Af Ulla Strømberg.
Romerske ruiner i det sydfranske.
Hvem drømmer ikke om Sydeuropa, når den danske månedsvejrudsigt fortæller om 16-23 grader og regn hver dag i juli 2024?
Bliver resultatet måske en kort ferierejse sydpå, er det klogt at vælge fokus, hvis man altså ikke hører til de hyperaktive og ustoppelige, der kan klare det meste.
I de senere år har jeg på korte rejser i Provence og senest Gard-området valgt enten at opsøge antikke monumenter eller helt moderne kunst.
I Sydfrankrig i området fra Cannes mod øst, henimod den italienske grænse er valget ikke svært at træffe. For den moderne kunst kan opleves på et utal af større og mindre museer som en hyldest til og erindring om de senere verdenskunstnere, som i begyndelsen af det 20. århundrede for korte eller længere tid bosatte sig i området. Det var Picasso, Matisse, Cocteau, for at fremhæve de ypperste, der blev lokket ud af Paris og sydpå til et uimodståeligt lys og en anderledes livsstil.
For mange nordiske kunstnere, bl.a. Willumsen og Svend Johansen, var det også den billige levefod i syden, der var tiltrækkende. Det vender jeg tilbage til i en senere tekst.
Romerske monumenter
I denne omgang var det Arles, Nimes og Pont du Gard der blev udflugtsmålet i løbet af rejsens fire døgn. Med en ny, inspirerende bog: ”Det ukendte Frankrig” i tasken, ( se anmeldelse af bogen her på kulturkupeen.dk) var det bare at køre af sted.
Men udflugterne er ikke så lette, som de var i gamle dage. Nu er det fornuftigt at lægge ca. en time til for hver 30 km, så mange bilkøer er der om dagen ved rundkørsler og til- og frakørsler ved motorvejene i både mindre og mellemstore byer.
Vi havde lånt et hus, der på alle måder var så fransk og smukt med gamle stenmure, små tilskoddede vinduer og de fineste provencalske spisestel i skabene. Dertil douce farver på tekstilerne og, som der skal være, god litteratur på hylderne. Det sidste nåede vi desværre slet ikke at røre. For udflugterne var givtige, men så anstrengende, at søvnen hurtigt indfandt sig hjemme i huset.
Pont du Gard
Den smukke bro, Pont du Gard, er måske det vigtigste monument og fascinerende for alle aldersgrupper. I de senere år er besøget blevet meget formaliseret med indgang, parkering etc. Men står man ved broen, er det stadigt et betagende og uspoleret syn. Pont du Gard blev bygget som en akvædukt, opført af romerne ca. 19 f v.t., og var i fortsat brug i de følgende 500 år. Vandet blev hentet i nærheden af byen Uzès og transporteret på den 50 km lange vej mod Nimes. Broen krydser floden Gardon, som er en biflod til Gard.
I 1700-tallet blev det nederste niveau af akvædukten omdannet til en vej, og broen i tre etager står i dag som et helstøbt værk – optaget på Unescos verdensarvsliste.
NIMES med arena og lille tempel
Inde i Nimes’ centrum ligger den store arena. Den moderne anvendelse af dette velbevarede amphiteater gør, at det faktisk er svært at glæde sig over synet af det imponerende rum. Da jeg kom forbi en søndag eftermiddag, skulle der være rockkoncert om aftenen, så øjet blev fanget af enorme lysstandere og stilladser til de måske 20.000 publikummer, der var i vente.
Men udenfor er det stadig en glæde at iagttage dette bygningsværk fra slutningen af det første århundrede e.v.t. Ganske velbevaret står de ydre mure med buegange og lyser i solen.
Byen Nimes’ helt unikke, romerske værk er Maison Carrée. Nogle hundrede meter væk fra arenaen ligger det lille tempel, smukt bevaret, og står i dag stadig højt hævet over gadeplan. Der er en enestående aura over bygningen, også set i international sammenhæng. Templet er fra midten af det tredje århundrede e.v.t. og nåes via mange og høje trappetrin. Indenfor er der plancher om historien, men ellers intet at se.
Desværre i en lidt for fransk stil lod byen i 1990erne den britiske arkitekt Norman Forster bygge et stort glaskompleks ved siden af: Carré d’Art Nimes.
Ideen var bl.a., at det lille, velbevarede tempel i bogstavelig forstand skulle spejle sig i moderniteten, der rummer både bibliotek og et moderne kunstmuseum. Men hvor havde det været smukt, harmonisk og respektfuldt, hvis glaspaladset var bygget uden for bymidten.
Samme ”moderne” tankegang har sikkert også været baggrunden for et endnu mere ”kontrapunktisk” museumskompleks ved siden af arenaen. Den franske arkitekt Elizabeth de Portzamparc vandt en konkurrence i 2011.
Resultatet er et nyt, interaktivt arkæologisk museum, placeret ved siden af det mere end 2000 år gamle romerske bygningsværk. Musée de la Romanité viser bl.a. viser fund fra de seneste udgravninger, men de bølgende, horisontale linjer i metalfacaden er i markant disharmoni med arenaens vertikale buer.
ARLES – med arena og romersk teater
I Arles er der til gengæld en god balance imellem fortid og fremtid. Byens to romerske monumenter møder de besøgende både værdigt og statuarisk.
Arenaen føjer sig smukt ind i det middelalderlige bybillede, hvor byhuse ligger i en havcirkel udenom. Arenaen er fra første århundrede e.v.t og bruges lidt nænsomt til kulturelle aktiviteter, men de 20.000 pladser skal nok blive fyldt.
Der er kun få hundrede meter til det romerske teater, som faktisk kan opleves, uden at man behøver at løse billet. Et par meget himmelstræbende søjler er berømte og døbt ”De to enker”. Teatret ligner i høj grad en ruin og bærer præg af, at de gamle romerske byggerier efter middelalderen blev brugt som en form for stenbrud, hvor der blev afhentet anvendelige sten uden tanke om, at man nedbrød et gammelt byggeri.
I modsætning til Nimes har Arles lagt nybyggerier uden for middelalderbyen, der skød op omkring de romerske bygninger.
Jeg vender tilbage til det nyeste kulturkompleks LUMA og også Van Goghs tilknytning til Arles.
Orange
På denne seneste, korte rejse nåede jeg ikke Orange, men var der for et par år siden på en lidt overskyet dag. Det romerske teater i Orange, også fra første århundrede e. v.t., er flot bevaret, men ligger lidt afsides i byen. Teatret en enestående velbevaret bagvæg, der måler ca. 38 meter i højden og over 100 meter i bredden. Her får man et tydeligt indtryk af den romerske byggetradition og teaterstruktur. Det er også værd at bemærke en Augustus-figuren placeret i en niche midt på bagvæggen.
I sommerhalvåret er der der mange kulturfestivaler i området, så så de romerske monumenter kan være spektakulære, om det så er til koncerter, teater eller måske tyrekampe og lign.
De romerske seværdigheder er også med til at give en tydelig fornemmelse af et historisk spænd på mere end to tusinde år, for de bevarede bygninger er ofte omkransede af middelalderlig bybebyggelse, mens det nyeste byggeri fra de seneste par århundreder ligger i et ydre cirkelslag.
Hvor skal man bo?
Hvis jeg vender tilbage til området og skal finde et hotel eller lign. , vil jeg afgjort se på byen Uzès, en mindre, smuk, helstøbt by med en kærne af middelalderbygninger samt restauranter, butikker og et charmerende stort lørdagsmarked, hvor byen vendes på hovedet, og mennesker myldrer rundt på torvet og i de smalle gader som fluer om de 200 stader.
Se i øvrigt den nye bog: Det ukendte Sydfrankrig:
Det ukendte Sydfrankrig. Ny bog af Mads Christoffersen og Eva-Marie Møller.
Se også en tidligere artikel:
https://www.kulturkupeen.dk/foraar-i-provence-franske-cafe-skriverier-3-af-3/