∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Teatret/ Hans Rønne i samarbejde med Teater O præsenterer Som i Himlen. Spillet på Edison.
Forestillingen ”Som i Himlen” er næsten til at tude over, så fint balancerer den på kanten af det sentimentale, det medmenneskelige og det uudtalte.
Det er ikke hver dag, en teaterforestilling er i stand til at fremkalde følelser. Anderledes med film og tv, der har nogle mekanismer, hvor en hundehvalp ladt tilbage på et fortov kan åbne for de dybeste følelser hos tilskueren.
”Som i Himlen” er i øvrigt bygget over filmen af samme navn af den svenske instruktør Kay Pollak (født i 1938), som for filmen fra 2004 blev nomineret til både en Oscar, uden at vinde, og ligeså hjemme i Sverige. Her modtog filmen dog heller ikke hæder, men fik en utrolig publikumsopbakning.
Nu ti år efter er instruktør og teaterleder Hans Rønne gået i kompagniskab med Victor Marcussen og har meget imponerende skabt et velfungerende teatermanus over filmen. Med Hans Rønnes fornemmelse for de mindste detaljer er det blevet til et imponerende kammerspil for mange stemmer og skuespillere. Hver især skinner de og yder deres bedste i dette portræt at stille eksistenser i en lille by.
Via konfrontationen med den hjemvendte verdensberømte dirigent Daniel, som kommer til at lede det stedlige kor, åbnes op for alt det indestængte og bortgemte i disse sjæle. Hver enkelt figur genfødes og afdækker, hvordan musik eller andre musisk/æstetiske udfoldelser kan give kraft tilbage – og i øvrigt øge selvværdet.
Det er såre banalt og egentlig en grumme håndfast historie, som bl.a. kendes fra en munter film som ”Åh – Happy Days” af Helle Joof – ligeledes fra 2004. Også flere andre stemninger genkaldes fra nyklassikere som ”Foråret i Milkwood” af Dylan Thomas – og senest Morten Suurballes meget følsomme opsætning af radiospillet af Samuel Beckett: Den som Falder (Det Kongelige Teater, 2014)
I ”Som i himlen” står skuespillerne på den nøgle scene, og dog. For bagvæggen er en stort collage med kommoder oven i hinanden, alle malet sort. Her kan frustrationerne gemmes væk, men skufferne kan også åbnes. Bastant symbolik, som fungerer. Væggen giver markante mindelser tilbage til den amerikanske billedhugger Louise Nevelson (1899-1988). Det gør ikke noget, tværtimod, for sammen med kostumierens velvalgte afstemning af alle mulige brune nuancer i spillernes hverdagsklæ’r, løftes det visuelle op, så alt bliver interessant og en lille smule fremmedgjort.
Korsangen ændrer på alle. En af mændene bliver mindre brovtende, mindre Karl Smart, mens en stille mandsperson erklærer sin kærlighed til hende, han har kendt siden første klasse. Og præsten får af præstekonen et gok i hovedet for sin dobbeltmoral. Åh, happy ending, det er næsten for meget, som i himlen. Men hvilken beherskelse af teatrets små virkemidler, som instruktøren Hans Rønne behersker.
Forestillingen havde premiere i efteråret 2014 – og har været vist på den netop overståede Teaterfestivalen CPH Stage 2015 og var nomineret til en Reumert som årets forestilling, dog uden at vinde. Forhåbentlig har ”Som i Himlen” et langt liv foran sig. Gå ikke glip af den.
ORIGINALT FILMMANUSKRIPT Kay Pollak TEATERBEARBEJDELSE Victor Marcussen og Hans Rønne INSTRUKTION Hans Rønne SCENOGRAFI OG KOSTUMER Gitte Baastrup MUSIKALSK BEARBEJDELSE Søren Hansen KORLEDERKONSULENT Ellen Lunde LYSDESIGN OG TEKNIK Poul Jepsen
INSTRUKTØRASSISTENT Kathrine Hansen Kihm
MEDVIRKENDE Victor Marcussen, Pia Hessner, Josephine Park, Anders Valentinus Dam, Marie Netterstrøm, Lars Dammark, Anna Ur Konoy, Bue Wandahl, Daniel Bevensee, Anni Bjørn, Uffe Kristensen, Hans Rønne
http://www.somihimlen.dk