Sex uden charme i underskøn ”Farlige Forbindelser” på Skuespilhuset.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗    

(6 stjerner til instruktør og scenograf – 4 til aktørerne)

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Sex uden charme i underskøn ”Farlige Forbindelser” på Skuespilhuset.

Nu slår de til igen, makkerparret Staffan Valdemar Holm og scenografen Bente Lykke Møller.

I “Farlige Forbindelser” afklæder de nutiden og fortiden for på shakespearsk vis at holde et spejl op for vore øjne. Se! Se!

Parrets samarbejde må være ideelt, for som tilskuer er det svært at se, hvor instruktøren holder op, og scenografen sætter ind. Det hele går op i en højere, isnende enhed.

Men det springende punkt er endnu engang de levende skuespillere. Kan de honorere parrets krav, som synes af bergmanske dimensioner?

I ”Farlige Forbindelser” er det de to skuespillerveteraner, Tammi Øst og Ulla Henningsen, som er hele aftenen værd – sammen med regien og scenografien. Ved Tammi Øst og Ulla Henningsens blotte tilstedeværelse og eminente beherskelse af mimik og sprog, også når der slet ingen replikker er, formår de to skuespillere at skabe den vigtige forbindelse imellem 1780erne og 2020erne. For det er vel målet at genføde og levendegøre Laclos’s gamle tekst, oprindelig skrevet som en samfundskritisk brevroman og først med Christopher Hamptons dramatisering fra 1980erne skabt til teatret. Og ikke at forglemme den legendariske efterfølgende filmatisering fra 1988 med bl.a. Glenn Close. ( se note)

SE MIG

Denne iscenesættelse rammer ned i en tid, hvor #Metoo kun til dels har gennemsyret vores samfundsopfattelse og det forbrugeriske, og ”Se mig” mantraet på dobbeltmoralsk vis præger både tiden og nyhedsmedierne af vidt forskellig politisk observans.

Hovedideen bag iscenesættelsen er, at alle personer lever i hver sin show-off boble. Ingen rører ved hinanden, for det vigtigste er at vise sin økonomiske formåen ved køb af overflødige luksusvarer. Derfor spankulerer de alle på en imaginær catwalk med hovedet på skrå med indkøbsposer og genstande fra det moderne, luksuøse overflodssamfund. Miljøet er dekadent og varefeticheret. Alt drejer sig om lade sig beskue: Se, hvor mange penge jeg har til at købe overflødige ting, og hør, hvilke intriger jeg nu kan hitte på.

Mærkevarerne bag Frankrigs rigeste mænd

Mærkevareindustrien med Louis Vuitton, Hermes, Dior, Prada, BOSS, Botega Veneto og mange flere får en tveægget, men gratis reklame på Skuespilhusets brede scene.  Og det giver da lidt stof til eftertanke, at verdens næstrigeste mand, Arnault, som er Frankrigs rigeste, faktisk har tjent pengene på bl.a. Louis Vuitton og Hermes, samtidig med at han af hele den vestlige kunstverden  hyldes for sin kunstmæcenvirksomhed med bl.a. det Frank Gehry-designede museum i Boulogneskoven i Paris.  Ligeså er Frankrigs næstrigeste mand, Pinault, også en mand, ”vi” beundrer og ukritisk accepterer, for han har bl.a. istandsat den gamle børs i Paris og skabt et nyt udstillingssted og ligeså i Venedig. Hans formue kommer bl.a. fra mærkevarerne Saint Laurent og Gucci.  Begge de herrer har i øvrigt givet milliardbeløb til genopførelsen af Notre Dame. Denne dobbelthed får scenografen Bente lykke Møller med et snuptag markeret.

Den dekadente overgrebshistorie

Laclos’s historie er dekadent, som bare pokker. I de parisiske saloner, få år før Den store Franske Revolution brød ud i 1789, har overklassen INTET at foretage sig, bortset fra at interessere sig for de store S’er: Sex, skandaler og svimlende summer. Arrangerede ægteskaber er hverdagskost for overklassen. Marie Antoinette og hendes replik om de hungrende, der ikke har råd til brød og derfor blot kan spise kager, er indbegrebet af tiden. Laclos følte vist, af politiske grunde, at han måtte skildre dekadencen, skønt han det meste af tiden virkede som partipolitisk militærmand på de revolutionæres side.

Denne version af ”Farlige Forbindelser” er i sin statuariske og golde form ganske uhyggelig. Værst når det kommer til #Metoo overgrebet, som orkestreres af Tammi Østs intrigante og udspekulerede og ganske modne  Marquise de Merteuil og udføres af den noget yngre og helt skruppelløse Vicomte de Valmont, spillet noget bombastisk af Caspar Crump. I øvrigt har denne vicomte vist 14 kostumeskift, der viser seneste feminiserede herremode, som var det hele indkøbt hos Dior eller Prada.  Det er da også et nybrud, der understreger kønnenes ligestilling!

Tekstens begrænsning  

Teksten er hverken så dyb og eller så raffineret som hos Moliere i ”Misantropen” fra 1660erne, hvor Celiméne i en samtale med to naragtige marquis’er sladrer om det parisiske selskabsliv.  Derfor giver det energi til hele opsætningen, at Bente Lykke Møllers indkøbsposer og damernes, og såmænd også herrernes, kostumer er så gennemraffinerede og delikate. Meget er holdt i douce farver og tangerer indimellem de brunlige nuancer, som Bente Lykke Møller er en mester i at jonglere med, og som lægger sig op ad både Prada og Hermes’s kendingsfarver.  Også skoene, som må være ”ægte”,  er underskønne at se på. Og der er mange forskellige af dem! Flere børnehaveklasser kunne vist  komme på månedlange ferier for det skoindkøb.

Men hvad sker der med overgrebshistorien? Den gennemføres ganske brutalt midt på scenen, men der også er en parallelhistorie om den urørlige Madame de Tourvel, spillet noget monotont af Birgitte Hjort Sørensen. Den unge pige mishandles, mens den modne går fri! Hvilken moral. Men det er som om, Birgitte Hjort Sørensen er lidt for moderne i sin spillestil, og hendes diktion egner sig nok bedre til filmlærredet end til scenen.

Kulde og varme

Forestillingen kommer aldrig helt til at røre, men kunne måske godt med et mere koncentreret og præcist skuespillerensemble have nået et punkt, hvor følelserne sprængte konventionerne.  Der er musikalsk tilløb til det, bl.a. når de unge spillere kaster sig ud i moderne dansebevægelser, mens den gamle generation fortsætter med at spankulere. Ikke mindst interessant er her den unge skuespiller William Halken. De musikalske indslag afløses hyppigt af verfremdungsskabende scenefunktionærer, iført sort tøj med walkie talkies. Deres eneste opgave er at skubbe til de store siddepufs, som står spredt på scenen, der i øvrigt er omkranset af et halvcirkulært, tungt lyst tæppe – raffineret oplyst.

Der er nok af detaljer på trods af den sparsomt udstyrede scene. Også teksten giver nogle vink med en vognstang. Vi var flere, der studsede over marquisens replik om, hvordan hun som ung lod en gaffel skære sig ind i håndfladen for at ”føle”. Takket være Tammi Østs pausering og spillestil, er man straks ført tilbage til Ingmar Bergmans film ”Hvisk og råb” fra 1972 ved et uhyggeligt middagsbord, hvor et glasskår skærer sig ind i huden på kvinden, så hun kan “føle”.

Iscenesættelsen åbner ens øjne for flere forskellige aspekter og spørgsmål. Samtidigt er det beundringsværdigt, hvordan forestillingen er ”sin” egen – og kun synes at minde om andre af makkerparrets pragtpræstationer, bl.a. en ”Hamlet” i Stockholm i 2008, hvor forestillingen helt ushakespearsk åbnede med, at Ofelia som en anden dukke gik catwalk, iført en ikonisk Yves Saint Laurent-kjole, foran resten af persongalleriet.

Et andet spørgsmål trænger sig på: Hvordan kan en tekst fra 1780erne rummer så afskyelige elementer, der stadig ikke er afklaret i vor terapeutiske og behandler-fokuserede verden?  Og ligeså med det forbrugeriske og dobbeltmoralske, som dyrkes af nyhedsmedierne, der den ene dag fremhæver  miljøbevidste samfundsborgere, mens sendefladen og skærmen næste dag  hylder de kongelige og nyriges livsstil og gevandter – for ikke at nævne de danske politikeres outfit.

Med denne ”Farlige Forbindelser” indpakket i de smukkeste rober, bliver tidens dobbeltmoral inden for mange områder afklædt, og dermed lever forestillingen op til teatrets ypperste opgave: at stille spørgsmål og åbne vore øjne.Se! Se!

,,,,,,,,,,

Note vedr. filmen fra 1988:

Instruktør: Stephen Frears

• John Malkovich (Vicomte de Valmont)
• Glenn Close (Marquise de Merteuil)
• Michelle Pfeiffer (Madame de Tourvel)
• Keanu Reeves (Chevalier Danceny)
• Uma Thurman (Cecile de Volanges)

Note vdr. danske opsætninger:

Det Ny Teater: 1986: Instruktion: Ib Thorup,  scenografi: Steffen Aarfing, medv. bl.a. Lone Hertz, Tammi Øst, Henning Jensen, Michael Birkkjær.

Østre Gasværk, 2005. Morten Kirkskov: instruktør, Thomas Bjørnager: scenograf. Medv. Tammi Øst, Troels Lyby m.fl.

2023:

www.kglteater.dk