∗∗∗∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
She Loves You – ny musical i Tivoli og i Aarhus.
She Loves You – ny teatermusical med et stort udvalg af The Beatles’ mest kærlighedsfixede sange.
”Det private initiativ” – sådan kalder jeg det ualmindelige, når mennesker satser på at skabe teater uden støtte fra det offentlige, som jo ellers drysser mere end en milliard kroner årligt til teater (heraf 550 mill. til Det Kongelige Teater.)
Det er beundringsværdigt, at nogen orker og tør. Derfor bliver øjnene også mildere, når de skal bedømme det færdige værk.
”She Loves you” som musical har i øvrigt haft en sej fødsel. Var oprindelig skabt til Fredericia Teater, som gik konkurs sidste år. Siden overtog kapelmester m.m. Mikkel Rønnow sammen med Nordic Musical Partners det hele, inklusive risiko m.m.
Og så skulle Coronaen overstås og endelig kunne premieren finder sted fredag i Tivoli med et udenlandsk hold bag som instruktør: Thom Southerland og scenograf: Morgan Large.
”She Loves You” er endt som en mærkelig blanding af sentimental fortælling om et gammelt hippiepar og deres børn – og så et stort antal blændende Beatles-kompositioner drysset ud over det hele. Handlingen er lagt i nutiden med tilbageblik på et hippiemiljø anno 1960-erne. Det sidste falder egentlig meget godt i hak med fortællingen og understøttes fortrinligt af den frynsede scenografi, der på imponerende vis har evnet at skabe rum på den brede, men korte scene i Tivoli.
Skuespillere og sangere er alle velfungerende. Koret udenom er overraskende og anderledes i nærmest camouflagetøj og hænger som umælende vidner i lianerne. Det er vist ikke set før og skaber et godt fortættet rum, men kunne udnyttes endnu mere.
Men der er desværre alt for mange detaljer i snik-snakken, som indholdsmæssigt befinder sig på niveau med et gammeldags dameblad. Budskabet kunne nemt koges ned til det banale: ”Grib livet, mens du kan”.
Men nej, vi skal rundt om det gamle hippiepar, der stadig elsker hinanden og har to børn, en dreng, der forelsker sig i en pige, der har en anden fyr. En adoptivdatter, der er modedesigner og lever sammen med en anden kvinde, som venter deres fælles barn. Så er der ekstra om modeverdenen, og moderens dødelige sygdom, sønnens stofmisbrug, faderens passivitet etc.etc.
Kog handlingen ind! Spring alle overflødige ord over og syng i stedet! Er det ikke bare det, vi vil have, når der står Musical på plakaten?
Det sentimentale med at moderen skal dø, synes slet ikke vigtigt for at kunne placere sangene strategiske steder, men musicalen scorer måske point nede på publikumspladserne. For alle har eller har haft en moder, der blev syg, døde eller bare slet ikke var der.
Det kan da godt være, at dissekerede man de enkelte Beatles-sange, så er der meget om at elske og måske også om en snigende dødsfornemmelse. Men først som sidst er det jo ”sounden”, den helt uovertrufne anderledes lyd, som the Beatles bragte på banen. Det er den, vi vil genopleve.
Med det store, flot bemandede orkester, er det faktisk en anden, mere mainstream lyd, som Mikkel Rønnow dyrker, lidt mere koncertagtigt. Det udvikler sig til skønsang bl.a. hos hovedrollen Maria Lucia, mens den anden, også velsyngende Rikke Hvidbjerg har en noget kold og vred attitude i sangene. Beatles-agtigt, nej. Noget nyt, nej heller ikke. Måske er det ok, men en nyfortolkning af de mindst 40 forskellige numre, som ”She loves you” er spækket med, fangede jeg ikke. Det er vel en af de basale opgaver, når man forplanter et helstøbt musikalsk univers over på en anden mark: der skal tages stilling, der skal nyfortolkes etc.
Omdrejningspunktet er Birgitte Raabergs modne kvinde, der har et positivt livssyn og gerne vil give noget godt videre, før hun skal dø. Fin præstation som suppleres lydefrit af Karsten Jansfort som den flinke mand, der har elsket hende siden 1960-erne. Det er jo yndigt og til at tude over.
Nye kræfter som Mikkel Hoé Knudsen & Johanne Milland og flere andre agerer og synger upåklageligt. Her er nye talenter. Men der er for mange dagligstuereplikker, der tager tid og lammer forestillingens drive.
Det er kort sagt en forestilling, der vil for meget og skyder i flere retninger. Musikken kan ingen klandre. Den kan vi alle solidarisere os med, men en sentimental, gumpetung fortælling lagt ind i et retro hippiemiljø bliver for meget af det gode.
Ærgerligt nok, for tænk hvilket arbejde, der er gået forud, bl.a. at skaffe rettigheder og sammensætte castet etc.
Et råd fra en publikummer: Skær 40 minutter ud, åbn showet med masser af musik (a la Hair), så vil stemningen nok kunne holdes i ånde.
Medvirkende:
Birgitte Raaberg, Karsten Jansfort, Maria Lucia, Rikke Hvidbjerg, Mikkel Hoé Knudsen & Johanne Milland.
Samt: Nicoline Siff Møller • Martin Loft • Christina Marie Skodborg • Christine Astrid Nielsen • Emilie Groth Christensen • Katrine Schmidt Nørgaard • Kirstine Moses • Kirsty McDonald • Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen • Nynne Holmen • Jaime Cox • Jeff Mikki Schjerlund • Kristoffer Sass • Morten Lindemann Olsen • Oliver Lundqvist • Rasmus Faartoft • Rasmus Grandt • Steffen Hulehøj Frederiksen
Musik & sangtekster: John Lennon & Paul McCartney
Manuskript: Thom Southerland og Jokum Rohde
Orkestrering: Steve Sidwell
Iscenesættelse: Thom Southerland
Musikalsk ledelse: Mikkel Rønnow
Scenografi & kostumer: Morgan Large
Koreografi: Karen Bruce
Lysdesign: Tim Mitchell
Lyddesign: Tim Høyer
Produceret af Mikkel Rønnow Musicals for Nordic Musical Partners og Sony Music Publishing Scandinavia.
Spilles først i Tivoli siden i Aarhus.
Ja, forventningerne var tårnhøje, men man gik derfra med en skuffelse.
Disneyficerede Beatles sange – man skulle næsten tro man var inde og se Frozen, kedelige kostumer, dårligt koordineret dans, discount sceneopsætning, mange fortællingerne i en historie.
Pludselig i anden halvleg kom der også en my “fortæller” skuespiller, som man aldrig havde set før – hvem var det? Hvad er hans rolle og hvad har han af indflydelse for historien? Ingenting. Og det er bare et eksempel på mærkelige ting det skete på de lige knap 3 timer.
Det værste for mig var dog, at alle på scenen var dygtige kunne synge fantastisk, men fortolkningerne af sangene var så Disney-agtige, at det var til at tude over. De 400kr. Ville jeg hellere have brugt på at tage i Aarhus teater og gense Cabaret.
Efter den her oplevelse har jeg besluttet, at jeg aldrig tager ind og ser musicals i musik huset igen. Det er forbeholdt koncerter.
Kan desværre ikke anbefales. Sikke en skam.