Menu Luk

Spektakelven – turnéforestilling for de mindste.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Spektakelven  – turnéforestilling for de mindste.

Poetisk forestilling for de mindste på 4-10 år – hvor både ører og øjne glæder sig.

Det er simpelthen en lille smuk perle, som scenografen Gøje Rostrup har skabt med ny musik af Kristoffer Rosing-Schow.   ”Spektakel-ven”– er den lidt for finurlige titel, men ellers er alt godt og forklarende til en nødvendig grænse, hvor poesien og det ordløse sætter ind. For undertitlen lyder: ” En ordløs forestilling om at finde sin egen stemme”.

Spektakelven- af Gøje Rostrup. Foto: Thomas Petri.

To dansere skaber den ene muntre scene efter den anden i meget forskellige kostumer, hvor det er en glæde at se med hvilken konsekvens, hver dragt er skabt med fine detaljer. Uanset om det er et fantasiinsekt eller en lidt for brutal sort figur, en myre, måske, på høje koturner, er alt delikat.

Spektakelven- af Gøje Rostrup. Foto: Thomas Petri.

Egentlig er fortællingen blot, at to væsener kommunikerer, uanset om de er fugle, væsener, eller måske ligefrem mennesker. Oprindelsen er underordnet. For forestillingen er en fremadskridende tagfat-leg om livet for de mindste, men dog ikke blebørn.

Musikken er behagelig, indspillet på bånd og svær at kategorisere, lidt fusionsagtig, men hele tiden harmonisk og aldrig irriterende. God for voksne ører og forhåbentlig også for små ører.

Spektakelven- af Gøje Rostrup. Foto: Thomas Petri.

”Spektakelven” er ikke virkelighed, men følelser, nysgerrighed, snakkesalighed, samværstrang og små komiske situationer hentet fra dagligdagen.

Hvis teatermagi og teaterkommunikation skal koges ned til 40 minutter og være en introduktion til fremtidens oplevelsesmuligheder, må denne lille forestilling være ideel for alle børn.

Forestillingen fortjener et stort publikum, for jeg er sikker på, at ethvert barn som har oplevet de to dansere i de spektakulære dragter med den tilpassede musik vil være tilskyndet til at kaste sig ud i nye oplevelser. Siden hen vil de forstå mere af teatrets magiske verden.

SCENOGRAF, KOSTUMEDESIGNER OG
PRODUCENT Gøje Rostrup
KOREOGRAF Gunilla Lind
KOMPONIST Kristoffer Rosing-Schow
DANSERE Shuli Nordbek Azoulay & Josefine Elna Ibsen
DRAMATURGISK KONSULENT Joan Rang
SCENOGRAFASSISTENTER Maria Buch, Amanda Vesthardt & Ida Neuchs Thomsen
IDÉ Gøje Rostrup

Mere om forestillingen: