Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Skabelsen på Husets Teater – en forestilling af Jens Albinus.
Jens Albinus’ første forestilling på Husets Teater.
Det synes helt naturligt, at Jens Albinus starter fra scratch. Han er netop blevet teaterdirektør sammen med Laura Ramberg på Husets Teater. Nu kan han spille, hvad han vil, uden at spørge nogen – og et nyt teater skal bygges op rent ideologisk, synes han. Som præstebarn finder han det nok også helt naturligt at tage Bibelen frem, og så må det naturligvis begynde med Skabelsen.
I begyndelsen var alting tomt, hedder det i forestillingen, der klogt nok har et program med hele teksten, som Jens Albinus har stået for udover instruktionen og til dels scenografi.
Ambitiøst er det og alligevel tonet helt ned til næsten ingenting – i den moderne tyske stil. Her er ikke meget Michelangelo eller andre renaissance- og barokassociationer.
Vorherre er i Ulla Henningsens skikkelse, men hedder Skaberen. Hun er i arbejdstøj, og skabningen, mennesket, spillet af Brian Hjulmann er først i en træningsdragt, siden naturligvis i ingenting. Resten er grundelementerne lys, mørke, vand og ild. Alt er underspillet. Ingen teatertricks, blot en dåse danskvand, når der er brug for vand etc. Skuespillerne er gode, dækkende, eller hvordan man kan udtrykke det, de får lov til. Der synes at være meget faste rammer for deres udfoldelse. Men fint er det. Skrøbeligt som altid hos Ulla Henningsen. Hun kan spille alt.
Pressefoto.
Det er det nøgne teater, som viser tilbage til forskellige epoker inden for det eksperimenterende teater, bl.a. Grotowskys ”Den standhaftige prins” synes jeg, selv om det blot er min erindring, der siger mig det. Også andre oplevelser tilbage i 1960erne og 1970erne er i familie med denne forestilling. Vi starter helt fra bunden, som om der ikke er noget før NU.
Det er ikke noget varm menneskelig oplevelse at sidde der på Halmtorvet. Men det syns som om det er nødvendigt for Albinus at starte et sted, og så er det i orden. Siden kan han vel bygge videre med flere elementer – og på en eller anden måde selv skabe en teatermæssig ramme med indhold, der også siger noget om vores liv her og nu.
Da forestillingen tager udgangspunkt i Bibelen – har jeg besluttet ikke at uddele stjerner – ( jf. ”Dekalog” og Hans Rønnes ”Abrahams Sønner. )