4 stjerner (5 til skuespillere og instruktør – 3 til teksten)
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
”Se på mig, når jeg taler til dig” på Husets Teater.
Endnu et feministisk stykke – og denne gang om forholdet mellem barnet og den voksne beskrevet via situationer imellem mor og søn – far og datter.
Teksten er norsk, skrevet af Monica Isakstuen, og har vist allerede vist sin bæredygtighed ved at blive oversat til flere sprog. Men for mig syntes teksten en smule kalkulerende og skabt til øjeblikkets teaterscene, hvor de fleste temaer snart er brugt op. Og så opstår måske ideen om at beskrive en eventuel forbudt kærlighed (attrå) fra den voksne forældre til barnet.
Opsætningen i Peter Dupont Weiss instruktion og scenografi fungerer imponerende godt og løfter den ikke så poetiske tekst.Vi er i et smukt, klassisk, rødt rum – med stole langs vægge og to skuespillere, Sarah Borberg og Morten Hauch-Fausbøll. De er et godt makkerpar og tilsammen får de via forskellige verfrendungsattituder skabt nogle ”rum”, hvor de forskellige scener kan udspille sig.
Det er overraskende velspillet af begge. Sarah Boberg er i den første del en moder med en søn og gennemlever forskellige situationer, hvor hun viser både varme og omsorg og måske også den forbudte attrå som bl.a. feministiske grupper dyrkede tilbage i 1970erne.
I anden del er faderen netop død. Morten Hauch-Fausbøll får lov at ligge på gulvet og lytte til den forurettede datter. Teksten er her ret postulerende – og så alligevel ikke. Men hvad var det med den far, som vist fik sig en ny kone nr.to på datterens alder? Et kendt tema fra mange film og den norske dramatiker kommer ikke flere spadestik ned end forgængerne, dvs. tidligere mellemgode damefilm.
Men jeg er sikker på, at mange vil finde emnet interessant og anderledes og ikke reagere, som jeg gør. For egentlig ville jeg mene, at emnet bedst egnede sig til et terapeutisk forløb.
For der er mange mennesker, som har svært ved at slippe fortiden og barndommen i familiens skød. Der er voksne mennesker, som hele tiden kredser om barndommens familiemæssige fiaskoer og andre voksne, som slet ikke kan slippe de børn, som er vokset fra dem.
Men selv om folk har haft traumatiske oplevelser i barndommen, kan en teaterforestilling næppe være til megen nytte. Her ville en terapeut være en lang bedre løsning.
Selvfølgelig kan forestillingen bruges i forbindelse med uddannelse af sundhedspersonale, men som forlæg for en teaterforestilling virker det mere som en krampagtig drøm om at finde på noget nyt og anderledes. Og indrømmet, der har nok været kronikker i bl.a. Information om emnet, men problemstillingen har nok aldrig været opført på en scene.
Til gengæld er det beundringsværdigt, at skuespillere og instruktør i den grad er gået ind for teksten, selv om den ikke synes at være hverken poetisk eller rigtig interessant.
Medvirkende: SARAH BOBERG & MORTEN HAUCH-FAUSBØLL
Tekst af: MONICA ISAKSTUEN
Instruktion: PETER DUPONT WEISS
Lyddesign: ERIK CHRISTOFFERSEN
Lysdesign: CHRISTIAN VEST BERNTSEN
Til og med 10. december.