∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Stærke og dynamiske malerier af amerikanske Dana Schutz på Louisiana.
Med den nye, store udstilling, hvor museumsvæggene i den grad bliver fyldt ud, gør Louisiana mere end sin pligt ved at holde det dansk/svenske publikum ajour med, hvad der rører sig inden for den moderne, etablerede kunst.
Dana Schutz er amerikaner, født i Michigan i 1976 og vist gået den lige, slagne vej for at blive billedkunstner. Desværre er der for en gangs skyld ikke en biografi over kunstneren på museumsvæggen – eller i det handy og fyldige katalog.
Værkerne rammer publikum lige i ansigtet, for de nyeste malerier er store, måske 2,5 x 5 meter. Det meste på lærrederne er genkendeligt, selv om de fleste synes at vise en tilstand lige efter, at verden næsten er gået under: Årsagen kan være krig, jordskælv eller en langsom nedbrydning af det bestående. Det synes lidt for velkendt lige nu, og værkerne synes derfor hurtigt at blive ganske truende og frastødende. Farverne er derimod flere steder næsten opmuntrende og gør værkerne mere spiselige, end motiverne lægger op til.
Der er noget destruktivt over de fleste motiver på de nyere værker, hvor hver faktisk synes at bestå af en håndfuld forskellige historier og et utal af inspirationskilder. Der er Picassos ”Guernica” med skrig og deforme menneske- og dyrehoveder. Men der anes også reminiscenser fra den aldrende, lettere pornografiske Picasso, hvor billedfladen ofte er fyldt helt ud med gamle mænd og arme og ben.
Masker er der mange af hos Schutz, således synes den belgiske maler Ensor at være en oplagt kilde.
Ved allerførste blik er det som at stå i en udstilling med værker af de store tyske malere efter Anden Verdenskrig, som gav vore danske kunstnerspirer blod på tanden i 1980erne, så vi kaldte dem for ”De Unge Vilde” her i Danmark. I Tyskland var det bl.a. Barselitz og Lupertz, der analyserede situationen i 1960erne. Hos Schutz er der også påvirkninger fra ældre tyske kunstnere som Kirschner og Kokoschka.
Det havde måske været pædagogisk af Louisiana at have hængt nogle af forbilleder op, i hvert fald i et sidegemak.
Udstillingen er ikke kronologisk og så alligevel i omvendt rækkefølge, for i de sidste rum, i underetagen, vises tidlige værker fra omkring 2001 og fremefter. De er mere pastelfarvede og forholder sig primært til en enkel historie. Billederne er mindre og mere simple, men allerede præget af en hurtigt penselsføring og fortælleglæde. Igen er der mindelser til de store forgængere, her bl.a. Hockney.
Det skader aldrig at understrege, at enhver kunstner står på skuldrene af forgængerne. Tværtimod kan det være et museums opgave at vise den fortløbende dialog, som finder sted imellem samtidens billedkunstnere og fortidens mestre.
På udstillingen er der også en række nyere skulpturer. Ved rundvisningen fortalte Dina Schutz selv, at det var fantastisk at skabe de tredimensionelle skulpturer, men set på afstand var der igen mange genkendelige detaljer fra bl.a. Barselitz og andre, primært maleres, forsøg med ler, gips og siden bronce.
Skulpturerne er placeret rundt i udstillingen, men giver faktisk intet til malerierne, som er næsten magnetiske i deres tiltrækningskraft. Man suges ind i en verden, som man helst vil være foruden. Og det er vel også kunstens opgave: at trække gardinet fra, så vi får mere indsigt i også det grufulde.
Kataloget omtaler kort en kontrovers, som uddybes, hvis man googler Dina Schutz. I 2016 malede hun værket ”Open Casket”. Motivet byggede på portræt af en død sort kvinde, som var blevet myrdet 60 år tidligere. Det var Ikke politisk korrekt for en hvid kvinde at simulere medfølelse med sorte, skrev bl.a. en sort kritiker dengang. Det er svære tider nu, og derfor må man faktisk få ekstra respekt for den amerikanske kvinde, der maler som gjaldt det livet og trodser tidens ofte mærkelige påbud.
Googles mere om Dana Schutz kan det læses, at for få år siden opnåede et af hendes tidlige værker fra 2004 en auktionspris i NYC hos Sotheby’s på 4 mill. dollars.
Udstillingen kan ses til og med 11.6.2023.