Kommentar af Ulla Strømberg.
Sommerdans på Ofeliaplads med Dansk Danseteater.
Skuffelse er den bedste overskrift for besøget på Ofeliaplads i København, hvor Dansk Danseteater huserer nogle få dage.
Skuffelse fordi regnen stoppede både den første, kortere dans, “When we break” og det store, nye værk ” BLOODY MOON”, samt skuffelse over Dansk Danseteater generelt.
Lad mig begynde med teatret. I flere år har kompagniet været kilometer væk fra at leve op til sit historiske navn: (Nyt) dansk danseteater, og det på trods af stor støtte fra kulturministeriet. Med chefskiftet sidste år begyndte et nyt håb at spire. Marina Mascarell viste et ældre værk ”Køter” for få måneder siden, og nu skulle et helt nyt værk fra hendes koreografisjæl danses, samtidigt med at den gamle tradition med sommerballet (for alle) skulle finde sted.
Det er blevet til få dage på Ofeliaplads, på yderste spids, afskærmet, for der kræves billetter. Nok er der også bænke og flere boder med mad og drikke, men kønt og hyggeligt er der langt fra, og da regnen kom, var det kun personalet, der kunne søge ly for dråberne fra oven. Vi andre måtte traske halvvåde væk til nærliggende restauranter.
En lille dans på en mindre scene skulle vist være ”dåseåbner” for publikum. ”When we break” af den brasilianske koreograf Renan Martins. Men sjældent har jeg kedet mig så meget, her til en mindre brydekamp (oplevede ingen koreografi) imellem en høj kvinde og en noget lavere mand i kostumer a la 2010: kedeldragter med lapper på og sneakers på fødderne. Et billede på tidens tendens, måske? Den stærke og ligeværdige kvindemagt, men nej. Hjemmesiden skriver, at det handler om at være queer! Dans, ballet eller et bud på tidens problemer var svært at hitte, og de omkringstående vagter/guider syntes også at kede sig så meget, at de måtte ty til underholdning på mobilen.
Så holdt regnen op, og årets store forestilling, hvor folk har faste pladser, blev vist. ”Bloody Moon”. Åh, disse fancy titler, som lover mere, end de holder. Hvornår stopper det? For det var en egal og velkomponeret næsten klassisk/moderne ballet uden handling. Kompagniet var i tidstypiske kostumer, dvs. med masser af flæser og kjoler, så kønnene igen var opløst. Med nydelige formationer til en meget raffineret elektronisk lydside kunne farverne dække det meste af spektret i den mørkere ende. Gode er danserne, og de formår at lade kroppen gå ud i nye attituder i en uendelighed.
Hjemmesidens tekst om årets program viser tilbage til filosoffen George Batailles værk: ”Eroticism”. Det er sikkert effektivt, når der skal aflægges årsrapport til ministeriet eller søges om penge i de store fonde. Men for publikum er det nok mindre vigtigt. For det, der opleves er snarere en form for kædedans end et ”sidste erotisk udkald”.
Den elektroniske musik var mere end nydbar og nærmest grundelementet og skabte dansens fortsatte rytme, men hvor det endte, ved jeg ikke. Regnen kom igen, og folk måtte forlade pladserne efter ca. 20 minutter.
Det kan undre, at det er en næsten klassisk/moderne koreografi uden handling, uden håndsrækning til et nyt publikum, der præsenteres på Ofeliaplads.
I øvrigt gav dansen mindelser om en gamle ballet, jeg erindrer. Var det ”Et kalkbillede”? ( fra 1960erne) hvor en kædedans, som den ofte er afbildet i danske kirkers kalkmalerier, havde inspireret. Sådan også her, blot i tyl og cross over.
Det er naturligvis mere end synd for Dansk Danseteater, at det danske sommervejr er så lunefuldt, og det er synd for publikum, der havde glædet sig til at genopfriske mødet med Dansk Danseteater. Det er synd for danseverdenen, at der ikke er sket mere med Dansk Danseteater, som altid bryster sig af at være spydspids. Men der skal mere til, ellers er der andre, mere dynamiske kræfter, som vil vise vejen, for heldigvis har vi fået flere nye tiltag: Festivalen “København danser”, Kammerballetten, og på Bellevue er de også tilbage med interessante tilbud og dansere i top. Alle aktiviteter henvendt til det københavnske publikum. Og snart åbner Dansehallerne igen.
Et stort minus i øvrigt, men som Dansk Danseteater ikke er herre over, er den nye udsigt fra Ofeliaplads. Her skæmmes det tidligere smukke udsyn af byggerier, bl.a. hos Mærsk med et enormt hvidt telt, og i går lå ved kaj tre kæmpestore flydende højhuse, som sejler turister rundt på krydstogter. Den gamle, charmerende havn er borte og ligeså er fornemmelsen af det åbne hav uden for havneindløbet.
When we break
Koreografi: Renan Martins
Dansere: Victor Pérez Armero & Alma Toaspern
Bloody Moon
Instruktør: Marina Mascarell
Koreografi: Marina Mascarell i samarbejdet med Jessica Lyall, Lukas Hartvig-Moller, Merete Hersvik, Bradley Waller, Lúa Mayenco Cardenal, Kristin Bjerkestrand, Leticia Silva, Yi-Shao, Amancio Gonzalez & Wolf Govaerts, Lola Potiron, Luca Tomaselli
Dansere: Jessica Lyall, Lukas Hartvig-Moller, Bradley Waller, Leticia Silva, Yi-Shao, Amancio Gonzalez & Wolf Govaerts, Lola Potiron, Luca Tomaselli, Nicky Daniels
Scenografi: I samarbejde med kompagniets dansere
Kostume design: Nina Botkay
Kostumier: Maria Ipsen
Musik: Yamila Rios
Percussion samples og recordings: Uffe Savery
Prøveleder: Patricia Pawlik
Sommerdans fortsætter få dage endnu –se mere på hjemmesiden.