∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Skruen Strammes.  Benjamin Britten igen på Det Kongelige Teater.

Musikalsk set en smuk operaaften til “Skruen Strammes”. Endnu en Britten-opera opført på Det Kongelige Teater – denne gang via et samarbejdet med Opera Europa/ Camerata Nuova.

Kapellet havde fat om den smukke musik, og sangerne fulgte trop i en spillemæssigt dog noget neddæmpet stil.  For dekorationen er ganske teknisk og har været moderne i nogle år med dekonstruerede rå trækasser, der skal demonstrere de forskellige lokaliteter i en historie.

Dermed er der egentlig god overensstemmelse imellem scenografi og spillestil. Dog  kan det gå hen og blive uengageret, så musikfolket kommer til at foretrække en koncertversion. Det uhyggelige, det spøgelsesagtige ved operaen oplevede jeg derimod slet ikke. Istedet så jeg et par fremmedlegemer i træningstøj liste rundt på bagscenen ( sad på balkonen). Det var ret mystisk og jeg troede det var det teknikse personale. Men de var et par spøgelser lagt ind i historien af instruktøren. Meget mystisk, men dermed holdt uhyggen også op.

Nok er musikken i “Skruen Strammes”, skrevet og uropført i 1954,  ganske elegant og næsten harmonisk. Dermed står operaen lidt i kontrast til en velspillet version af “Peter Grimes”, der ofte sender et brus af stemninger i ørerne på publikum, hvorved oplevelsen kan nå andre højder.

Men som tiden er i dag og heldigvis berørt i en programartikel, er det mere end kompliceret med Benjamin Brittens valg af emne. Som ung var jeg en stor Britten fan – og hørte i 1970erne Peter Pears flere gange.  (Brittens samlever og en stor engelsk tenor.) Jeg tænkte ikke over emnerne i de forskellige Britten-operaer, jeg lyttede blot til musikken, men det meste handlede jo om helt unge drenge.

Med den viden, som findes i dag,  og som nu har været diskuteret i ikke mindst i britiske medier i de seneste snart 30 år, er det vel mere end problematisk med Brittens operaemner. ”Peter Grimes” handler om mand, der måske, måske ikke har gjort en dreng fortræd.  Ligeså med ”Skruen Strammes”, der også kredser om misbrug af en dreng, men her i et helt andet set-up- nu er vi i overklassen. I ”Albert Heering”, den muntre opera af Britten,  er det også en ung dreng, der er hoved- og titelfigur, dog nok ikke misbrugt, men opbevaret under moderens skørter i årevis i et landligt miljø.

Kulminationen ligger selvfølgelig i Brittens interesse for Thomas Manns lille roman, ”Døden i Venedig”, hvor hovedpersonen helt konkret forelsker sig i en ung smuk dreng og ikke kan ryste indtrykket af sig. 1973 kommer Brittens operaversion, kun tre år før hans død.

Alt det med Venedig og Mann har vi svælget i, accepteret filmatiseringer og lign. Men hvorfor egentlig? Vi vidste nok ikke bedre.

Men tiden er anderledes nu. Moralpolitiet og ordrøgterne er hele tiden ude for at gøre alt kønsneutralt eller sprængfyldt med nye identiteter.  Men pædofili er også kommet på den sorte liste for at blive.

Derfor er jeg blevet meget i tvivl om, hvorvidt man bare skal sætte ”Skruen Strammes” på scenen, som om det stadig i 2023 er helt naturligt med et så unaturligt syn på, hvad der kan digtes om og komponeres til.

Måske er jeg ene om det, men igen:  Pippi Langstrømpe og Halfdan Rasmussen er blevet censureret, en kompleks stammedans af John Neumeier blev fundet landsskadelig og bevirkede, at en vigtig del af Den Kongelige Ballets grundrepertoire røg i skammekrogen – i hvert fald under den nuværende ledelse.

Hvorfor går vi ikke i kødet på de halvstore musikalske klassikere, der direkte overskrider vor tids moralske norm?