∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Copenhagen Summer Dance 2016. Stemningen og omgivelserne er mindst 80 procent af oplevelsen. For det er et flot initiativ og viser også organisatorisk udholdenhed, at Dansk Danseteater med Tim Rushton i spidsen igen i år åbner for balletoplevelser i Politigårdens fascinerende indre gård.
Der kan købes billetter og også erhverves gratis adgang – hvis man orker at stå i kø – for det bliver man nødt til, da et stampublikum vender tilbage igen og igen.
Sådan bliver det også i år med et dramaturgisk fint sammensat program, der åbner med fløjtespilleren Michala Petri med egen komposition. Hun vender tilbage i anden halvdel og akkompagnerer to dansere fra Dansk Danseteater.
Aftenen slutter med vild stampende stammedans ”Krash”, hvor flere af det kongelige Teaters bedste dansere slår sig løs i en ganske maskulin trampedans. Balletten var på repertoiret i 2015 og viser hen til, at Dansk Danseteater rykker ind i Takkelloftet på Operaen.
Men så skal der også arbejdet og udvikles, for at Dansk Danseteater ikke stagnerer med pæn modern dance, som man nu har gjort det i snart et århundrede. Der måtte gerne ske noget mere i de andre balletter, som aftenen gav smagsprøver på. Et mindre uddrag af ”Ildfuglen” som vistes bl.a. på Republique i foråret 2016 – og ”Drums” – som er Dansk Danseteaters nye sommertilbud. Nydeligt med perkussion og god danseenergi, som de vred sig – hele korset i sort trikot og træningsdragter. Men dansemæssige landvindinger? Desværre nej.
Derfor kan det ikke undre, at publikum faktisk tog bedst imod de to taiwanesiske mandlige dansere, der med en rød pind og stilfærdig, filosoferende toner kæmpede med og mod hinanden. Her var trinene for os nye. Ingen floskler, men kropslig beherskelse og det, vi vel altid søger: nye, uforudsigelige stemninger.
For en sommeraften med frakke og handsker på var aftenen fin og ok – men når Dansk Danseteater rykker ind på Operaen – er der behov for en indholdsmæssig opstramning i Dansk Danseteaters repertoire. Så er det ”på med fornyelserne”.
Indtil d.14.8. kl.20.30. Husk pude, tæppe og overfrakke!