at være i opposition til lederen. Det gælder uanset om det er en tyran som Stalin, der myrdede løs eller en moderne nordeuropæisk, politisk leder. Men når lederen er død (eller svækket) er der fri leg og vild magtkamp. Derfor kunne “Stalins død”, dvs. dagene derpå, lige så godt handle om det danske folketingsvalg efteråret 2022, hvor resultatet blev, at stridende parter samt en konfliktmægler gik i regering sammen.
Opgøret efter stormen på den amerikanske kongres nævnes et par steder af instruktøren som en inspirationskilde. Loyalitet og illoyalitet er kort sagt aktuelt på alle niveauer.
Men for instruktøren Nicolei Faber har det tilsyneladende også været en meget bunden opgave, nemlig at videreføre det koncept, som Nørrebro Teater alt for håndfast har fastholdt i de seneste år under teaterleder Mette Wolff. Opskriften har længe lydt: Teater på Nørrebro Teater skal være sjovt, men med eftertanke, spillet af en gruppe skuespillere, der som en anden gøglertrup underholder et par timer for så at gå tilbage til virkeligheden.
Markedsføringen af Nørrebro Teaters forskellige forestillinger har nærmest været ens i flere år, og billeder på plakater og på sociale medier af ”Stalins død” peger i samme muntre retning. Men desværre: plakaterne ligner slet ikke det visuelle indtryk man får i teatersalen af skuespillere i lidt krøllet tøj i Franciska Zahles ganske blege scenografi.
Det gode ved forestillingen er den historielektion vi får indpakket i en effektiv fortællestil, dog skæmmet af et alt for moderne sprog, men sådan er tegneserien måske.
De yngre som modne, mandlige skuespillere en fryd. De kan deres håndværk og kan veksle imellem under- og overspil i de meget karikerede portrætter af russiske politikere, som de mere historisk funderede publikummer kender: fra Stalin over hans søn til ham, der fik magten, Nikita Khrusjtjov, og de andre i kredsen: Berija, Molotov og Malenkov. Men fordi der også er kvindelige skuespillere til at illudere disse mænd, bliver det hele lidt uegalt og skolekomedieagtigt.
Jeg tror ikke, det er instruktørens idé med de kvindelige skuespillere, men måske. I hvert fald har Nørrebro Teater et ansvar for den manglende information om de faktiske politiske forhold i Sovjet i 1950erne og efterfølgende. Der er intet trykt program.
De fleste publikummer har behov for at få opfrisket deres viden. Det er ikke nok med et digitalt teaterprogram, der i øvrigt også er svært at læse rent grafisk – og tillige svært at hitte. Nu må teatrene altså lære, at folk ikke kan have deres telefon tændt under forestillingen eller i pausen.
Hvorfor så lidt information? Nørrebro Teater kæmper bravt og imponerende for at spille et seriøst, men dog munter repertoire, der belyser vor samtid. Hvorfor så ikke sikre, at publikum er klædt informationsmæssigt på?
Alt andet lige: en forestilling om et uhyggeligt aktuelt emne, men hvor publikum ville gå klogere ud af teatersalen, hvis teatret informerede bedre.
Medvirkende:
MATHIAS FLINT, THOMAS W. GABRIELSSON, ISA MARIE HENNINGSEN, SOLVEJ SONNE HORN, ANDREAS JEBRO, VICKI BERLIN, AMALIE LINDEGÅRD, ANDERS MOSSLING, THOMAS MØRK samt børneskuespillerne Olivia Emilie Skovbo Ahlbom og Isabella Joan Petersen Leece
Instruktion og bearbejdelse/ Nicolei Faber
Scenografi og kostumer/ Franciska Zahle
Manuskript/ Baseret på filmen og den grafiske novelle THE DEATH OF STALIN Forlag: Nordiska ApS – København
Koreograf/Kasper Ravnhøj
Oversættelse/ Mads Andersen
Baseret på film og grafisk novelle THE DEATH OF STALIN
Film instrueret af Armando Iannucci og skrevet af Armando Iannucci, David Schneider og Ian Martin
© 2017 MITICO – MAIN JOURNEY – GAUMONT – FRANCE 3 CINEMA – AFPI – PANACHE PRODUCTIONS – LA COMPAGNIE CINEMATOGRAPHIQUE – DEATH OF STALIN THE FILM LTD.
Grafisk novelle skrevet af Fabien Nury og illustreret af Thierry Robin.
© 2017 MITICO / GAUMONT / DARGAUD
www.nt.dk