∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Sirene – Dansk Danseteater.
Det var med store forventninger jeg tog til Teater Republique en solskinsrig lørdag eftermiddag til ”Sirene”, en ballet, som Dansk Danseteater har haft på programmet siden 2018 – i udlandet. Oprindelig vist koreograferet af teatrets nuværende leder Pontus Lidberg før han kom til DDT, Dansk Danseteater. I følge DDTs oplysninger har balletten modtaget stor applaus i udlandet og en pris i Havana, men kommer altså først nu til København.
En sirene er en mytologisk kvinde, der med sin sang kunne lokke sømænd i havet.
Åbningsbilledet i balletten er underskønt: På bagscenen et stort gennemsigtigt badekar med en nedsunken grøn kvindeskikkelse, hvor også hovedet er under i vandet. Hun står op – og en mandsskikkelse med bar overkrop danser. Andre mænd, 5 flotte habitklædte mandlige dansere ruller som bølger igen og igen. Siden er det primært dem, vi følger.
Henad vejen kommer igen smukke øjeblikke som fascinerende snapshots: et stykke sejdug bliver rejst op og forvandler gulvet til et mindre sejlskib efterfulgt af formationer af menneskekroppe. På et tidspunkt lyder dunkende rytmer, så man tror, at Stravinsky er inviteret med sammen med ”Forårofret”. Men nej.
Lydsiden er hele vejen igennem flot med skiftende musikcitater, klassiske toner, er det Chopin? Afløst af andre citater og bl.a. et lidt skarpt klaver på et tidspunkt, hvor mændene kæmper og bevæger sig kraftigt. Hele tiden med en overraskende fin og samlet præcision. Men tiden går, kvinden er der og forsvinder. Efter ca. 50 minutter, hvor mændene nu har smidt jakkerne, er der både favntag, dansetrin og kys mand til mand. Slutbilledet, som næsten ikke kan vente på sig, må selvfølgelig være, at den ene mand, den sjette, ”hjælperen” ender i karret som den ny sirene. Fortolkning? Lad mig prøve: En verden med nye kønsroller – hvor den lokkende part ikke nødvendigvis er en kvinde.
Sirene. Dansk Danseteater. 2022. Foto: Paul Kolnik.
Denne historie kan godt have været ny og overraskende i 2018 i Havana, men i dag, fem år efter skal der stærkere krydderier på retten. Koreografisk er der ikke mange overraskelser, men heldigvis heller ikke så banale trin, at det irriterer. Men hverken fortælling, koreografi eller den musikalske mosaik(?) kan bære en 60 minutter lang seance. Det hele bliver mere end forudsigeligt. En halvering og en mere konkret, også musikalsk udvikling, havde været at foretrække.
Desværre kan jeg ikke hitte navnene på danserne og heller ikke hvorfra musikken stammer. Har ledt. Men de mandlige dansere er fortræffelige, selv om de faktisk indimellem danser, som var de et helt geled søofficerer. Også sirenen danser upåklageligt, men hendes udstråling synes ikke kraftig nok til at vække de i alt 6 mænd (eller publikum). Dans må også gerne afføde passion.
Ekstra:
DDT er flagskibet inden for det danske dansemiljø rent økonomisk. Teatret er på Finansloven og får 12 millioner kroner i årlig statsstøtte og klarer selv at skaffe ca. 6. millioner kroner. Balancen er 18 mill. kr. Går man tilbage i teatrets årsopgørelser fik Dansk Danseteater i regnskabsåret 2010/11 allerede dengang 13.800.000 årlige offentlige kroner. Der er sandelig blevet satset på at fastholde teatret som en vigtig del af det danske dansemiljø. Der burde være mange krav at leve op til, men det fremgår ikke så klart af den rammeaftale, som er indgået med Kulturministeriet. Bestyrelsesformanden er Uffe Savery, rektor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
(Kilde: www.danskdanseteater.dk)
KOREOGRAFI Pontus Lidberg
DANSERE Dansk Danseteater
DRAMATURG Adrian Guo Silver
KOSTUMER Karen Young
MUSIK Stefan Levin, Franz Schubert
LYSDESIGN Raphael Frisenvænge Solholm
VIDEODESIGNER Jason Carpenter
VARIGHED 1 time uden pause
Sirene er støttet af Stavros Niarchos Foundation, Rockefeller Brothers Fund, SHS Foundation, the Barbro Osher Pro Suecia Foundation, the Evelyn Sharp Foundation, Trust for Mutual Understanding, Vineyard Arts Project, Mid Atlantic Arts Foundation through USArtists International in partnership with the National Endowment for the Arts, Andrew W. Mellon Foundation og Howard Gilman Foundation. Musikken er støttet af Charles and Joan Gross Family Foundation.
Der danses på Republique til og med d. 26. 3. 2022.