Menu Luk

Se dagens lys på Aarhus Teater.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Se dagens lys efter Sv. Åge Madsens roman på Aarhus Teater.

”Se dagens lys” er blevet en overrumplende smuk, vellykket og charmerende dramatisering af Sv. Åge Madsens roman af samme navn fra 1980 – ikke mindst takket være scenografen Julian toldam Juhlin og instruktøren Rune David Grue. Sv. Åge Madsen var dengang i 1980 lidt af en clairvoyant. For historien lyder:en stor computer (Madam Datam) styrer det hele og overvåger alle. Samfundsborgerne vågner hver dag op til et nyt liv: ny kone, nye børn, nyt arbejde. Således er enhver form for kedsomhed og trivialitet bortraderet, mens en stilfærdig, kontinuerlig fornyelse er grundsubstansen i tilværelsen. For de “omstillingsparate” er alt godt, men ordet var vist slet ikke opfundet i 1980. Med denne evige skiften er der ikke behov for revolutioner, for alt er nyt og spændende – hver dag.

Se dagens Lys. Aarhus Teater. 2019. Scenograf: Julian Juhlin. Instruktør Rune David Grue. Foto: Emilia Therese.

Men systemet går galt, da to mennesker, som stadig har nogle af de gammelmenneskelige egenskaber intakte, stiller spørgsmålet: Hvorfor? Maya og Elef forelsker sig i hinanden, og ikke mindst han vil ikke give slip. Han bryder derfor ind til den store dæmoniske, umenneskelige maskine, så han igen kan møde Maya.  Men det er ikke lige efter opskriften, og hjælpetropperne kommer løbende for at afrette dem.

Se dagens Lys. Aarhus Teater. 2019. Scenograf: Julian Juhlin. Instruktør Rune David Grue. Foto: Emilia Therese.

Det unge par spilles fint af Christian Hetland og Anna Plouborg. Hun holder følelserne tilbage, men lidt efter lidt giver hun efter og bliver faktisk den største individualist.

Se dagens Lys. Aarhus Teater. 2019. Scenograf: Julian Juhlin. Instruktør Rune David Grue. Foto: Emilia Therese.

En enkelt overlevende fra det gamle system spilles meget overbevisende af Anders Baggesen. Han gør det med stor autoritet, næsten som en King Lear med dybde i stemmen og højtidelig diktion. Han lever udstødt på en bjergtop, med accept fra systemet, blot han vil tage sig af de forvildede. Også Kim Weisgaard leverer et fint og helstøbt portræt af en mand, som systemet har haft i sine klør og hjernevasket. Udenom er der en række yngre skuespillere, for der er faktisk kun unge skuespillere tilbage på Aarhus Teater, bortset fra Baggesen og Weisgaard. Hvordan hænger det nu sammen? Er det en fornuftig disposition? Næppe.Det er vigtigt at have et ensemble, der ikke blot ligner en årgang fra den nærliggende teaterskole.

Se dagens Lys. Aarhus Teater. 2019. Scenograf: Julian Juhlin. Instruktør Rune David Grue. Foto: Emilia Therese.

Men takket være scenografen Julian Toldam Juliens smukke, abstrakte pastelfarvede scenografi glider dette moderne og fremtidsagtige verdensbillede lydefrit hen over scenen. Vi er i en by, en verden, skabt af stiliserede huse i neonrør, der kan forskydes og skabe nye formationer og farver. Kostumerne er smukke, ligeledes i matchende pastelfarver. Sød idé, og denne stilistiske abstraktion får hele sceneriet til at blive en visuel nydelse. Endnu engang viser Julian Toldam Juhlin sin overlegenhed. Instruktøren Rune David Grue får en hel del forærende af scenografien og lykkes med at få det bedste ud af hele ensemblet, der ikke mindst må skifte paryk i et væk.

Se dagens Lys. Aarhus Teater. 2019. Scenograf: Julian Juhlin. Instruktør Rune David Grue. Foto: Emilia Therese.

Forestillingen er interessant, fordi den næsten umærkeligt får stillet de store, eksistentielle spørgsmål ved livet, og det uanset om vi taler 1980 eller 2019. Hvad er meningen med det hele?  Hvem styrer mekanismerne? Vælger vi selv? Eller er der en, der har bestemt, om vi nu skal leve dette jammerligt kedsommelige liv med den samme person i årtier? Og gå hen samme sted,  hver dag?

Ikke mindst på film har der være mange lignende historier, bl.a. “The Truman Show” fra 1998,

hvor en mand er “adobteret” af et tv-selskab og lever i en fiktiv verden.

Desværre giver Sv. Åge Madsen i “Se dagens lys”  ingen svar, men imponerende flot er det, at romanen lever så godt 40 år efter sin fremkomst.

En interessant og meget seværdig forestilling, der takket være en stram instruktion og en underskøn scenografi løfter romanen op på et abstrakt og visuelt meget fascinerende plan. Kan forstås af alle, helt uden hjælpetropper og støttepædagoger.

Se dagens lys

Forestillingen er baseret på romanen ”Se dagens lys” af Svend Åge Madsen, udgivet af Gyldendal, produceret i samarbejde med Gyldendal Group Agency

Af Svend Åge Madsen

Dramatiseret af Julie Petrine Glargaard

Iscenesættelse Rune David Grue

Scenografi og kostumedesign Julian Juhlin

Lysdesign Anders Kjems

Lyddesign Kim Engelbredt

Medvirkende Christian Hetland, Anne Plauborg, Anders Baggesen, Marie Marschner, Anna Nøhr, Kirsti Kærn, Kim Veisgaard, Frederik Mansø, Magnus Haugaard, Nahla Ravn Kaasing, Johanne Marie Brandt, Malou Ambrosius
Bertram Lyng Engelsted Jarkilde, Viola Madicken Bøhm Vatn, Malthe Rosenkrands Langballe

www.aarhusteater.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *