Menu Luk

Sommerglæder (4): i Nordsjælland – på Kronborg og i gaderne.

Anbefalet af Ulla Strømberg.

Sommerglæder (4) i Nordsjælland: Gadefestivalen Passage, Shakespeare-spil på Kronborg  og Metropolis i Kbh.

Foto: US.

Passage – Helsingørs tilbagevendende internationale gadeteaterfestival er i gang og varer til d.4. august.

To granvoksne mænd med mørkt overskæg i stramme træningsdragter og små mønstrede svømmehuer er hovedattraktionen ved dagens gadeteater i Hornbæk. Nogle få rekvisitter supplerer udstyret: en blå babysvømmepøl, en lille plasticfisk og et par stykker tyggegummi. Det er alt. Og så er det ellers om at finde på gakkede attituder og fjogede, infantile stemninger. For sådan er gadeteater. Der er sjældent tekst,  som oftest  sjov musik, men vigtigst: et par klovne fra enten nycirkus-traditionen eller vaskeægte gøglere.   Foto: US.

I løbet af festivalen vil der være masser af bud på gadeteatergenren. Så det er bare om at gå på opdagelse og vælge til eller vælge fra, for ikke alt er lige godt – siger jeg efter et par oplevelser.

Find vej til forestillingerne efter plakater i byerne, annoncer i lokalpressen eller via hjemmesiden: www.helsingor-teater.dk/passage-festival-1944/

Foto: US.

Adgangen er som regel gratis, for det hele foregår jo ude i byrummet. Som regel er mindst halvdelen af publikum voksne, modne mennesker, som kan forstå og le ad alle løjerne. Men tæt på spillepladsen sidder på bænke eller direkte på den hårde jord de små gidsler: børn fra 10 år og nedefter.

Foto: US.

Passagefestivalen har fundet sted siden 2003 og har også en smuk ambition om at binde Helsingør og Helsingborg sammen. I år startede løjerne i Hälsingborg og er nu rykket til dansk jord, både inde i Helsingør by – og rundt i kommunen.

Kan opfordre alle til selv at checke, hvad og hvor, og lige nu er det stadig så varmt, at selv et strandbesøg kan synes trivielt. Så er en langhåret klovn i en nusset militæruniform med en ukulele i hånden  måske en god adspredelse.

Hamletscenen. Pressefoto.

HAMLETSCENEN

Helsingør Kommune er ambitiøs på det kulturelle område. D.1. august starter årets Hamletfestival for voksne og tænksomme sjæle.

Årets ”Hamlet” er på kinesisk, Hamlet – The Revenge of Prince Zi Dan, men der vil være nok for øjet, for kinesisk teater er altid et bombardement af farver og eksotisk musik. Forestillingen blev produceret direkte til Kronborg tilbage i 2005 af The Shanghai Peking Opera Company.  Den danske presse var dengang begejstret, og nu kommer produktionen tilbage. Der spilles fra d.1.8. til og med d.4.8.

Hamlet på kinesisk. Hamlet, the revenge of prince zi dan. Pressefoto.

Fra d. 8. august er der tysk Shakespeare-koncert: Searching for William med skuespiller og sanger Christian Friedel i front med bandet Woods of Birnam. Forstillingen har allerede vundet genklang mange steder. Der loves flere shakespeare-figurer på scenen: den tvivlende Hamlet, den magtliderlige Macbeth og den lumske drilleånd Puck fra ”En Skærsommernatsdrøm”. Det er nok sjovest for Shakespeare-kendere, men der er tid til at sætte sig in i skuespillene inden.

SEARCHING FOR WILLIAM BY WOODS OF BIRNAM. Pressefoto.

Årets tredje tilbud er en ny egenproduktion med både dans, musik og tekst: Shakespeare in Concert  med bl.a. et par dansere fra Det Kongelige Teater: Susanne Grinder og Jon Axel Fransson, musikken ved bl.a. trombonist og komponist Elias Faingersh,  Dania Brass Ensemble og kontratenor Valdemar Villadsen. Instruktionen står Lars Romann Engel for, manden der også bestyrer HamletScenen.  Der spilles 3 dage, d.15.17. august.

METROPOLIS

9000 steps  er titlen på en vild danseforestilling, og der loves et  forførende danseritual i daggry eller skumring, som finder sted på forskellige lokaliteter. Lige noget for dem, der ikke kan sidde stille. Det foregår flere steder i København og er organiseret af Metropolis.

Metropolis. KBH. 9000 steps. Pressefoto.

Tirs. 31. juli kl. 19.30 – Naturpark Amager
Ons. 1. aug. kl. 07.30 – Naturpark Amager
– Mødested: Naturcenter Amager, Granatvej 3-15, 2770 Kastrup. Derfra cykler vi 15 min. til spillestedet.
– Har du ingen cykel, kontakt infokit.dk

 

Tors. 2. aug. kl. 20.30 – Ofelia Plads
Fre. 3. aug. kl. 07.00 – Ofelia Plads

– Kvæsthusbroen, 1250 Kbh. K

 

Lør. 4. aug. kl. 20.30 – Amager Strand

Søn. 5. aug. kl. 07.00 – Amager Strand

– Amager Strand Promenaden, ved Lagunebroen, mlm. strandstation 3 og 5

GRATIS

Check hellere hjemmesiden: http://www.metropolis.dk/9000-steps-joanne-leighton/

Kronborg: http://hamletscenen.dk/da/

Passage: http://www.helsingor-teater.dk/passage-festival-1944/