Menu Luk

Sir

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Sir er en moderne Askepot historie, der foregår i Mumbai i Indien, hvor den unge kvinde Ratna (Tilotama Shome) er ansat som tjenestepige hos den velhavende Aswin (Vivek Gomber). I første scene ser vi hende rejse til byen med bus fra den fjerntliggende landsby, hvor hun er vokset op. Hun blev gift med en mand fra landsbyen, da hun var 19 år. Han døde to måneder efter. Folk i landsbyen klandrede hende for dødsfaldet. Enker har meget lav status i det indiske kastesystem, så Ratna flytter til storbyen for at tjene penge til sin søsters uddannelse og slå sig ned et sted, hvor ingen kender til hendes belastende fortid. Det lykkedes hende at få et job som tjenestepige for Aswin, som bor i en kæmpe luksus lejlighed med udsigt over storbyen.  Ratna har en drøm. Hun vil være skrædder og modedesigner.

Foto: Another World Entertainment

Aswin, der er arkitekt har også en drøm. Han vil være forfatter. Han har boet i New York, hvor han har været blogger og skrevet artikler til diverse magasiner, indtil hans far, en stor entreprenør, kaldte ham hjem til Mumbai for at få ham til at arbejde i virksomheden. Aswins forfatter drømme bliver dermed, til hans store fortrydelse, sat on hold.

Aswin bliver fascineret af den kloge og pligtopfyldende Ratna, der bor i et undseeligt værelse med åben dør i hans lejlighed. Sød musik opstår mellem de to, men kærligheden på tværs af de sociale lag er ikke accepteret i det indiske kastesystem.

Foto: Another World Entertainment

Filmens titel relaterer til den måde Ratna tiltaler Aswin. Altid med Sir. Aldrig med hans navn. Sir er en film om klasseskel, kønsrollemønstre og familierelationer. I NY kunne Aswin gøre, hvad han ville og leve et anonymt liv. I Mumbai er han nødt til at leve op til familiens forventninger til ham og overholde de kulturelle koder, man finder i en rig indisk overklassefamilie.

Kvinder bliver behandlet dårligt i Indiens lavere sociale lag. Vi ser det bl.a. i en scene hvor Ratna søger et ekstra job hos en skrædder for at lære at sy. Han er nedladende og udnytter hende. I en anden scene overfuser nogle af Aswins rige venner hende.

Foto: Another World Entertainment

Tilotama Shome som Ratma yder en flot præstation. Der er dybde i hendes karakter. Vi vil gerne vide mere om hende. Bag hendes underdanighed og skrøbelighed fornemmer man en jernvilje. Shome er bl.a. kendt fra filmen Monsoon wedding(2001).

Aswin som karakter er knap så spændende. Han er en smuk, kosmopolitisk og sympatisk mand, men tør ikke stå ved sine drømme og brænder derfor ikke igennem på samme måde som Ratma.

Bag filmen står den indiske manuskriptforfatter og instruktør Rohena Gera, som er uddannet på Stanford University. Efter sine studier i ideologi og filosofi tog hun tilbage til Indien. Det var svært, har hun udtalt i et interview.

Fotos: Another World Entertainment

Gå ind og se Sir. En varm feel good film med noget på hjerte. En moderne Askepot historie, med Mumbai som baggrundskulisse. Noget af en scoop. En dybt fascinerende by, hvor man nærmest bliver blæst om kuld af sanseindtryk.  Sir får fire velfortjente stjerner.

Instruktør: Rohena Gera

Trailer: Another World Entertainment.

Premiere: 25. April 2019