Menu Luk

Spy

∗∗∗∗∗

Morsom agentkomedie.

Det kan ikke vare længe før den britiske skuespiller Jude Law får tilbudt tjansen som den nye James Bond. I Spy spiller han agenten Bradley Fine, en rolle han passer perfekt til. Law har udseendet, arrogancen og charmen, og så har han ligesom Bond licence to kill.  Det er imidlertid ikke Fine, der er hovedkarakteren i Spy, en action komedie, der er stærkt inspireret af Bond filmene. Det er derimod Melissa McCarthy, som spiller agenten Susan Cooper, et rent naturtalent for komik og timing.

Cooper er en højtuddannet CIA- analytiker og kvinden, der via nettet guider agenter, når de skal ud på farlige missioner. Hun arbejder for Fine og advarer ham mod de farer og skurke, som hun virtuelt kan se på sin skærm, men han ikke i virkeligheden. Hun er hemmeligt forelsket i ham. Han vælter sig i smukke og langbenede kvinder, og værdiger ikke den overvægtige Melissa et blik. Han har imidlertid dyb respekt for hende faglige kunnen. En dag forsvinder han på en af sine missioner.   Melissa er sønderknust. Der skal findes en ny agent, der kan gå under cover og påtage sig at fuldføre den mission Fine var i gang med.

Foto: Foxfilm.dk

Nålen peger ikke just på Melissa, men da den kvindelige chef finder ud af, at Melissa er bedre uddannet end de mandlige agenter på jobbet og tilmed har en stor erfaring, efter i flere år, at have guidet Fine rundt på missioner i hele verden, får hun jobbet.

Der er bare det ved det, at jobbet viser sig ikke at være nær så glamourøst, som da Fine bestred det. Hun bliver tvunget til at gå undercover med forskellige knap så flatterende identiteter, herunder en fraskilt husmor og en skolelærer. Hun bliver udstyret med paryk, pepper spray og afføringsmidler, og så går det ellers nærmest på Olsenbanden manér over stok og sten i Paris, Rom og Budapest.

Foto: Foxfilm.dk

McCarthy er rigtig sjov. Hun spiller kvinden, der lige fra barndommen har lidt af mindreværdskomplekser, hvilket hun bl.a. kan takke sin mor for. I  just hear my mom´s voice. Give up on your dream Susan. She used to write that on my lunchbox, siger hun et sted i filmen. Hun er klassens tykke pige, og vi føler med hende, men på trods af alle sine komplekser fornemmer vi, at hun er stærk som en okse. McCarthy, er komiker og kendt fra både film og tv-serier. Hun har tidligere arbejdet sammen med filmens instruktør Paul Feig på filmkomedierne Brudepiger(2011) og The Heat(2013). Senest har vi set hende i komedien Vincent (2015). Hun er mester i slapstick og bidende ironisk. Hun kan godt minde lidt om den amerikanske komiker Roseanne Barr, der havde sin egen sitcom Roseanne(1988-96) om arbejderklassens livsvilkår, og har spillet med i mange filmkomedier og tv-serier.

Filmens anden trækplaster er Jude Law. Han begyndte sin skuespilkarriere allerede som 12 årig og spiller både med i teater, film og tv.  Han har vundet et hav af priser og er blevet nomineret to gange til en Oscar. I Spy ser vi en ny side af ham. Denne gang som actionhelt. Han har glimt i øjet og sans for timing, hvilket kommer til udtryk flere gange i filmen.

Visuelt er Spy en teknisk imponerende film.  Jeg kunne godt forestille mig, at der inden længe kommer en Spy 2 med samme cast. Etteren er underholdende, munter og fuld af action. Så hvorfor ikke?

Trailer:Foxfilm.dk

Instruktør: Paul Feig

Premiere: 4. juni 2015