Af Ulla Strømberg.
Sommerserie om danske Museer, nr. 8. Frilandsmuseet i Sorgenfri.
Bondegårdsidyl med masser af grønne arealer!
Selv om det er mindre end 20 km væk fra København, er Frilandsmuseet en landlig oase, som er værd at huske på, hvis man en dag er træt af bilstøj, racercykler og mennesketrængsel på diverse fortove. Men mennesker er der sandelig også på Frilandsmuseet. Storfamilier i alle aldre boltrer sig højlydt i naturen, hvor børnene løber rundt og klapper dyr eller deltager i de mange aktiviteter, som museet i skoleferier ryster op med. Denne familieorientering synes lige nu så markant, at man har svært ved at forstå, at Frilandsmuseet er en del af Nationalmuseet og dermed underordnet Kulturministeriets stramme regler for, hvad et museum skal yde for at gøre sig fortjent til at være en statsstøttet kulturinstitution. For her gælder det jo indsamling, registrering, konservering, forskning og formidling – og helst hele tiden. På Frilandsmuseet er børnefamiliens tarv lige nu sat i højsædet, og den informationssultne voksne besøgende er glemt. Det er meget mærkeligt og synd og skam.
Frilandsmuseet er, på trods af ekstrem mangel på information, ganske mageløst, og man kan ikke andet end at blive glad ved at gå fra gård til gård.
De 50 gårde
Siden 1901 har museet modtaget og genopbygget mere end 50 gårde og husmandssteder og lignende bebyggelser fra hele Danmark og sandelig også fra de tidligere besiddelser. Derfor kan man både opleve spændende og smukke gårde fra Nord- og Sydslesvig og flere bygninger fra Skåne og Småland(?).
Museet var oprindelig koncentreret om tiden 1660 til 1848 – fra enevældens tid, men i dag synes sluttidspunktet mere flydende. På det 40 ha store areal gemmer sig en vis geografisk logik bag placeringen af de mange spændende gårde. Midt i det hele ligger den smukkeste mølle, Fuglevad Mølle, som faktisk er født, dvs. bygget, på stedet i 1832. Allerede i 1906 ophørte møllen med at fungere, og i 1937 blev hele herligheden en del af Frilandsmuseet. Møllen knejser stolt mod himlen.
Tæt på ligger en gård fra Sydslesvig. Bygningen er et såkaldt ”hallehus” med et stort, centralt rum for både mennesker og dyr. Bygningen er fra slutningen af 1600-tallet og genopført i Sorgenfri i 1900-1901, dvs. et af de allerførste huse på den nyerhvervede jord. Smukt og anderledes.
Der er nok at glædes over ved en vandring fra gård til gård. Man kan gå på opdagelse i fortidens byggeskik og undre sig over, hvorfor vi fravalgte en ”klassisk” boligform og i dag er endt med de utallige ”fladtagede” parcelhuse, hvor den grønne natur ofte er banket ned i et par dekorative potter.
Foran og ved siden af mange af gårdene er der små prydhaver og køkkenhaver. Ved mit seneste besøg havde jeg svært ved at finde husdyr, men de er der, i hvert fald som underholdning for børnene – vel at mærke mod ekstra betaling: 25 kr. for en kort ridetur!
Flere af husene er åbne, og man kan se mørke (lettere snuskede) interiører med mange gamle alkover og rustikke træstole. Rummene synes desværre at mangle en kærlig hånd og har nok stået ubemærket i nogle årtier. I øvrigt var ingen opsynsmænd synlige.
Den manglende information
Museet synes at mangle fokus på eller interesse for det voksne publikumssegment. Der er ingen introduktion til museet, ingen brochure med basal information om museets historie. Kun et kort over området med numre og oplysning om hver bygnings navn og oprindelsessted (men uden årstal) – og ude i terrænet er der kun et ofte skjult skilt om husets oprindelse. 3-4 linjer højst. Det er for lidt.
Det viser sig dog, at museets hjemmeside rummer mange oplysninger om de enkelte bygninger. Men det kan vel ikke være meningen, at man skal gå rundt med snuden nede i mobiltelefonen for at hitte ud af museumsgenstandenes oprindelse!
Museets opståen
Frilandsmuseets opståen er en god historie med udspring i de såkaldte folke- og friluftsmuseer.
Heldigvis har den foretagsomme direktør på Frilandsmuseets pendant i Jylland, Købstadsmuseet Den Gamle By i Aarhus, Thomas Bloch Ravn, for få måneder siden begået en meget fin og oplysende bog om museer, ”Museer til Folk”, anmeldt her i Kulturkupeen: https://www.kulturkupeen.dk/museer-for-folk-af-thomas-bloch-ravn-dir-for-den-gamle-by/ . Bogen rummer også baggrunden for Frilandsmuseet.
Bag Frilandsmuseet stod i slutningen af 1800-tallet den iderige Bernhard Olsen, der havde arbejdet med teater og bl.a. i 20 år været kunstnerisk direktør i Tivoli. Han var inspireret af foretagsomme mænd i Stockholm og ikke mindst de store verdensudstillinger og skabte til ”Kunst – og Industriudstilling i København, 1879”, en række folkloristiske interiører. De blev første skridt mod permanente udstillinger af fortidens interiører og siden hen hele bygninger, fra både landdistrikter og købstæder.
I 1897 åbnede et lille museum ved Kongens Have med Bernhard Olsen som primus motor, men pladsen var for trang, så allerede i 1901 blev Frilandsmuseet i Sorgenfri en realitet.
Fra starten var der kræfter, der ville have indsamlingen af genstande og bygninger styret af Nationalmuseet. Få årtier efter blev Frilandsmuseet derfor underlagt det statslige Nationalmuseet. Den gamle By i Aarhus forblev uafhængig.
Museet lægges sammen
Set udefra synes det som om de mange museumssammenlægninger i Danmark gør de enkelte museer mindre personlige. Der synes at mangle ”ejerskab”. I stedet halser de sammenlagte museer ofte efter seneste mode dikteret af Kulturministeriet. Det er synd og mærkes flere steder. Jeg har allerede skrevet om det i forbindelse med Vejle Kunstmuseum, Jeg følte det på Tirpitz, som hører under Vardemuseerne, og mon ikke Brandts i Odense, der i dag også består af det gamle Fyns Kunstmuseum, kender til problemer med sammenlægninger.
Nationalmuseets store, sammenbragte familie
Nationalmuseet har i dag 20 underafdelinger i form af tidligere uafhængige museumsinstitutioner rundt omkring i landet, bl.a. Krigsmuseet, det tidligere Tøjhusmuseet, og Vikingeborgen i Trelleborg, for at nævne nogle yderpunkter. Det hele styres fra Frederiksholms Kanal. Her er øverste chef i dag den mediekendte Rane Willerslev. Og sjovt nok tonede han frem på tv-skærmen få timer efter, at jeg havde været på Frilandsmuseet. Og som jeg sad og tænkte på den manglende formidling og skriftlige information derude i Lyngby og undskyldte museet med, at det nok havde travlt etc., var den ”multitaskende” museumsdirektør sandelig også blevet brevkasseredaktør på TV2 og rådgav et forældrepar, der ventede et barn.
At Frilandsmuseet lige nu mangler lidt ”ejerskab” skal ikke ødelægge glæden ved de interessante gamle (genopførte) huse og gårde. Så alt andet lige kan et besøg varmt anbefales.
https://natmus.dk/museer-og-slotte/frilandsmuseet-det-gamle-danmark/