Af Ulla Strømberg.
Sommerserie om danske Museer, nr. 4:
Nivaagaards Malerisamling.
Nivaagaards Malerisamling er det lille charmerende kunstmuseum nord for København. Skiftende særudstillinger og den interessante faste samling har gjort museet til et godt udflugtsmål. Også cafeen og den smukke rododendron-have samt Øresund i nærheden har en magnetisk charme.
Men da rummene er forholdsvis små og lavloftede, er corona-krisen en udfordring, som dog varetages med et smil. Der skal derfor bestilles tid/billet på nettet forud for et besøg, men husk, at det for tiden er til halv pris.
Historien bag museet ligner flere af de andre små kunstmuseers. En lokal rigmand, Johannes Hage, samlede på kunst og fik allerede i 1908 tilladelse til at åbne dørene for offentligheden. Det er en fascinerende lille samling, der rummer værker fra det store udland og vores hjemlige guldalderfolk, bl.a. det kendte Rembrandt-billede med den mørke dame med den lidt ”yngre” hånd – og Bellinis smukke mand samt den gedigne dansk kunst med guldaldermalerne.
Men var det ikke for de gode særudstillinger, ville der nok ikke være så mange besøgende. Tidligt i februar åbnede en sjov og farverig udstilling med værker af forfatteren og maleren Hans Scherfig. Masser af dyr spankulerer rundt på de mange lærreder. Udstillingen fik 5 stjerner her på kulturkupeen.dk og er forlænget til september.
Der er netop åbnet en mere alvor udstilling skabt af den dansk/ vietnamesiske kunstner Danh Vo. Han er ellers en sjælden gæst i Danmark, bor i Tyskland og udstiller over det meste af verden.
Da han er opvokset i Nivå, har museet indgået en treårig aftale med ham. Den nye udstilling i museets ”tempel”, som var den første udstillingsbygning, er nu åben for publikum.
Danh Vo har kurateret mange udstillinger, bl.a. i Venedig under Biennalen i 2015, hvor han også var den officielle danske repræsentant. Her i Nivå viser han et par egne værker og endnu flere fra sin egen samling. Det er primært minimalisme, eller ”manifestationer” – dvs. værker, hvor kunstneren måske vil udtrykke et politisk budskab, så materialet kan være ”readymade”. Her tæller også et værk som står i et hjørne med tilfældigt placerede lykkekager op ad væggen ved siden af en skulptur. Det ser smukt ud – ikke mindst på billeder. Og værsgo’ publikum må gerne tage en indpakket kage. Derved forandrer værket form i takt med at flere og flere tager en kage. Værket er fra 1990 af den nu afdøde Felix Gonzalez-Torres (1957-1996). ”Untitled” (Fortune Cookie Corner) er lige nu blevet genopstillet af 1000 forskellige mennesker over hele kloden, og en af dem er altså Danh Vo. Allerede i begyndelsen af juli tages værket væk.
Hos Danh Vo er der altid mange parallelle fortolkningsmuligheder: nationale, kønspolitiske eller måske religiøse referencer. Danh Vo blander kulturerne og er dermed også som kunstner repræsentant for den nye multikulturelle verden, hvor alle grænser skulle være borte, men hvor sjælen og sindet måske for stedse er forankret i barndommens værdier. På hans udstilling ses bl.a. et lille billede, der viser Mina Lisa på et spillekort – skabt af den berømte dadaistiske kunstner Marcel Duchamp (ham med toiletkummen fra 1917). Andre historiske værker fra det 20. århundrede, bl.a. Power up fra 1965 af Sister Corita Kent (1918-1986), der viser tilbage og frem og minder om CC’s aktuelle udstilling: “Manifestations”.( Se anmeldelse på Kulturkupeen.dk).
Hvor Scherfig-udstillingen er vel formidlet kniber det med denne, nye udstilling. Nok er der en lille planche i modsatte ende af indgangen og så skilte ved værkerne – blot med navn på kunstnerne. Det er alt. Men det er bare ikke nok. Ved åbningen gik flere af stamgæsterne hvileløst rundt og ledte efter ”en dåseåbner” til konceptkunsten. I stedet fandt de en velkomstdrink udenfor.
Men det er sådan med den slags udstillinger: kuratorer og lignende godtfolk klapper i hænderne og får en masse ud af værkerne. Mens ikke så kunsthistorisk velbevandrede har brug for forklaringer og referencer. Dem må museet ikke være karrig med. Ellers bliver det kunst for kunstens egen skyld – og det går vist ikke i denne socialdemokratiske æra, vi lever i lige nu. I øvrigt kan det ikke være så svært på få linjer at sætte de forskellige værker ind i en kulturhistorisk kontekst.
Men uanset disse små indvendinger: afsted til Nivaagaard for kunsten, cafeen og beliggenhedens skyld. Og så er det halv pris de næste 6 uger. Scherfig-udstillingen slutter 6.9.2020.
Kære Ulla,
Det er Danh Vo der har ønsket at hans udstilling ikke skal formidles udover kunstnerens navn, og det har museet accepteret.
Christen
Tak for oplysningen. MVH ulla