Menu Luk

Sommergæster på Aalborg Teater.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

”Sommergæster” af Maxim Gorkij i interessant semiabstrakt iscenesættelse på Aalborg Teater.

”Sommergæster” i Aalborg kunne også hedde “selskab omkring en svømmepøl”.  Stykket  spilles ikke så ofte herhjemme, men den ugidelighed og tillige defokuserede attitude, som gæsterne demonstrerer i stykket, er ganske aktuel i en tid, hvor det danske samfund er ved at blive splittet op i markante fraktioner.

Sommergæster.Aalborg Teater. 2021. Pressefoto: Catrine Zorn.

Aalborg Teaters direktør, og her iscenesætter, Hans Henriksen, gør derfor ret i at tage Gorkijs skuespil fra 1904 frem og sætte værket ind i moderne rammer. Her benyttes i øvrigt den bearbejdelse, som blev næsten ikonagtig i 1970erne, hvor instruktøren Peter Stein og dramaturgen og dramatikeren Bottho Strauss i årevis fejrede triumfer inden for tysk og europæisk teater. Vi var lidt rystede dengang, hvor muren stadig var en realitet og verdenskrige og den russiske revolution fortsat rumlede i baggrunden. I 2021 ved vi mere, men rummelen er ikke stilnet af, det sker bare nye steder og på andre præmisser. Samtidig er vi i dag vidner til  et vellevned, som siger spar to. Se blot på folks sommerhuse, store biler med overflødige hestekræfter, ferievaner og champagneparties.

Det var sådan noget Gorkij så på med foragt, mens kollegaen Checkhov blot noterede sig levevisen.

Sommergæster.Aalborg Teater. 2021. Pressefoto: Catrine Zorn.

Med hjælp fra den schweiziske scenograf Serge von Arx og kostumedesigner Nina von Arx ses en næsten surreel scene, hvor der blot er skærme, for kraftigt hvidt lys og personer i moderne pastelfarvede sommerdress omkring en svømmepøl. Det er sjovt og effektfuld tænkt, selv om der går lang tid, før det går op for mig, at der er vand på scenen. Det kan man ikke se fra gulvet.

Stemningen  er denne ulidelige lethed med henkastede bemærkninger  og ingen overstrømmende glæde over for noget i tilværelsen. Alle står eller går rundt, som var det en selvfølgelighed at være gæster hos den velhavende advokat. I hjemmet er der forskellige hierarkier i selskabet, hvor ikke mindst digteren har højstatus, mens de socialt progressive ikke tæller med, men anses for naive.

Sommergæster.Aalborg Teater. 2021. Pressefoto: Catrine Zorn.

Som jeg tidligere har beskrevet, er skuespillerensemblet på Aalborg Teater specielt, fordi det er eminent til moderne samfundsdramatik, men haltende, når det kommer til klassikere.  Og Gorkij kræver præcision og akkuratesse i sprogbehandlingen. ”Sommergæster” udspiller sig blandt veluddannede, småkrukkede samfundsborgere, der er vant til at udtrykke sig nuanceret, og for de flestes vedkommende evner kunsten at konversere. Derfor bliver det lidt halvkvalt, når talestrømmen ikke er flydende, moduleret og ind imellem også dynamisk.

Det bliver ganske kontrastfyldt, når Annika Johannessens sprog faktisk er for velartikuleret, selv om det hen ad vejen fungerer i forestillingen. Hun spiller lægen, der gerne vil udrette noget nyttigt og i øvrigt er forelsket. Men konstellationen med Evrim Benli fungerer slet ikke scenisk.  Heller ikke værtsparret, den rige advokat, spillet af Lars Topp Thomsen, og hustruen, her kaldt Barbara, spillet af norske Maria Henriksen, falder i hak. For hvem er hun, her med et andet sprog midt imellem norsk og tyrkisk(?). Ovenikøbet er en af figurerne hendes bror, som på scenen taler pære dansk. Det går bare ikke, hvis der ikke er en pointe i de formelle sammenstød.

Men så er der heldigvis skuespilleren Marie Knudsen Fogh, der endnu engang på talentfuld og overbevisende måde formår at skabe en lyslevende figur på scenen. En frustreret kvinde, med for mange børn og et varmblodigt, fysisk behov,  der kan ses og høres. Her er spillemæssigt overskud. Applaus. Heldigvis er der flere andre, der har fat om sproget, men det er som om, det ikke interesserer Aalborg Teater så meget for tiden. Det er synd. Uden sprog – intet teater i klassisk forstand.

Sommergæster.Aalborg Teater. 2021. Pressefoto: Catrine Zorn.

Den repertoirelinje, som norske Hans Henriksen kører på teatret, er interessant, anderledes, og hvis forestillingerne kommer i synk med skuespillerne, vil de være et stort tilskud til det danske teaterniveau lige nu.

Med “Sommergæster” er linjen lagt. Næste gang kan det måske være nogle af de halvtidlige stykker af Lars Norén, hvor der spilles mondæn, eksotisk  popmusik og drikkes masser af vin og sprit. Så mens kedsomheden og utilpasheden breder sig, skændes ægteparrene om alt og intet.

Sådan er det sikkert mange steder, og i hvert fald hos sommergæsterne i Aalborg, der med nogle sproglige justeringer og præciseringer vil kunne fange endnu flere publikummer.

Maxim Gorkij i en sceneversion af Peter Stein og Botho Strauss

På rollelisten:

Lars Topp Thomsen, Kathrine Høj Andersen, Annika Johannessen, Maria Henriksen, Evrim Benli, Martin Ringsmose, Karla Rosendahl, Steffen Berenthz Eriksen, Marie Knudsen Fogh, Østen Borre Simonsen, Line Nørholt, Jørgen W. Larsen, Thomas Kristian Bek og Janus Bakrawi.

Oversættelse fra tysk
Jens Christian Lauenstein Led

Instruktør
Hans Henriksen

Scenograf
Serge von Arx

Kostumedesigner
Nina von Arx

Komponist, kapelmester, musiker
Lasse Bernt Sandkamm

Lysdesigner
Mia Willett

Lyddesigner
Kristian Berg

www.aalborgteater.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *