∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Sort samvittighed #4 på Betty Nansen Teatret.
Gå trygt i Betty Nansen Teatret, både mænd, kvinder m.m. Sort Samvittighed er nemlig fortsat vanvittigt sjove uden at være irriterende eller militante rødstrømper, de er blot satiriske.
Kunstnerkollektivet Sort Samvittighed er noget helt specielt. Det var de for 17 år siden, da de kom frem som små spejdere i et Anne Linnet-univers og senere, hvor de optrådte som ens Tove Ditlevsen’er. Anno 2024 er Sort Samvittighed fortsat noget særligt i dansk teater.
Til stadighed har gruppen bevaret sin særegenhed i en unik blanding af kvindekamp, ironi, musikalitet og grotesk visualitet. Og måske er det denne specielle cocktail, der gør forskellen.
Denne gang står 6 kvinder på scenen. De fleste er gengangere og det samme med instruktør, komponist, scenograf og koreograf, så man kan trygt læne sig tilbage i teatersædet. Der er styr det meste. Selv om hver scene balancerer på en ikke ufarlig grænse imellem det pinlige og det grotesk morsomme, klarer alle kvinder udfordringerne.
Den gamle ”ansigtsmaske” er bibeholdt med ekstreme påmalede øjenlåg. Det er godt, for så er vi hjemme hos ”Sort Samvittighed”. Derimod er teksterne denne gang måske ikke så fornyende som tidligere. Det er vist den eneste anke over et show, som er så ironisk og lattervækkende.
Substansen er stærk og fornyende i begyndelsen af forestillingen, men ender med at være noget udvandet. Teksterne forsvinder, selv om mange mere eller mindre kendte digte af kvinder indgår i de ny/omskrevne tekster. De står ikke skarpt, og ligeledes får den musikalske del slagside til den gamle kvindekamp i ikke mindst 1970erne. Dengang greb en frontkvinde ofte guitaren som hovedinstrument, og kampsangen kunne istemmes. Men det blev lidt ensformigt med tiden.
Men der er så mange vittige påfund, at alt tilgives. Det kan dog være svært at se en fremtid for kollektivet på det kunstneriske plan. Hvordan vil de kunne give vitaminer til indholdssiden? Det visuelle blomstrer og er en fryd i en komplet uforudsigelighed.
Forestillingen åbner med et lidt gammeldags anegalleri på en væg – naturligvis kun kvindehoveder, sexbomber og det modsatte. Ind ad døren, baglæns, lister kvinderne, der synes som store dukker, fordi de ens klædte. Stilen er lidt tysk 1950eragtig(?) med grøn/blå læggede nederdele, ens grotesk makeup, ens sorte parykker med opkrøllet pandehår, brune skjorter og rød silkeklud i halsen.
Siden er de flinke inden for flokken, hjælper hinanden over usynlige forhindringer, og snart er de i et hjemligt køkken anno måske 1950. Her kommer aftenens bedste replik (i mine gamle husmoderører): I en lang svada om husmoderens trængsler og gøremål lyder det lankonisk: ”Det bedste ved pasta er, at den ikke skal skrælles”.
Hele det moder/husmoderunivers, som rulles op, er vittigt, lige på kornet og perfekt eksekveret. Siden fortsætter legen og bliver mere grotesk i semi-batman udstyr for at ende i lidt gospelsang med ens guitarer. Vilde tableauer. Kollektivet når også en tur rundt om gamle mænd med lange sorte skæg og ditto hårpragt.
Det musikalske er noget for sig selv anført af Jeanette Albeck, men de andre kan også både synge og spille på instrumenter, eller i hvert fald på tromme.
Det er et ualmindeligt livgivende kvindeshow, som er enestående ved hverken at moralisere eller klynke, men tværtimod underholde på baggrund af uendelige resurser af ikke mindst visuel fantasi.
MEDVIRKENDE
Jeanett Albeck, Rikke Bilde, Tilde Maja Fredriksen, Kitt Maiken Mortensen, Signe Egholm Olsen, Leila Vestgaard
INSTRUKTION OG ISCENESÆTTELSE / Elisa Kragerup
KOREOGRAFI OG ISCENESÆTTELSE/ Signe Fabricius
SCENOGRAFI OG KOSTUMEDESIGN/ Ida Marie Ellekilde
KOMPONIST, SANGTEKSTER OG MUSIKALSK ISCENESÆTTELSE/ Jeanett Albeck
EXECUTIVE MUSIKPRODUKTION OG LYDDESIGN/ Steffen Breum
LYSDESIGN/ Christian Alkjær