Kommentar af Ulla Strømberg.
Snedronningen kommer på besøg i Ulvedalene til foråret 2025.
Dyrehaven nord for København kunne ikke være smukkere denne efterårsdag, hvor Det Kongelige Teater havde lovet sne og overraskelser derude til et pressemøde.
Sneen udeblev, teknikken ville ikke, men den skal nok nå at blive køreklar til maj 2025. For Det Kongelige Teater tager igen ud i Ulvedalene, og med plads til 3.500 tilskuere hver aften er der dømt hårdt arbejde. For skal man samle 100.000 mennesker i løbet af 5 uger, skal der være noget for alle, både husarerne og de mere intellektuelt orienterede. Det er jo trods alt Nationalscenen, som inviterer (mod entré).
”Snedronningen” af H.C. Andersen er et af de lidt grufulde eventyr. Lille Kay og Gerda leger godt sammen, men så får Kay en splint i øjet, og alt vendes på hovedet. Verden bliver, set med han øjne, grov og grusom, og han tiltrækkes nu af den onde Snedronning, der har planer med ham.
Gerda vil finde sin gamle ven og drager ud på en farefuld færd i verden.
Med Kim Fupz Åkeson som dramatiker, hen over H.C. Andersen, skal det nok blive familievenligt med forhåbentlig nogle små vittigheder indlagt i den grove og uvenlige verden, som Gerda oplever i jagten på Kay.
Teksten er der allerede, stedet ligeså og ny som scenograf i Dyrehaven er den garvede og meget æstetiske Benjamin la Cour. Også scenografien er lige til at blive produceret.
For kostumerne står Ida Marie Ellekilde, der ikke mindst har gjort kvindegruppen Sort Samvittighed til noget legendarisk via kostumer og make-up.
Det skal nok blive flot, selv om man måske kan synes, at det er lidt synd for naturen og ikke mindst Ulvedalene, at der forandres så meget. Men naturen genetableres i sensommeren.
Scenografen kunne også fortælle, at den sindrige drejescene, som skal gøre det ud for Kays forandrede øje, er delvis genbrug.
Uden om øjet/drejescenen står nogle flotte lyse søjler, høje som skyskrabere, og de kan både illudere sneslot hos den onde dronning, ildsøjler og såmænd også være næsten usynlige og gennemsigtige. Husk på, at forestillingerne som regel begynder, mens det er lyst – for at ende, når aftenmørket har lagt sig over det hele.
Der plejer at være heste, men for nemheds skyld er det til næste år blevet til jeeps, carts og scootere iklædt de vildeste istapper og rensdyrhorn. Der må være givet dispensation fra Skov- og Naturstyrelsen!
Kostumerne ser spektakulære ud og balancerer midt imellem nutid og fortid, måske begyndelsen af det 20. århundrede, som både er moderne og alligevel lidt camp.
Skuespillerne er på plads med Mille Lehfeldt som en syngende snedronning, Alvin Olid Bursøe som Kay, der bare lader sig lokke, mens Gerda spilles af Laura Skjoldborg. Nicolei Faber er instruktøren for det hele.
En pæn håndfuld yngre skuespillere er med i mange forskellige roller – og udenom vil de lokale amatører fra Lyngby-Taarbæk og omegn fylde godt op som komparseri. Det sidste er ikke mindst vigtigt for et sommerspil i stor skala. Kommunen er henrykt for det kulturelle input og vil næste forår gøre endnu mere reklame for teaterkunsten.
Det gode ved disse mammutproduktioner i Dyrehaven er bl.a. den nye tradition med samarbejde med Aarhus Kommune og Moesgaard Museet, hvor Snedronningen i 2026 vises.
Jeg har oplevet flere forskellige teateropsætninger af ”Snedronningen” – som regel ved vintertide. Men det er ikke nemt at få både det varme og det golde frem, for vægten skal fordeles, og med en aldersgrænse helt ned til 8 år må denne ”Snedronningen” ikke blive alt for uhyggelig. Heldigvis er der vist også denne gang happy ending.
Spilles fra slutningen af maj 2025.