.
Af Ulla Strømberg.
Serie om danske Museer, nr. 9. Bornholmske Kunstmuseer: Lyset, himlen og havet. Oluf Høst Museet og Bornholms Kunstmuseum.
Næppe ankommet med færgen til Rønne bliver man overmandet at det fantastisk lys. Himlen og havet i forening skaber en stemning, som er unik. Og kører man videre over på den anden side af øen, til Allinge, Gudhjem eller Svaneke, er lyset endnu mere overvældende. Ikke uden grund er det et sted, hvor billedkunstnere i snart et par århundreder har fået inspiration.
På Bornholm folder billedkunsten sig mest ud i nærheden af Gudhjem. Her ligger Bornholms Kunstmuseum ved Helligdomsklipperne. I selve Gudhjem er maleren Oluf Høsts eget hjem åbent for publikum og har været et lille, charmerende museum i mere end 20 år.
Bornholms Kunstmuseum
Bornholms Kunstmuseum har til huse i et moderne (for moderne?) byggeri. Indenfor er bygningen spændende og varieret, men kompliceret, så man hurtigt farer vild. Udenfor er tidens tand ved at vise sig, og museet begynder at ligne alt andet betonbyggeri fra det 20. århundrede. Museet flyttede dertil i 1993 og blev udvidet i 2003.
Samlingen er både smuk og interessant. Selvfølgelig er der de såkaldte bornholmermalere, Edvard Weye, Karl Isakson, Olaf Rude, Oluf Høst m.fl. De hænger på væggene og lyser op, men helt uformidlet. Ikke en planche, ikke en tekst i rummene, kun realoplysninger ved hvert billede. Og sådan er det også med værker af ældre dato. Også den lokale Kristian Zahrtmann, der i det seneste år har fejret triumf på flere kunstmuseer, senest Den Hirschsprungske Samling, får samme behandling. Ikke et ord.
Men et museum skal altså formidle kunsten. Det er ikke nok at hænge gode værker op på væggen og så tro, at resten ordner sig. Den går ikke. Jeg forstår ikke, hvordan man med samvittigheden i behold kan lade være at fortælle historier, når måske 75 % af den store turiststrøm aldrig har været på museet før.
Den nyere samling rummer alskens danske kunstnere fra det 20. århundrede og bl.a. nogle gode, små skulpturer af Sonja Ferlov Mancoba og Per Kirkeby. Men også denne del af samlingen er uformidlet. Ligeså med de mange skulpturer udenfor af bl.a. Hein Heinsen, Jørgen Haugen Sørensen og Peter Bonnén. Ingen forklaringer.
Hen over sommeren har der været vist en udstilling af en ret ukendt, lokal maler, Claus Johansen. Udstillingen havde vist passet bedre til den stille vintersæson.
I de store udstillingsrum er der ikke mange gæster. Men i den gode café stimler publikum sammen og er lige ved at skabe spidsbelastning!
Har ledt forgæves på museets hjemmeside: ikke et ord om samlingen. Prøvede også at ringe til museet. Ingen tog telefonen.
Oluf Høst Museet i Gudhjem
På Oluf Høst Museet er det hele anderledes. Formidlingen er i top. I hvert rum hænger en fornuftig planche, og ved indgangen udleveres flere nyttige, små brochurer. Sådan skal det være. Man føler sig velkommen og endnu mere vigtigt: klædt på til at lære noget nyt. Der vises også film på første sal.
I mange år boede ægteparret Høst i det smukke røde hus, hvor der nu er indrettet museum. Den meget varierede have er en del af det hele, og med lidt klatring kan man besøge to atelierer, som ligger højt på klippegrunden. Så smukt at det nemt kan skabe misundelse.
Oluf Høst blev født i 1884 i Svaneke og gik på flere malerskoler i København. Han blev inspireret af mange af tidens kunstnere. Museet nævner Cezanne som den væsentligste kilde til de gode værker. Fra 1929 boede Høst igen på Bornholm og malede lokale motiver i en let glidende og poetisk stil. Mest kendte er hans utallige billeder af gården Bognemark, som Høst ejede og næsten hver dag blev inspireret af. Ikke mindst om vinteren. Netop Bognemark er temaet for en særudstilling denne sommer i museet. Her citeres Høst for at sige:
“Vi har vores, de lyse nætter, det kogleri som vi må slås med, mens Cézanne boede på et sted, hvor der for så vidt ikke var noget vejr, eftersom det altid var ens.”
Det virker som om museet inden for de seneste år er blevet optimeret. Der er friskt og indbydende overalt. Hvert rum har velskrevne og informative plancher, og ovenpå får man også en forholdsvis ærlig redegørelse om familien og ikke mindst sønnens tragedie.
Maleren Ole Høst var sammen med vennerne i København i 1930erne grebet af de nye, nazistiske tanker i Tyskland, og i modsætning til vennerne (Ole Wivel og Knud W. Jensen (som museet dog ikke nævner med navn) drog Ole Høst til Østfronten og døde derovre i 1943. En stor sorg for familien og i mange år også en skamplet på familiens ry.
Men Oluf Høsts malerier overlevede modvinden og er igen en vigtig del af det 20. århundredes danske kunsthistorie.
Inden for få kilometer to interessante kunstmuseer, hvor informationsniveauet er omvendt proportionalt med det statslige engagement.
Hvorfor stiller Kulturministeriet ikke krav om god, gedigen skriftlig museumsformidling på alle landets statsanerkendte museer?
( Tidligere har jeg bemærket manglende formidling på Frilandsmuseet , der hører under Nationalmuseet, AROS, Danmarks Tekniske Museum, Vejle Kunstmuseum under Vejlemuseerne og til dels udstilling på Nivaagaard Malerisamling.)