∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Som i Himlen, svensk musical nu på Operaen.
Der er sat mange kræfter ind på at transformere den svenske musicalsucces ”Som i himlen” (2018) om til dansk jord med danske skuespillere og sangere.
Det var en stor succes, da den svenske film ”Som i Himlen” kom frem i 2004 og blev Oscar-nomineret. I samme periode tog andre film samme problemstilling op om et minisamfunds samhørighed, når der sker noget uventet, noget udefrakommende: Eks. arbejdsløshed: ”The Full Monty” (1997) – pengeindsamling: ”Calender Girl” (2003) og herhjemme: Hella Joofs charmerende film med et lignende tema, ”Oh, Happy Days” (2004) om et kor og en gospelsanger.
Sådan er ”Som i himlen” også. En berømt dirigent vender tilbage til sin barndomsflække uden at blive genkendt, men hans tilstedeværelse skaber en ny og anderledes stemning og dynamik i byen og ikke mindst inde i ham selv. At han også lever på lånt tid med et svagt hjerte og derfor har en nådesløs dødsdom hængende over sig, trykker yderligere på de sentimentale knapper. Alt andet lige, der er brug for lommetørklæde flere gange, når kærligheden og døden støder sammen.
Det lokale kor lyder forfærdeligt, præcis som i ”Oh, happy days” og også i klostret, i filmen ”Sisters Act” eller ”Halløj i Klostret, (1997) der også er blevet til musical (senest på Det Ny Teater, 2023.)
Det ekstra ”Som i Himlen” kunne tilføje den simple fortælling om en fremmed, der kommer til byen, er musikken og teksten.
På Svensk er film som musical gået lige til hjertet, på dansk halter det, for den danske oversættelse trækker gevaldigt ned.
Fordanskningen bliver desværre alt for tydelig, da sangene kan læses i lysavis på både engelsk og dansk! Ordene og rimene er gumpetunge, kan man konstatere.
Så kan det dyre teatermaskineri med Det Kongelige Kapel og ligeså de uskyldige skuespillere køre for fuld damp, teksten er tung.
Det Kongelige Teater har samarbejdet med Malmø Opera om produktionen, så det er et svensk hold, der har stået for genopsætningen i København. Ingen af svenskerne har vel bemærket det danske sprogs fatale begrænsninger!
Som den kendte korleder Philip Faber citeres for i en programartikel, så er det svenske sprog anderledes melodiøst at synge på sammenlignet med dansk. Det må man sande, og en svensk version havde været at foretrække og gjort denne musical mere nydbar, når der nu var overtekster på alligevel.
Dramaturgisk er det en lang vandring, hvor Carsten Svendsen som den langhårede og frustrerede dirigent er mere end nærværende, velsyngende, men dog kold. Det modsatte er Sicilia Gadborg, som den yngre kvinde i lokalsamfundet. Hun har altid en umiddelbar kær sceneudstråling, men har nok mindre musikalsk vingesus her. Maria Lucia Heiberg Rosenberg får til gengæld i sin store sang fuld udfoldelse, og musicalen med stort orkester lever. Maria Lucia er ellers mindre tilstede som den underkuede hustru til den brutale hustrumishandlende ægtemand. Endnu engang lyser Betty Glosted op på en københavnsk scene – her som den søde gammeljomfru, der til sidst finder kærligheden.
Historien har det hele: det banale, almindelige liv, som det kendes fra folkelige tv-programmer med dårlige ægteskaber, brudte løfter, vold, veninder, en præst klippet ud af en svensk kontekst som en bergmansk præstedespot (”Fanny og Aleksander”), men laaangt væk fra en dansk virkelighed. Uden om er der de sure frøkener, tykke, tynde, snusfornuftige og de særligt udsatte. Banalt? Ja, og her skulle musik og tekst løfte det hele op på et højere plan.
Som i Himlen, svensk musical. Operaen., 2023. Carsten Svendsen, Secilia Gadborg og Maria Lucia Heiberg Rosenberg. Tegning: Claus Seidel.
På Operaen bliver det uden englesus og liv efter døden, selv om Det Kongelige Kapel kan hejses næsten helt op i himlen.
Publikum var glade, elle- og englevilde ved premieren, men som musikteater i stort udtræk og produceret af Operaafdelingen efter ny aftale med Kulturministeriet (og altså UDEN at konkurrere med de kommercielle danske musicalproducenter) er forestillingen lidt skuffende.
Jf. aftalen fra 2020 mellem Det Kongelige Teater og Kulturministeriet, hvor politikerne for at få flere publikummer i teatret kræver et mere folkeligt repertoire. Det hedder vist på teatersprog: et meget kort ”armslængdeprincip”.
Læs aftalens bilag 1 her:
SOM I HIMLEN
Iscenesættelse: Edward af Sillén
Instruktør ved genopsætning samt bearbejdelse: Johanna Hybinette
Dirigent: Lars Kvensler
Scenografi: Kim Witzel
Kostumedesign: Annsofi Östbergh Nyberg
Koreografi: Per Magnus Andersson
Genopsætningskoreograf: Tommy Englund
Lysdesign: Mikael Kratt
Lyddesign: Jonas Peter Vest
Oversætter: Mads Æbeløe
Medvirkende:
Lars Kvensler / Dirigent
Carsten Svendsen / Daniel
Sicilia Gadborg / Lena
Jesper Lundgaard / Stig
Cecilie Stenspil / Inger
Maria Lucia Heiberg Rosenberg / Gabriella
Kristian Rossen / Ronnie
Troels Malling Thaarup / Arne
Betty Glosted / Olga
Lars Arvad / Holger
Mathias Hartmann Niclasen / Thor
Nicoline Siff Møller / Siv
Nina Pressing / Amanda
Nadin Reiness / Flora
Jakob Højlev Jørgensen / Erik
Christina Elisabeth Mørkøre / Majken/Daniels mor
Thor Vestergaard / Jonas
Og mange flere.
Det Kongelige Kapel.
Kun at lægge skylden på det danske sprog synes mig uretfærdigt. Sangteksterne er umådeligt banale, og oversættelsen er dårligt håndværk.