Af Ulla Strømberg.
Clay Keramikmuseum Danmark i Middelfart.
Clay er et forholdsvis nyt museum – og navnet er endnu yngre. Oprindelig var det bare Keramikmuseet, som åbnede i 1994. I 1997 fik museet en rigtig direktør i Lise Seisbøll, som fik gjort museet til en vigtig institution, som siden har modtaget store donationer – både i form af penge og ikke mindst gaver, bl.a. fra de store keramiske fabrikker og samleren Erik Veistrup. I 2015 fik museet en avanceret underjordisk tilbygning. Til ære for den oprindelige initiativtagergruppe Clay Today tilbage i 1990, blev navnet nu Clay, der som bekendt er den engelske betegnelse for ler.
Uanset eventuelle indvendinger imod navneskiftet er det et dejligt sted. Den smukke, velholdte, mørkerøde villa, Grimmerhus, tegnet til en rigmand af arkitekten Johan Daniel Herholdt (1818-1902), er stadig hjertet i museet. Herholdt var historistisk i sin stil, dvs. han lånte fra andre stilarter og forfinede detaljerne, bl.a. i det gamle universitetsbibliotek i København og i den hedengangne københavnske Nationalbank, som var flot og pompøs, men blev tromlet ned af bulldozere. Heldigvis står rigmandsvillaen i Middelfart stadig i al sin prompt og pragt, selv om huset i mange år fungerede som pensionat, før keramikerne tog over.
Indgangen sker via det gamle hus, og så skal man nedenunder for at komme til de nye store udstillingsrum samt til cafeen.
Denne sommer er der to særudstillinger:
Carl Henning Pedersen (1913-2007) – Lerets billedmager. På baggrund af en donation fra kunstnerens enke har museet modtaget 34 keramiske værker. Det er blevet til en sprudlende opvisning af adskillige keramiske fade og figurer, hvor billedkunstnerens sjove former ikke fornægter sig. På væggene hænger oliemalerier, der supplerer den fabulerende eventyrverden, som Carl Henning Pedersen bevægede sig i.
Totem . med Cathrine Raben Davidsen (1972). I perioden 2017-19 samarbejdede Cathrine Raben Davidsen med Royal Copenhagen, og resultatet vises med en lang række store vaser og masker, flot sat op i et meget dunkelt rum. Det er mørkt og dystert og passer til overskriftet ”Totem”. På væggene hænger både oliebilleder og tegninger af kunstneren. Uden at forklejne det keramiske synes billederne mere selvstændige. Det er tilsyneladende svært at skabe en unik stil i karamik.
I museets ”Skatkammer” ses det, som de fleste gæster måske allerhelst vil møde: en smuk kronologisk udstilling af dansk porcelæn og keramik. Udstillingen bygger bl.a. på den store donation på mere end 55.000 værker fra Royal Scandinavia , som bl.a. dækker over Den Kongelige Porcelainsfabrik m.fl.
Der vises også nyerhvervelser. Men den dag, jeg var der i juli, 2020, var der så mange mennesker, at det var svært at hitte rede i de forskellige, mindre rum.
I museumsshoppen kan der købes traditionel keramik.
I parken er der naturligvis også store keramiske værker. Mest iøjenfaldende er måske Peter Brandes’ enorme vase, som er 4,68 cm høj. Også figuren ”Pottemageren”, ligeledes af Peter Brandes, fra 2017, er bemærkelsesværdig. Smukt er der i parken, og hvis solen skinner, må der være underskønt.