∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Henning Jensen på scenen – i centrum som manden, der lidt efter lidt mister både personlighed og fornuft. Han er dement.
Det indtil dato bedste demensteater jeg har set – og faktisk har der været en række fine forestillinger. ”Med sne” viser på en poetisk og saglig måde den vej, måske 60% af menneskeheden skal gå, når alderen sætter ind i hjerneregionen og lidt efter lidt sløver og udvisker nogle af centrene. Så bliver vi glemsomme, konfuse, forvirrede og i værste fald ser syner for til sidst at miste al kontrol over hoved og krop.
Scenen er en hvid cirkel – og derpå vises først et mindre billede, der vokser for til sidst at fylde det hele og vise et foto af en hjerne. Samtidig kryber nogle væsener rundt og danser i sammenkrøllede stillinger. De vender tilbage i glimt, når det går hovedpersonen skidt, og det konfuse og irrationelle sætter ind. Fin markering af et kompliceret fænomen.
Instruktøren Thomas Bendixen har selv været vidne til en sådan nedvikling hos sin far – og har derefter indhentet al mulig faglig ekspertise og skabt dette fine spil for 4 skuespillere og 3 dansere med Henning Jensen i centrum som den begavede ingeniør, der ikke selv ved, hvor galt, det står til.
Sagkundskaben er lægen, spillet af Kirsten Olesen. De to børn er helt stemt ned i forestillingen, fint behersket af Peter Christoffersen og Maria Rossing. De er handlekraftige og venlige vidner til faderens deroute. Men de ser og erfarer også, hvordan måske det moderne danske samfund hellere sætter tre eksperthold til at undersøge popmusikkens indvirken på børnehavebørn end sørger for, at vort sundhedsvæsen fungerer. For det fungerer ikke godt nok. Sundhedsvæsenet har det skidt, har de fleste af os erfaret på egen krop.
I ”Med sne” siges det med tristesse og lav stemmeføring: Der er ventetid overalt. Også på plejehjem – og et døgn efter en operation bliver patienter smidt ud, selv om han eller hun ikke kan klare sig. Er man så heldig at være på et hospital, er det livsnødvendigt at have pårørende, der kan tage fat – ellers kan det blive både pinligt og flovt på alle måder, for hjælp er der sjældent at hente.
Det er frygtelig sørgeligt det hele, men som teater beundringsværdigt og nødvendigt. Et stort samfundsproblem kogt ned til en maggiterning på to velspillede timer. Henning Jensen demonstrerer rollen eminent med først et smil – så lidt forundring og til sidst med en sorgfuld, defokuseret mine. Smukt, men hårdt må det være at spille.
Der er sikkert mange, der godt kunne tænke sig efter forestillingen at udveksle erfaringer. For vi har eller får jo alle de samme problemerne ind på livet på et tidspunkt. Og med ”Med Sne”s fine, semidokumentariske forklaring er der et godt udgangspunkt for at spørge: Hvordan takler vi den kendsgerning, at der ikke er nogen vej tilbage, men kun en snirklet, krøllet vej ned, ned, ned – med eller uden tilskuere på – med eller uden det offentlige sygehusvæsen.
PS. Jeg håber, Det Kongelige Teater stiller op med kaffebord bagefter- ikke mindst nu, hvor de har sparet programmet væk. Til denne forestilling ville det have været så godt med ekstra tal og ord. Men nej. ( Læs også min kommentar om Det Kongelige Teaters programmer.)
Med Sne
Instrueret og skrevet af Thomas Bendixen.
Med Henning Jensen, Kirsten Olesen, Maria Rossing og Peter Christoffersen.
www.kglteater.dk